Johan Ludvig Holstein, 7.9.1694-29.1.1763, lensgreve, gehejmestatsminister. Født på Lübtz i Mecklenburg, død i Kbh., begravet i Frue k. H. fik en omhyggelig opdragelse; hans første lærer var den samme J. W. Schrøder der siden blev lærer for Christian VI og en tid lang på det kirkelige område hørte til dennes vigtige rådgivere. Efter at H.s far 1711 havde forestillet sønnen for Frederik IV på Kolding slot sendte han ham siden til Hamburg hvor han et år studerede hos J. A. Fabricius og J. Hübner. N.å. studerede han i Kiel, men blev kaldt derfra for at knyttes til Frederik IV's hofstat under felttoget 1712–13. H. fik dog snart tilladelse til at fortsætte sin uddannelse på forskellige universiteter og ved rejser i Holland, England, Frankrig og Tyskland indtil han 1716 gik i regeringens tjeneste. Han begyndte i den diplomatiske tjeneste da han 1718 fulgte sin fjerne slægtning U. A. Holstein (1664–1737) på en vigtig sendefærd til England; men 1721 blev han hofmarskal hos kronprins Christian og tre år senere fik han som overhofkæmmerer styrelsen af dennes hofstat. Endnu mens hans far var medlem af konseilet havde han således opnået høje stillinger, og han blev 1727 tillige tilforordnet i missionskollegiet hvis præsident faderen var. Samtidig blev han også 1. direktør for vajsenhuset.

Da Chr. VI kom på tronen 1730 gav han ham den vigtige stilling som stiftamtmand over Sjællands stift og amtmand over Kbh.s og Roskildes amter. 1732 forenede H. dermed stillingen som skoleherre for Herlufsholm, og 1734 blev han deputeret for finanserne, ligesom han s.å. fik pladsen som præses i missionskollegiet og patron for vajsenhuset. Allerede i vinteren 1733–34 følte kongen sig for hos H. om denne i påkommende tilfælde ville overtage stillingen som oversekretær i danske kancelli, og han rettede i den anledning nogle spørgsmål til ham, fx om han ville give ham efterretning om alt hvad han erfarede i kancelliet og konseilet, eller hvad der ellers kunne gavne hans tjeneste, og det hvad enten han blev spurgt derom eller ikke osv. Et udtryk for den mistænksomhed kongen nærede over for sine rådgivere. 1735 overtog han stillingen som oversekretær efter Iver Rosenkrantz (1674–1745) og fik samtidig sæde i konseilet. Disse høje stillinger bevarede han også under Frederik V. Da styrelsen af de kirkelige sager kort efter for en stor del lagdes under et eget kollegium, det såkaldte generalkirkeinspektionskollegium, blev han præses i dette (1737), og han afløste Iver Rosenkrantz tre år senere som patron for universitetet (1740). En række år derefter føjede han et særligt hverv til disse faste stillinger idet han blev udnævnt til 1. medlem af den 1757 nedsatte landvæsenskommission der kom til at arbejde for fællesskabets ophævelse, men i hvilken i øvrigt A. G. Moltke var den egentlig ledende. 1750 var H. blevet lensgreve til Ledreborg som han 1740 havde erhvervet sig ved køb (medens han derimod havde solgt sine mecklenburgske ejendomme). Her opførte han i 1740erne en ny hovedbygning, et af den danske højbaroks skønneste værker, betydelig både ved sin helhedskomposition og den ypperligt komponerede terrassehave mod syd. Når H. så længe indtog en central plads i statens øverste styre er det et vidnesbyrd om den faste tillid både Christian VI og Frederik V nærede til ham. En talrig række breve fra Christian VI til ham vidner om det nøje forhold hvori denne konge stillede sig til ham, et forhold der næppe var meget mindre inderligt end det hvori kongen stod til J. S. Schulin. Christian VI skrev til ham om stort og småt, undertiden om bagateller der ikke havde det mindste med hans embedsvirksomhed at gøre; men han søgte også hans råd i spørgsmål hvorom han kun ville henvende sig til en mand på hvem han stolede fuldt ud. Da planen om at få kronprins Frederik valgt til tronfølger i Sverige 1743 var slået fejl var kongen i nogen tid optaget af den tanke, i tillid til den svenske bondestands hjælp med våbenmagt at søge at sætte sønnens valg igennem; men han fik samvittighedsskrupler om en sådan krig ville være retfærdig, og han søgte da råd hos H. Hvad der imidlertid mest fyldte i kongens korrespondance med H. og var genstand for deres samarbejde var naturligvis de sager der hørte under H.s embedsstyrelse, og her trådte denne dels op som kongens vigtige rådgiver, dels som en slags ekspeditionssekretær for ham. Som medlem af konseilet deltog H. i overvejelser om vigtige udenrigske spørgsmål og i forhandlinger med fremmede diplomater, men den rolle han spillede her hvor Schulin og senere J. H. E. Bernstorff havde større sagkundskab var næppe særlig betydelig. Men i andre retninger øvede han stor indflydelse, særlig som oversekretær i kancelliet og som patron for universitetet. Han indtog i ordets fuldeste forstand en præsidents stilling i danske kancelli. Dette var efter Christian VI's tronbestigelse blevet reorganiseret som et virkeligt kollegium medens det i Frederik IV's sidste tid kun havde været et ekspeditionsbureau for konseilet, og H. forstod at hævde dets selvstændige stilling således at det under hans ledelse ikke sjældent gav erklæringer der slet ikke havde været refereret i konseilet og fået dettes stadfæstelse, men ved siden deraf afgjorde han i virkeligheden ikke få sager på egen hånd skønt de skulle have været behandlet af kancelliet. Da Henrik Stampe som generalprokurør under Frederik V tilførte kancelliet sin fremragende begavelse forstod H. at stille sig i det rette forhold til ham og lade ham i egentligste forstand være kancelliets juridiske konsulent. H. besad stor arbejdsevne, saglig dygtighed og et sundt jugement. Han kunne optræde med stor myndighed, men hans embedsførelse var præget af humanitet. Et elskværdigt træk hos ham var hans lyst til i visse tilfælde at få sager afgjort med det gode inden de kom til kongens kundskab. Det hedder i en biografi at han fattedes "Belevenhed i det udvortes Væsen"; men dette hindrede ham ikke i at gøre sig i høj grad yndet og agtet af dem der kom i forbindelse med ham. Både Peter Kofod Ancher, Henrik Hielmstierne og Ludvig Holberg har skildret ham med megen sympati.

