F.A. Holstein

F.A. Holstein, Frederik (Friedrich) Adolph Holstein, 18.10.1784-21.5.1836, lensgreve, godsejer, politiker. F.A. Holstein fik sin første uddannelse ved tyske universiteter idet han blev indskrevet ved universitetet i Kiel og studerede nogle år her og i Göttingen. Derefter kom han 1807 til Kbh. hvor han n.å. tog den latinske juridiske eksamen. S.å. giftede han sig og flyttede ind på Holsteinborg der under hans umyndighed var blevet bestyret af Chr. D. Reventlow (1748–1827). 1808–36 sad F.A. Holstein som godsherre her, og man kan trygt sige at intet gods i Danmark har haft en mere omsorgsfuld og human leder i de vanskelige år i begyndelsen af 1800-tallet. Han tiltrådte sin ansvarsfulde stilling midt i en vanskelig overgangsperiode, og under hans styre faldt den sværeste økonomiske krise som dansk landbrug længe havde oplevet.

F.A. Holstein red stormen af for sig og sine mange undergivne, og det var ligesom de onde år ansporede ham til at gøre en yderligere indsats for det lille "kongeriges" beboere hvis velfærd forsynet havde betroet ham. F.A. Holstein følte tungt dette ansvar. Hans ungdom var faldet i de mærkelige og løfterige år da det menneskelige ideal havde krystalliseret sig i ønsket om at blive en god og nyttig borger, og hvor en rastløs virketrang udfoldedes for at nå dette mål. Også for F.A. Holstein lød disse toner, men modsat så mange af tidens rationalistiske personligheder havde dette kald for ham en langt dybere betydning. F.A. Holstein var en alvorlig og dybt greben kristen for hvem kravet om omsorg for næsten var et helligt bud og ikke en borgerlig pligt, og det ansvar der hvilede på hans skuldre bestod ikke blot i at sørge for de undergivnes timelige, men også deres åndelige vel. Denne dybt forankrede pligtfølelse drev ham til ustandselig til at sysle med forbedringer og planlægge forandringer. Undertiden greb hans rastløse ånd fejl. Han så nok det rigtige men overså at forholdene ikke var modne for forandringen, og han evnede ikke altid at finde de nødvendige medhjælpere. Men trods mange fejlslagne forsøg og skuffede forventninger bevarede han stadig sin ungdommelige begejstring og sin levende virketrang, og mens mange af hans standsfæller i de onde år efter 1814 mistede deres ungdomsdrømme bevarede F.A. Holstein sine friske og levende.

Med utrættelig iver kastede F.A. Holstein sig ud i arbejdet for sit store gods' økonomiske udvikling. 1809–11 afløstes hoveriet, og hovedgårdens drift blev betydelig forbedret. Desuden arbejdede han på en forstandigere drift af bondejorden og sørgede for ved nye fæstebreves udstedelse at der blev indføjet faste regler for sædskifte. Også havedyrkning og husflid fremmede han ligesom han tog initiativet til oprettelse af håndgerningsskoler. En sparekasse og en assurancekasse for heste og kvæg blev indrettet på godset og havde god fremgang mens derimod forskellige fabriksanlæg strandede. De vanskelige år efter 1818 lagde naturligvis utallige hindringer i vejen for F.A. Holsteins mange foretagender, men da tiderne blev bedre tog han atter arbejdet op og stiftede 1833 Sorø amts landøkonomiske selskab.

