Oluf 1. Hunger

Oluf 1. Hunger, d. 18.8.1095, konge. Oluf blev konge efter oprøret mod og drabet på Knud den Hellige. Oluf var på dette tidspunkt anbragt i fangenskab eller som gidsel hos kong Knuds svigerfar grev Robert af Flandern hvor nu den yngre bror Niels måtte træde i hans sted. I Olufs regeringstid hjemsøgtes Danmark – sammen med hele Vesteuropa – af en misvækst med hungersnød og pest der varede i flere år. De kredse der arbejdede på at få forgængeren Knud helgenkåret ønskede naturligvis hungersnøden opfattet som Guds retfærdige gengældelse for kongedrabet der synes at være gennemført af de samme kræfter som siden havde sat Oluf på tronen. Roskildekrøniken der er skrevet i anden fjerdedel af 1100-årene omtaler dog ulykkesårene under Oluf samtidig med efterfølgeren Erik Ejegods skændige og uretfærdige lovgivning (der ikke berøvede ham hans tilnavn "den Gode") og tilføjer karakteristisk at ingen af de to fortjente den skæbne de fik. Helgenlitteraturen om Knud den Hellige kom til at farve senere historieskrivnings opfattelse af Oluf . En tabt "Knud Magnussens krønike" (hvis helt har været denne kong Niels' sønnesøn), og som nu kun kendes gennem den engelske krønikeskriver Ralph Niger har således særlig fremhævet hans utaknemmelighed mod kong Niels og tilskrevet hungersnøden det faktum at Oluf ikke udbetalte den løsesum der skulle til for at løse Niels af det flanderske fangenskab. De senere legender tilslører næsten alle Olufs virkelige regeringshandlinger; hans medvirken må det dog tilskrives, at Asser, der tilhørte en af rigets mægtigste slægter, 1089 efterfulgte Ricwald på bispestolen i Lund.