H. var stærkt religiøs; han holdt daglig husandagt sammen med sine tjenestefolk, og som ældre mand lagde han sig efter græsk for at kunne læse Det nye testamente i grundsproget. Da han hældede til pietismen passede han for så vidt godt til den ånd hvori Christian VI ønskede kirkesagerne ledede. Også i Frederik V's tid viste H. forkærlighed for præster af pietistiske meninger; men over kirkesagerne glemte han ikke åndslivets andre sider. Han var en fortræffelig skoleherre på Herlufsholm hvor alt var i forfald da han overtog ledelsen. Med stor iver omfattede han også sine pligter som universitetets patron; han overværede flere gange professorernes forelæsninger, og han gjorde sig den ulejlighed at undersøge hvad værd kollegiestudenternes disputatser havde. Omsorgen for universitetet lå ham så meget nærmere som han havde fået en fortrinlig uddannelse i sin ungdom og stedse bevarede videnskabelige interesser. Disse omfattede ikke blot teologien, men han syslede også med filosofi, idet han fx med iver studerede Francis Bacon, og fremfor alt havde han sans for historien samt geografi, genealogi og heraldik. Han støttede unge mænd under deres videnskabelige uddannelse, stod i brevveksling med betydelige videnskabsmænd i udlandet som J. A. Fabricius, J. L. Mosheim og J. M. Gesner og kom i stærk personlig berøring med fremragende danske personligheder som Andreas Hojer og Hans Gram. Forbindelsen med Gram var af særlig vigtighed for det videnskabelige liv idet Gram overfor H. fremsatte ideen om oprettelsen af Videnskabernes selskab. H. bragte et forslag frem for kongen, og da denne gik ind derpå førte fortsatte forhandlinger til en udvidelse af planen således at Videnskabernes selskab fra 13.11.1742 kunne gælde for stiftet. Der er ingen tvivl om, at H.s indflydelse hos kongen var af stor betydning ved denne lejlighed, og den levende interesse han havde vist selskabets stiftelse bevarede han for det så længe han levede. Han var stedse dets præsident, og det holdt sine møder i hans hus i Stormgade. En af de første vigtige beslutninger der blev truffet om dette selskabs virksomhed var at dets skrifter skulle udgives på dansk, og efter H.s stilling til det kan der ingen tvivl være om at han havde andel deri. Om hans sans for historie vidner det i øvrigt at der i haven ved Ledreborg fandtes et såkaldt "historisk og genealogisk peripatetisk Akademi" hvor der ved alleer var dannet en slags genealogisk tabeller over de danske, svenske og engelske kongefamilier med hver enkelt regents navn, fødsels- og dødsår samt vigtige bedrifter indhuggede i stenstøtter. Desuden fandtes der statuer i legemsstørrelse af de mest bemærkelsesværdige blandt dem ligesom også brystbilleder af de oldenborgske konger. Et betydningsfuldere minde om sine åndelige interesser efterlod han sig dog ved et bibliotek på 20 000 bind samt 10 000 disputatser og en håndskriftsamling. Bøgerne blev solgt på auktion i begyndelsen af 1800-tallet. Håndskriftsamlingen skænkedes 1926 til Det kgl. bibliotek hvor den udgør en særlig samling; den indeholder et rigt stof til Danmarks indre historie i 1700-tallets første halvdel. (Registratur over samlingen ved T. Becker i Historisk Museum I, 1848). H. står som en af de mest indflydelsesrige enkeltpersoner hvad angår de indre forhold, i perioden fra Christian VI's tronbestigelse og frem til sin død, idet dog A. G. Moltke i de senere år markerede sig som den egentlige politiske leder af statsstyreisen. – Kammerherre 1731. Gehejmeråd 1733. Gehejmekonferensråd 1738.