På egen bekostning oprettede F.A. Holstein flere skolebygninger og med stor iver kastede han sig over skoleplanernes indretning og deltog også i den offentlige debat om gavnligheden af den indbyrdes undervisning. Han var en flittig besøgende i de forskellige skoler og arrangerede hvert år fester for børnene i Holsteinborgs store have. For de lidt ældre børn og for de voksne indrettedes der aftenskoler. Gennem skolen håbede F.A. Holstein ikke alene at dygtiggøre sine undergivne til dagens arbejde, men de skulle også herigennem modtage en gavnlig åndelig påvirkning. Derfor blev religionsundervisningen et af de vigtigste fag, og F.A. Holstein overvågede med flid at børnene blev oplært i troen på Guds faderlige kærlighed og at de lærte at leve et fromt og godt liv. Derimod ønskede han i begyndelsen ikke at "Syndsforladelsen for Christi Skyld" skulle berøres. På dette punkt skete der en afgørende ændring da F.A. Holstein i 20'erne kom under påvirkning af Lauenburgeren J. Freytag som han havde engageret til huslærer for sine børn. Denne mand vakte endvidere F.A. Holsteins interesse for missionssagen. Han oprettede et særligt missionsselskab der 1833 forenedes med det af B.F. Rønne stiftede, og han tog initiativet til udgivelsen af et missionsblad. Selskabet arbejdede hovedsagelig ved uddeling af bibler og traktater.

Også på et andet punkt kom F.A. Holsteins voksende religiøse interesse til syne. Den gudelige bevægelse fik et fristed på Holsteinborgs gods. F.A. Holstein var ivrig efter at få ansat præster der havde brudt med rationalismen, og han gav en af de ivrigste forsamlingsmænd, R. Ottesen, en gård i fæste og tog en anden af lederne, Rasmus Sørensen, til skolelærer. Det stred mod hans opfattelse at formene almuefolk at samles om bibellæsning og salmesang, men da disse møder udviklede sig til store forsamlinger hvor man agiterede og kritiserede på en voldsom og heftig måde forsøgte han at skride ind, bl.a. ved udgivelsen af et lille skrift Nogle Ord til Christendommens Venner paa Grevskabet Holsteinborg, 1834, men uden nævneværdigt resultat. Med stor interesse beskæftigede F.A. Holstein sig med filantropiske spørgsmål. Fattigvæsenets bedre indretning i land og i by var disse års vanskeligste problem, og i det nærliggende Slagelse gik pastor Hans Bastholm i gang med spørgsmålet med stor iver. F.A. Holstein fik lyst til at efterligne ham, og 1811 oprettedes i hovedbygningen på Fuirendal et såkaldt hospital hvortil der var knyttet en art fabriksvirksomhed. Men forsøget glippede, og hele anstalten kostede mange penge. Kun den del af virksomheden opretholdtes der havde til formål at tage sig af fattige og hjælpeløse børn. På F.A. Holsteins sølvbryllupsdag indviede man et særligt institut der skulle have til formål at uddanne disse børn til gode agerdyrkere, og F.A. Holstein havde den lykke i bestyrer Anders Stephansen fra Ålborg at få en mand der evnede at lede dette foretagende frelst gennem skærene. Efter F.A. Holsteins død flyttedes institutionen bort fra Fuirendal til Hjortholm hvor den fik navnet Holsteinsminde. Også for "moralsk fordærvede" børns forbedring interesserede F.A. Holstein sig, en del af disse optoges midlertidigt på anstalten i Fuirendal, men da de ikke passede her købte F.A. Holstein gården Flakkebjerg til dem.

Den mangesidige virksomhed på Holsteinborg optog i flere år ganske F.A. Holsteins arbejdskraft og forhindrede ham i i større grad at beskæftige sig med problemer der lå uden for godsets område. Dog må det nævnes at Ejdsvoldforsamlingens sammentræden 1814 begejstrede ham i den grad at han på eget initiativ udarbejdede et helt forfatningsforslag som han oversendte prins Christian. I dette forslag havde han nedlagt sine ønsker om at befolkningen måtte få indflydelse på regeringen og samtidig tilladelse til i skrift og tale at slå til lyd for forbedringer. Selv deltog han i den offentlige debat om skolespørgsmålet, og da filhellenismen i 20'erne som en bølge gik hen over Europa, udsendte han et lille skrift Grækernes Sag i Danmark, 1827, og to år senere offentliggjorde han Bidrag til Danmarks Krønike for Aaret 1828.

