Valdemar 4. Atterdag

Valdemar 4. Atterdag, ca. 1320-24.10.1375, konge. Valdemar blev konge af Danmark, med faktisk rådighed over en fjerdedel af Nørrejylland, i medfør af en række aftaler i sommeren 1340 med de udenlandske fyrstemagter der nu bestemte over Danmarks skæbne, først og fremmest de holstenske grever som havde hele det danske rige i pant. Valdemar havde 9.5. og 10.6.1338 privilegeret byerne Anklam og Greifswald gunstigt med hensyn til deres handel på Skånemarkedet og i Danmark som en del af sine forberedelser til at overtage en regeringsmagt her; i Greifswald-privilegiet hedder det udtrykkelig, at dette skal tages op til fornyelse i alle sine bestemmelser og betingelser når Valdemar har fået riget i fredelig besiddelse.

Omkring junker Valdemar befandt sig på dette tidspunkt en række landflygtige danske stormænd med Århusbispen Sven i spidsen, men den egentlige støtte bag hans forehavende udgjordes af det tyske fyrstehus, i hvilket Valdemars søster Margrete var indgiftet, huset Wittelsbach der i disse år rådede både over kejsermagten og markgrevskabet Brandenburg. Kejseren (Ludvig af Bayern) havde 5.3.1335 befuldmægtiget sin søn markgrev Ludvig af Brandenburg til på kejserens vegne at mægle i hvad der i brevet skånsomt omtales som de konflikter og stridigheder der var opstået mellem junker Valdemar og grev Gerhard af Holsten (ca. 1292-1340), dvs. situationen omkring det pantsatte Danmark efter det oprørsforsøg (ligeledes med støtte af Wittelsbacherne) der netop var mislykkedes for Valdemars ældre bror Otto.

I februar 1340 havde greverne af Holsten arbejdet med en plan om endnu en gang at indsætte hertug Valdemar af Sønderjylland som en art dansk marionetkonge. Der blev aftalt et pantebytte hvorefter hertugen skulle overtage pantet Nørrejylland mod til gengæld at sætte sit hertugdømme i pant til grev Gerhard. Traktaten indrømmer imidlertid hertugen betænkningstid, og den må han have benyttet sig af, for planerne kom ikke til udførelse, og efter Niels Ebbesens drab på grev Gerhard i Randers 1.4.1340 var situationen en anden.

Der forhandledes senere i april måned på slottet Spandau i Brandenburg om at junker Valdemar skulle indløse Danmark fra holstenerne, Jylland og Fyn fra den rendsburgske linje, Østdanmark fra den plönske, og for at knytte Valdemar nærmere til holstenerne skulle han ægte de rendsburgske grever Henriks og Claus' søster Elisabeth. I medgift med hende skulle han have Ålborghus med landskaberne nord for Limfjorden, og det var et bemærkelsesværdigt forhandlingsresultat, men heller ikke dette blev den endelige ordning, måske fordi holstenerne frygtede en alliance mellem junker Valdemar og hans (ganske vist fjerne) slægtning hertug Valdemar af Sønderjylland. Det forekom dem næppe at være en tilstrækkelig garanti, at Valdemar ifølge Spandautraktaten udtrykkelig lovede ikke efter sin anerkendelse som dansk konge at forbinde sig med hertug Valdemar.

Der udtænktes derfor en kombination af de to sæt planer. De endelige aftaler blev indgået i Lübeck i maj-juni 1340 og gik ud på at hertug Valdemar skulle overtage pantet Nørrejylland således at det nu var ham og ikke de rendsburgske grever Valdemar skulle indløse denne landsdel fra. Til gengæld skulle Sønderjylland stå i pant til de holstenske grever. Og junker Valdemars ægteskabsaftale måtte ændres til at han i stedet for at ægte de rendsburgske grevers søster nu skulle giftes med hertug Valdemars søster. Medgiften med prinsesse Helvig og alle øvrige betingelser var de samme som allerede var aftalt for ægteskabet med den holstenske Elisabeth.

Valdemar blev konge af Danmark og kom i ubestridt besiddelse af fjerdedelen af Nørrejylland (Ålborghus med Vendsyssel, Mimmer og Thy sysler samt Hanherrederne) og – hvad der sikkert har været særlig afgørende for Valdemar og for Wittelsbacherne bag ham - han fik ifølge traktaterne ubestridelig ret til at indløse det pantsatte Danmark fra holstenerne i nærmere fastsatte terminer. Vilkårene var vanskelige, for de danske slotte var givet videre af de holstenske grever i underpant til en række holstenske adelsmænd, og traktaterne indrømmede dem en væsentlig indflydelse på begivenhedernes gang; de skulle, hvis en af de fyrstelige parter ikke overholdt sine forpligtelser i henhold til de trufne aftaler, som sanktion herimod holde slottene til modpartens hånd.

En ting var altså at komme til en forståelse med panternes øverste herrer, de holstenske grever, dette var opnået med Lübeck-traktaterne maj-juni 1340, noget andet var at komme til rette med panternes faktiske besiddere, de holstenske pantelensmænd. Disse havde væsentlig indflydelse på hvorledes indløsningen af det enkelte slot kunne foregå, bl.a. givetvis selv normalt store økonomiske midler bundne i de pågældende len. Det er dette forhold der forklarer at indløsningerne måtte foregå i et stærkt skiftende forløb, som en blanding af krigsførelse og økonomisk indsats, og at aftalerne med de holstenske grever, panteherrerne, i virkeligheden ikke havde bragt Valdemar længere end til begyndelsen af et langt og slidsomt politisk og militært forløb.

Valdemar koncentrerede sig først om de sjællandske slotte som han førte krig om fra 1341 til 1343, tilsyneladende med hovedkvarter i Roskilde og åbenbart med en ikke ubetydelig støtte af bispen her. Roskildekirken blev for Valdemars og hans datter Margretes kongemagt en trofast støtte og en nyttig partner i mange, bl.a. godspolitiske transaktioner. August 1343 erhvervede Valdemar København, og krigen på Sjælland stilnede af. Med kong Magnus Eriksson af Sverige (der havde været blandt Valdemars modstandere på Sjælland) indgik Valdemar samtidig en aftale der godkendte Magnus' besiddelse af Skåne – dette landskab havde 1332 med grev Johan den Mildes billigelse givet sig ind under kong Magnus – men Valdemars foreløbige godkendelse af tingenes tilstand her var udformet således at den ikke svækkede hans indløsningsret til også denne del af det danske rige. 1344 opnåede Valdemar Kalundborg og Søborg, 1346 Korsør (Tårnborg) og Vordingborg, hvormed hans sjællandske magtstilling var sikret.

At Valdemars kongemagt overhovedet kom i stand kan opfattes som en investering i hans person fra huset Wittelsbachs side hvad der bl.a. fandt udtryk i at hans tre øverste embedsmænd i de første regeringsår alle var mænd der var udlånt ham fra Brandenburg, kansleren Gebhard von Bortfeld, marsken Friedrich von Lochen og drosten Hasse von Wedele. Huset Wittelsbach havde siden markgrev Ludvigs ægteskab med Christoffer 2.s datter Margrethe et ikke indfriet krav på Danmark; medgiften med Margrethe var aldrig blevet betalt. Junker Otto havde da han forsøgte at vinde kongemagt i Danmark med Wittelsbachernes støtte, 6.10.1333 måttet udstede et forpligtelsesbrev hvorved han overlod sin svoger markgreven hertugdømmet Estland til gengæld for den aldrig betalte medgift, og Valdemars kongemagt var fra begyndelsen behæftet med den samme forpligtelse til at bringe dette mellemværende i orden. Straks i Spandau 19.3.1340 havde junker Valdemar måttet udstede det selv samme brev til sine tyske slægtninge hvad der har udgjort en meget væsentlig forudsætning for deres hjælp til ham på hans vej til tronen. At frigøre sig for denne i længden stærkt belastende brandenburgske indflydelse blev den vigtigste opgave for Valdemar da han 1346 havde gjort sine første store erhvervelser på Sjælland. Det lykkedes ham i løbet af en kortere årrække, og et af midlerne var salget af hertugdømmet Estland til den tyske orden, hvorved Valdemar endda synes at have vendt situationen delvis til sin egen fordel.

Nu blev der nemlig, da Valdemar 1346 skred til at ordne Estlands afståelse, i stedet tale om et salg til den tyske orden, hvorved ganske vist Brandenburg fik sit tilgodehavende dækket, men der tillige blev plads til en ganske væsentlig godtgørelse til Valdemar selv. Til yderligere forskønnelse af arrangementet kombineredes det med at broderen junker Otto samtidig indtrådte i ordenen så at det over for paven og almenheden kunne hævdes fx at der tillige var tale om en donation i denne forbindelse, nemlig af hvad Estland måtte være værd ud over salgssummen; endelig tilhørte Estland åbenbart junker Otto med arvelig ret. Salget af dette hertugdømme – hvori dansk herredømme ikke længere havde kunnet gøres effektivt gældende – markerer begyndelsen til Valdemars frigørelse fra afhængigheden af Brandenburg hvis stilling i tysk politik i øvrigt samtidig svækkedes stærkt efter Ludvig af Bayerns død 1347. Valdemar deltog ganske vist i de krigshandlinger hvori Brandenburg da indvikledes, til støtte for Brandenburg, men ikke mindre til egen fordel. Da krigen o. 1350 var forbi, stod Valdemar i en meget gunstig position; han nærmede sig en forståelse med den nye kejser Karl 4. og udviklede et godt forhold til pavestolen i Avignon (som også kejseren samarbejdede med), og han skaffede sig i hertug Albrecht af Mecklenburg – der var en af Wittelsbachernes og hans egne ældre modstandere, men som han nu udsonede sig med – en forbundsfælle til fremtidige indsatser i både tysk og nordisk politik, en ny forbindelse der fik vidtrækkende betydning for det følgende halve århundredes skandinaviske historie.

Det var mecklenburgeren Valdemar konspirerede med om at ryste eller vælte kong Magnus Erikssons besiddelse af Skåne. Der forelå planer om at erobre Helsingborg allerede 1350 og samtidig søgtes forholdet befæstet ved at Valdemars datter Margrete (født 1345) trolovedes med Albrechts søn Henrik. Da denne Margrete imidlertid døde straks samme år, blev Henrik siden gift med Ingeborg (født 1347), og det var åbenbart i hele kong Valdemars egen tid denne ægteskabsforbindelse hvorfra han ventede at få sin efterfølger på den danske trone, mens der i hans tid ikke syntes at knytte sig større dynastiske forventninger til ægteskabet mellem den yngre datter Margrete (født 1353) og kong Håkon af Norge, det ægteskab der senere ved en række uforudselige begivenheder skulle blive Kalmarunionens dynastiske forudsætning.

Valdemars regeringstid falder sammen med den sidste halvdel af Avignon-pavedømmets tid, og med dette pavedømme under udpræget fransk dominans kom Valdemar til at stå sig godt. Især opnåede han med pavelig godkendelse en væsentlig øget kongelig indflydelse over den danske kirke, ikke kun ved embedsbesættelser, men også i den daglige kirkelige forvaltning på dens forskellige niveauer. Allerede 1347 foretog Valdemar en monumental pilgrimsrejse til det hellige land, og under Europarejsen 1363-64 aflagde Valdemar også besøg i Avignon. 3.3.1364 modtoges han af pave Urban 5. der tildelte ham den gyldne rose. Til Valdemars politik over for pavestolen svarer en nær tilknytning til den franske konge under hundredårskrigen hvor han eksempelvis ved midten af 1350'erne for betaling påtog sig at gøre invasion i England med 100.000 mand, et projekt der imidlertid aldrig realiseredes.

Regeringsførelsen indenrigs da først Valdemar havde fået fast fodfæste var håndfast og foretagsom. Karakteristisk er bemærkningen i Yngre sjællandske Krønike 1356 hvor kongen under sit fravær pålægger biskop Henrik og tolv abbeder og herremænd at drage omsorg for landets ve og vel, "især skulle de tage sig af de møller, han lige havde bygget, og deres vandledninger. Han ville nemlig ikke, at åerne skulle løbe unyttigt ud i havet uden først at have tjent samfundet (derfor havde han bygget dem)". Det har givetvis været en finansiel nødvendighed for Valdemar ikke blot at nyttiggøre sig krongodset så godt det lod sig gøre, men også ved rettertingets hjælp at sikre sig tilbageførsel af kongelig ejendom der i den foregående periode med større eller mindre ret var gledet ud af kronens besiddelse. Møntvæsen og skattevæsen rekonstrueredes, og den kongelige forvaltning omkring på slottene gjordes effektiv; det blev ved flere lejligheder nødvendigt for Valdemar at nedkæmpe oprør blandt stormænd og bønder, især i Jylland.

Som 1349-50 havde været et mærkeår i Valdemars regering – da havde han redegjort på Sjællands landsting for det hidtidige forløb af indløsningerne og de anvendte midler, og han havde frigjort sig for den brandenburgske dominans – således blev også 1360 et epokeskabende år. Valdemar var nu nået så langt i sin reorganisation af den danske kongemagt at han kunne gennemføre en erobring af Skåne ved et felttog i sommeren 1360, og kort forinden, ved pinsetid samme år, havde han holdt den store rigsforsamling i Kalundborg der vedtog Landefreden af 1360.

Dette dokument der udstedtes på selve Helligåndens festdag er en herskerkontrakt efter europæisk forbillede, indeholdende en række løfter som kongen og den fyrstelige familie har givet hele rigets fællesskab, modsvaret af en række løfter som folket har givet fyrstemagten. Landefreden er at betragte som kong Valdemars håndfæstning, rigets forfatning på det tidspunkt da kun Skåne og halvdelen af Fyn manglede for kongen. Fra dette tidspunkt foreligger det ikke længere som en umiddelbar risiko at Valdemars stormænd når de ville sætte sig op imod ham blot gik i hans fyrstelige udenlandske fjenders tjeneste. Den indenrigske fejdetilstand var overstået.