Familie

Forældre: overlanddrost, senere gehejmeråd i konseilet Johan Georg v. H. (1662–1730) og Ida F. J. Bülow (1677–1725). Gift 18.5.1734 på Vrejlev kloster med Hedevig Vind, født 14.2.1707 i Kbh. (Frue), død 3.7.1756 sst. (Frue), d. af amtmand, oberstløjtnant, senere etatsråd Christian V. (1664–1712, gift 1. gang 1694 med Anne Catharine Valkendorf, 1662–97, gift 1. gang 1681 med Joachim Christoffer Bülow, 1637–89) og Elisabeth Juel (1678–1741). – Far til Christian H. Bror til Carl v. H.

Udnævnelser

Hv.R. 1727. L'union parfaite 1738. Bl.R. 1747.

Ikonografi

Mal. af C. M. Tuscher (Ledreborg), tegn. af samme (kobberstiksaml.), benyttet som forlæg for mal. i ordensdragt af U. F. Beenfeldt (Ledreborg). Mal. af samme, 1754 (sst.), gentagelse ca. 1775 (Vidensk. selskab). Mal. af C. G. Pilo (Kbh.s univ.; Göteborg kunstmus.; Fr.borg), stukket af O. H. de Lode, 1757, efter dette litografi 1868; kopi (Herlufsholm), kopi i min. (Fr.borg). Miniature (Ledreborg). Mal. af Beenfeldt, 1762 (sst.). Mal. formentlig af samme (bl.a. Brahetrolleborg 1763). Medalje af J. H. Wolff, 1766. Fremstillet s.m. Gram på mal. af Carl Thomsen, 1895.

Bibliografi

Hist. saml. og studier, udg. H. F. Rørdam II–III, 1896–98 (Chr. VI's breve til H.). – A. F. Büsching: Nachrichten I, 1754 239–43. Dänische Journal I, 1767 119–35. Edv. Holm: Danm.-No.s hist. 1720–1814 II–III, 189496. Aage Friis: Bernstorfferne og Danm. I–11, 1903–19. Carl S. Petersen i Det kgl. biblioteks håndskriftsamling, 1943 48f.-Papirer i Kgl.bibl.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig