C. E. Frijs, Christian Emil Krag-Juel-Vind Frijs, 8.12.1817-12.10.1896, lensgreve, 1817-96, konsejlspræsident. Født på Frijsenborg, død på Boller, begravet på Frijsenborg. F. blev student 1835 fra Sorø og tog 1842 juridisk embedseksamen. 1849 overtog han styrelsen af den nordre del af grevskabet Frijsenborg, det største i landet, og blev lensgreve 1860. 1867 arvede han stamhuset Stensballegård. Han var en dygtig, vidtskuende og human styrer af sine store besiddelser og foregangsmand på forskellige områder. Han så at udviklingen bar mod fæstegårdes overgang til selveje og ønskede for sine godser at gennemføre fæsteafløsning med den videst mulige hensyntagen til fæsternes tarv. Det betydelige bøndergods under hans grevskab afhændedes på forholdsvis kort tid til selveje på de liberaleste vilkår, og grevskabets befolkning anerkendte det i fuldt mål. Karakteristisk for F. var at hvor langt han end for sit eget gods ville imødekomme sine fæstere var han bestemt modstander af bondevennernes krav om tvangsafløsning af fæstegodset. Det hang sammen med hans respekt for godsejerens ret til at råde over sin ejendom og med hans konservative grundsyn på stats- og samfundsforhold der 1850 bragte ham til at deltage i stiftelsen af Grundejerforeningen hvis formand han senere blev. I denne egenskab støttede han 1853-54 ministeriet Ørsteds politik og udtalte på foreningens generalforsamling 1854 at det var en illusion når man troede at kunne "sætte Helstaten og en sand og stærk Fællesforfatning som Maal" og samtidig "værne om Grundloven i alle dens Dele som et absolut og ubetinget Gode". Navnlig måtte, efter hans skøn, valgloven undergå væsentlige forandringer, og han satte sin fortrøstning til "en stærk og konsekvent Optræden fra oven". F. søgte forgæves valg til den grundlovgivende rigsforsamling i Sdr. Vinge-kredsen, men hans støtte, tillidsvækkende personlighed og fremragende samfundsstilling bragte ham efterhånden en række offentlige hverv. Han blev således amtsrådsmedlem og valgtes 1858 ind i rigsrådet. Han sluttede sig her til den konservative helstatsgruppe, men indtog i øvrigt en meget tilbagetrukken stilling. Taler var han ikke, og han brød sig, som han sagde i en rigsdagsdebat "ikke en Snus om Popularitet". Han fik desuden efterhånden et åbent øje for at hans gruppe på grund af sin fåtallighed og ringe tilslutning i befolkningen savnede betingelserne for at overtage ledelsen under de da herskende forhold. Han kom til at stå de nationalliberale mindre fjernt end de fleste af hans partifæller og stemte 1863 for november-forfatningen.