Erobringen af Gotland 1361, den følgende sommers blodige bedrift, udløste en krig med hansestæderne 1362-64, afsluttet med en våbenstilstand der nærmest var til fordel for Valdemar, men påfulgt 1367-70 af den anden hansekrig der blev skæbnesvanger. Under begge krige opholdt Valdemar sig længe i udlandet for at skaffe sig hjælp mod fjenderne, og det lykkedes ham på forunderlig måde at opretholde en koordination mellem hvad han selv foretog sig og hvad hans stedfortrædere hjemme greb til. Særlig bemærkelsesværdigt er samspillet mellem Valdemar og drosten Henning Podebusk under anden hansekrig og især under forhandlingerne om dennes afslutning, den skæbnesvangre Stralsundfred 1370 som udgjorde et klart nederlag for Valdemar, men hvor der alligevel med held reddedes væsentlige dele af positionen så at sejren i længden blev en tvivlsom fordel for hanseaterne. Disse havde ved freden sikret sig at deres krigsomkostninger skulle dækkes ved at de fik de fire skånske slotte (Skanør, Falsterbo, Malmø og Helsingborg) i pant for femten år med to tredjedele af samtlige deres indtægter. Men Valdemar fik det ordnet sådan at den tyske del af Skånes (og Skånemarkedets) administration, for det var jo den det drejede sig om, blev bestyret på tyskernes vegne i de første år af den samme Henning Podebusk der forvaltede den danske del; hanseaterne fandt sig deri indtil 1378, men da var der åbenbart ikke meget at gøre; ved regnskabsopgørelserne da og senere kunne det konstateres at nettofortjenesten ikke var blevet imponerende.

I årene efter Stralsundfreden samlede Valdemar sig om et forsøg på at vinde praktisk herredømme i så meget som muligt af Sønderjylland hvor hertugmagten under Valdemar og Henrik var blevet stadig mere afhængig af de holstenske grever og deres lensmænd og faktisk ikke udøvede nogen egentlig eller omfattende regeringsvirksomhed. Valdemar gjorde med held en indløsningsret til pantsatte hertugelige besiddelser gældende og var ved sin død i færd med at vinde væsentlige dele af Sønderjylland tilbage til den danske krone, en virksomhed som Margrete overtog efter ham, men under ændrede vilkår, idet Abelslægtens mandslinje var uddød med hertug Henriks død kort før Valdemar, og holstenerne (ud over deres panterettigheder) nu også arvede hertugdømmet.

Det har været hævdet at Valdemars forhold til dronning Helvig var ulykkeligt, men der vides intet andet om det end at dronningen i sine sidste år tog fast ophold i Esrum kloster, hvilket ikke efter tidens skik behøver at tyde på noget sådant. Om Valdemars eget væsen er vi dårligt underrettet, når bortses fra at han vides at have mestret det praktisk-politiske livs vilkår med alt hvad det indebar af listighed, brutalitet og iskold beregning (Ålholmtraktaten 1366 er endda rettet mod hans egen svigersøn), ganske vist altsammen til fremme af rigets og folkets vel. Den hellige Birgittas åbenbaringer der (ud over hvad de ellers repræsenterer) udgør noget af tidens mest effektive politiske propaganda, opererer med den tanke at Valdemar hemmeligt havde forenet sig med kong Magnus af Sverige til gensidig fremme af deres egen fyrstemagt og med tilsidesættelse af rigernes (dvs. adelstandens) retmæssige indflydelse, og disse forestillinger er ikke uden virkninger i den historieskrivning hvormed unionsrigerne i senmiddelalderen tidvis bekrigede hinanden, men som endnu i væsentlige af sine aspekter savner en nøjere undersøgelse.

Valdemars gunstige folkelige eftermæle hviler naturligvis først og fremmest på hans befrielse af riget fra det holstenske herredømme der, især i 1800-tallets nationalromantiske periode, føltes som en uværdighed (hvad det antagelig ikke havde været i 1300-tallet). Når hertil lægges hans notoriske snarrådighed og slagfærdighed i politiske forhandlinger og i krig, er hans plads sikret blandt de folkekære konger som Christian 2. og Christian 4. Erik Arup har kaldt ham verdensmand og condottiere, men Kr. Erslev har utvivlsomt set rigtigere ved at fremhæve hvorledes hans kongedømme, hverken krigerisk eller religiøst, "overhovedet ikke theoretisk", først og fremmest opfylder et praktisk savn i samfundet ved at påtage sig at opretholde retssikkerheden og landefreden – og hvorledes Valdemar herved minder om andre "Nytidens Bebudere" blandt Europas fyrster, Filip den Smukke af Frankrig og kejser Karl 4.

Betydningen af tilnavnet Atterdag er ukendt, men kan med en vis sandsynlighed stamme fra en nedertysk ed eller talemåde (Ter Dages).