Det er kun naturligt at en mand med F.A. Holsteins interesse for det almene vel med begejstring 1831 modtog budskabet om at landsfaderen havde besluttet sig til at give landet en forfatning. I løbet af kort tid havde han et lille skrift færdigt Om de danske raadgivende Provindsialstænders Væsen og Værd, 1831, hvori han søgte at vejlede sine medborgere om de nye pligter og rettigheder som forfatningen ville give. Samtidig havde han naturligvis til hensigt at påvirke regeringen under dens arbejde med at udforme de nærmere bestemmelser, og F.A. Holstein tog varmt til orde for at man samtidig med at man gav en rigsforfatning også grundlagde et virkeligt kommunalt selvstyre. Skriftet vidner om at F.A. Holstein var kommet til sin politiske overbevisning ved et flittigt og ihærdigt studium af udenlandsk politisk litteratur. Det blev imødegået både af C.N. David og af den unge Orla Lehmann, og F.A. Holstein fik anledning til at udsende endnu nogle bemærkninger som blev så meget læst at skriftet måtte trykkes i et nyt oplag.

F.A. Holsteins centrale stilling i den litterære debat om den nye stænderforfatning gjorde det naturligt for regeringen at kalde ham til at deltage i de oplyste mænds forsamling 1832, og med megen iver deltog han i debatten. Hans forskellige forsøg på at udvide reglerne for valgret og valgbarhed strandede på regeringens modstand, men han fik sat igennem at forhandlingerne i stænderne skulle bringes til offentlighedens kundskab gennem udsendelse af et særligt stænderblad. Efter at være hjemkommet til Holsteinborg forsøgte han ved en direkte henvendelse til kongen at vinde denne for en videre udvikling af forordningen og et større kommunalt selvstyre, men Frederik VI afviste hans forslag med følgende ytring: "Den gode Grev Holstein mener det meget godt, men han overlægger ej altid sine Forslag". I den første stænderforsamling i Roskilde 1835–36 mødte F.A. Holstein som kongevalgt medlem, og han var en af godsejerklassens flittigste repræsentanter. Som talsmand for standens snævreste interesser optrådte han imidlertid ikke. Under hele det forberedende arbejde havde F.A. Holstein understreget, at de stænderdeputerede ikke måtte føle sig som repræsentanter for en snæver befolkningsklasse men at de burde betragte sig som repræsenterende hele nationen og tage hensyn til almenhedens ønsker og interesser. At F.A. Holstein selv forsøgte at følge dette høje ideal viser hans deltagelse i debatterne om retsforholdet mellem godsejer og bonde og om den vigtige hoverisag. Modsat mange af sine standsfæller indtog han her et mæglende standpunkt og bidrog sit til at afsvække modsætninger der let kunne have udsat den nye institution for en svær belastningsprøve.

I den store tolddebat deltog han med et rent liberalistisk indlæg, mere yderliggående end de københavnske handelsmænd, mens han i finanssagen energisk tilbageviste oppositionens krav om indskrænkninger i hoffets forbrug med det utilbørlige i sådanne ønskers udtalelse. Drøftelsen af en ny kommunallov for byerne optog ham meget, men han kritiserede magistratens alt for store indflydelse og stillede selv forslag om at der skulle oprettes amtsråd. Det sidste forslag gik han dog ind på at trække tilbage, og det samme gælder det af ham stillede andragende om frigivelse af negerslaverne. I spørgsmålet om fuldkommen offentlighed indtog han et mæglende standpunkt, idet han afviste pressens adgang til møderne, men tog til orde for at forhandlingerne blev aftrykt fuldstændigt, en opfattelse, som forsamlingens flertal sluttede sig til. Samme held havde han med sin stilling i trykkefrihedssagen. "Tankens Yttring maa være frie som Tanken selv", hævdede han, derfor er tiden ikke inde til strengere straffebestemmelser. Så godt som hele forsamlingen sluttede sig til denne opfattelse, og i overenstemmelse hermed blev betænkningen affattet. I slutningen af febr. 1836 sluttede stænderforsamlingen, men det uvante og forcerede arbejde havde overanstrengt ham og han døde ud på foråret. Ved stænderforsamlingens åbningsmøde 1838 holdt A. S. Ørsted en smuk mindetale over ham. 1818–20 medlem af Nationalbankens repræsentantskab. – Kammerherre 1812.