Efter ministeriet Monrads fald 1864 svækkedes det nationalliberale partis indflydelse så meget at de nationale godsejere, som indtog en mellemstilling mellem de gamle helstatsmænd og de nationalliberale, kunne gøre sig stærkere gældende, og F. blev ganske naturligt deres førstemand. De kunne ikke følge ministeriet Bluhmes hældning mod de nationalliberale i forfatningssagen, men F. var dog ikke med til at stille det forslag om landstingets sammensætning som Estrup m.fl. forelagde jan. 1865, og hvis bærende tanke sluttelig trængte igennem. F. sympatiserede i det væsentlige med forslaget og foranledigede kun dets tilbagetagelse fordi han endnu ikke anså tiden for moden. Af samme grund opgav han det forsøg han foråret 1865 efter kongens anmodning gjorde på at danne en ny regering. Et par måneder forinden førtes han af en mellemmand (J. Michaelsen) sammen med J. A. Hansen til en privat forhandling om forfatningsspørgsmålet, og den blev senere udgangspunktet for en forståelse mellem godsejergruppen under F.s ledelse og en del af bondevennerne under J. A. Hansens. F. har sikkert haft meget at overvinde ved at gå til denne alliance med fordums modstandere, men han indså at hvis den gruppe han repræsenterede skulle kunne gennemføre sine politiske synsmåder, navnlig i forfatningssagen, og hindre at de nationalliberale atter fik ledelsen var det nødvendigt for den at søge støtte uden for sig selv, og bondevennerne frembød sig da som den eneste mulighed. Her var på visse områder et naturligt fællesskab i interesser og synsmåder, og modsætningen til de nationalliberale var et stærkt bindeled. Hen ad efteråret opnåedes der overenskomst mellem F. og J. A. Hansen om den ordning af forfatningssagen som senere fastsloges i 1866-grundloven, og forbundet mellem "de store og de smaa Bønder" besegledes ved festmåltidet på hotel Phønix 10.10.1865 hvis dato gav navnet til den i dec. dannede oktoberforening. Ved festen på Phønix, til hvilken 30 medlemmer af det bondevenlige venstre med J. A. Hansen og G. Winther i spidsen havde indbudt F. og forskellige godsejere i og uden for rigsdagen, betegnedes det gennem J. A. Hansens og F.s taler som sammenslutningens formål at arbejde for "Kongedømmets Befæstelse, en fornuftig og sparsommelig Statshusholdning og Embedsmændenes Tilbagetrængelse i det konstitutionelle Liv". Det var også her F. sagde ordene: "Hvad mig selv angaar, kan jeg kun sige: Jeg vil med mit Hus og alt hvad jeg ejer, tjene Danmark, mit kære, nu sønderrevne Fædreland". Da ministeriet Bluhme ikke kunne gå ind på det af rigsrådets fællesudvalg i overensstemmelse med aftalen mellem F. og J. A. Hansen vedtagne forfatningsforslag fratrådte det 3.11.1865, og 6.11. dannede F. sit ministerium, væsentlig af godsejergruppen, uden at nogen af bondevennerne eller de af dem nærmeststående politikere fik sæde deri. F. overtog ledelsen af regeringen og dertil udenrigsministeriet uden nogen personlig ærgerrighed, og det var utvivlsomt fuldstændig rigtigt når han i et brev til George Quaade få dage efter sin tiltrædelse beklagede sig over at han, der "siden sin Skolegang havde nydt den fuldstændigste Frihed", nu skulle "gaa med Lænken om Benet". Han var ikke optimistisk med hensyn til sine muligheder, men mente at have viljen til at skabe den nødvendige orden i styrelsen. Han var klar over at samarbejdet mellem landbostandens grupper, vendt mod byen, ville kunne medføre skævhed i den økonomiske politik, men han foretrak dette som det mindste af to onder "thi Staten kan ikke vedblivende bestaa, naar Oppositionen støttes og bæres væsen-ligst af Regjeringens underordnede Embedsmænd."

Ministeriet F. gennemførte først forfatningsrevisionen og derefter en række andre love af gennemgribende betydning, således de store kommunal- og jernbanelove, hærlovsrevisionen, straffeloven og valgmenighedsloven. Denne sidste voldte særlige vanskeligheder i landstinget, og den gennemførtes kun ved at F. gjorde den til kabinetsspørgsmål. Generhvervelsen af det dansksindede Slesvig lå ham så stærkt på sinde at han foråret 1866 tilbød Preussen en begrænset alliance i den forestående krig med Østrig mod Slesvigs tilbagegivelse. Det havde ikke Preussens interesse, og efter den preussisk-østrigske krig blev det F.s vanskeligste opgave at forhandle med Preussen om opfyldelsen af Prag-fredens § 5. Trods sin stærke nationale følelse og dybe uvilje mod Bismarcks politik viste han den resignation som hans klare forståelse af landets udsatte stilling og hans afstandtagen fra enhver eventyrpolitik påbød. Hans regerings principielle standpunkt var en afstemningsgrænse syd om Flensborg hvad dengang nogenlunde svarede til sindelagsgrænsen, men Bismarck var ikke indstillet på opfyldelse af § 5. – F. deltog kun sjældent i de parlamentariske forhandlinger og greb ikke meget ind i styrelsens enkeltheder, men var utvivlsomt ministeriets bærende og sammenholdende kraft, og ved sin store autoritet over kongen, med hvem der til tider opstod alvorlige differencer, navnlig angående de nødvendige militære indskrænkninger, og over for rigsdagens partier, førte han sin regering frelst ud over de vanskeligheder på hvilke den mere end én gang synes at måtte strande. Det havde selvfølgelig vakt nogen misstemning blandt bondevennerne at F. ganske forbigik dem ved dannelsen af sit ministerium, og misstemningen voksede da han dec. 1865 stillede sig til valg til rigsdagens folketing i Bjerrekredsen og slog en bondevenlig modkandidat. Ved det næste valg juni 1866 stillede han sig dog ikke, og skønt der i hans styrel-sestid ikke gjordes noget egentligt forsøg på at gennemføre en på oktoberforeningstanken bygget politik forstod han dog at opretholde et tåleligt forhandlingsforhold til bondevennerne. Forskellige uoverensstemmelser, navnlig angående fæstesagen, bevirkede dog at dette forhold til sidst løsnedes så meget at det vanskeliggjorde ministeriets konstitutionelle stilling, og da F. tilmed af andre grunde trættedes benyttede han folketingets nægtelse af et par bevillinger til forstærkningens og reservens indkaldelse som anledning til 19.5.1870 at indgive ministeriets demission. Han medvirkede til dannelsen af det holsteinske ministerium og anvendtes af dette kort efter sin fratræden til at føre forhandlingen med den franske regerings overordentlige afsending, hertugen af Cadore som kom hertil for at bevæge Danmark til at stille sig ved Frankrigs side i krigen mod Preussen. F. viste under denne vanskelige forhandling 5.-7.8.1870 al den besindighed og takt som var ventet af ham, og i sine udtalelser til hertugen lagde han, trods al sympati for Frankrig, intet skjul på hvor farlig for Danmark han anså en alliance med Frankrig for at være.

F. var medlem af landstinget 1866-80. Efter sin fratræden som konseilspræsident bevarede han her en ledende stilling, uden dog mere end ganske undtagelsesvis at træde aktivt op. Ved ministeriet Holsteins fratræden 1874 opfordredes han til at danne det nye ministerium, men afslog.

Efter sin udtræden af landstinget deltog han ikke mere i det politiske liv, men var ærespræsident for den nordiske industri- og kunstudstilling 1888.

Familie

Forældre: lensgreve Jens Christian Carl K.-J.-V.-F. (1779-1860) og Henriette Frederikke Magdalene zu Inn- und Knyphausen (1791-1866). Gift 1.5.1847 i Kbh. (Holmens) med Thyra Valborg Haffner, født 24.7.1821 i Kbh. (Fred.ty.), død 1.3.1881 på Frijsenborg, d. af generalmajor, senere generalløjtnant Johan Wolfgang Reinhold H. (1770-1829) og Anna Margrethe Kaasbøll (1789-1849). – Far til Mogens F.

Udnævnelser

Hofjægermester 1844. Kammerherre 1849. K.1 1864. S.K 1866. DM. 1866. R.E. 1869.

Ikonografi

Min. af F. som dreng (Fr.borg) og som ung. Mal. af P. Hagelstein, 1850, og på gruppemal. af F. L. Storch, 1855 (alle Frijsenborg). Buste af H. V. Bissen, 1863 (St.mus., Frijsenborgs facade). Litografi 1863 efter foto. Træsnit 1865 efter tegn. af H. Olrik efter foto, gengivet i litografi og i træsnit af bl.a. H. P. Hansen, alle 1866. Mal. 1866 af J. V. Gertner (Frijsenborg), tegn. 1866 af samme (Fr.borg). To litografier 1868 efter forskellige fotos, begge gengivet i træsnit. Mal. af H. Chr. Jensen, 1869 (Frijsenborg). Statuette af V. Bissen (Fr.borg), statue af samme 1874 (ved Frijsenborg). Mal. af H. Chr. Jensen, 1879 (Fr.borg), kopi af Brasen (folketinget). Træsnit af C. Poulsen, 1888. To træsnit s.å. efter foto. Miniature (Fr.borg). Flere gange afbildet på træsnit af begivenheder ved hoffet o.l., bl.a. 1869, 1874, 1878. Foto.

Bibliografi

Det nordslesvigske spørgsmål 1864-79. Aktstykker og breve, udg. Aage Friis I–II, 1921-25. – Danm.s adels årbog III, 1886 408. Fr. Algreen-Ussing i III. tid. 12.11.1865; sst. 25.10.1896. V. Topsøe: Politiske portrætstudier, 1878 98-107. H. Wulff: Den danske rigsdag, 1882. Joseph Michaelsen: Fra min samtid II, 1893. Berl. tid. 13. og 14.10.1896. Politiken 13.10 s.å. Hver 8. dag, 1896 89. A. F. Krieger: Dagbøger I-VIII, 1920-43. Aage Friis: Den danske regering og Nordslesvigs genforen, med Danm. I, 1921. Samme: Danm. ved krigsud-brudet 1870 = Festskr. udg. af Kbh.s univ. april 1923.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig