Mogens Frijs

Mogens Frijs, Mogens Christian Krag-Juel-Vind Frijs, 4.5.1849-22.5.1923, lensgreve, 1849-1923, politiker. Født på Søbygård, Søby sg., Århus amt, død på Frijsenborg slot, Hammel sg., Århus, urne sst. Efter nogle år på Herlufsholm, hvis disciplin F. havde svært ved at indordne sig under, blev han student 1868 fra Horsens statsskole, cand.phil. 1869 og var 1876-80 attaché ved det danske gesandtskab i London. Fra denne tid stammede hans udprægede forkærlighed for engelsk væsen og statsskik og hans personlige bekendtskab med den senere kong Edward VII. 1882 blev han besidder af grevskabet Frijsenborgs nordre del og overtog ved faderens død 1896 hele grevskabet og stamhuset Stensballegård. 1886-1904 var han medlem af Skanderborg amtsråd. Efter faderens tilbagetræden fra det politiske liv 1880 valgtes han i hans sted til landstingsmand for 10. kreds som han repræsenterede til 1918. Han var af en livligere og lettere natur end faderen, mindre stadig og pligtbunden end han, men også et kvikkere hoved, mere modtagelig for indtryk og bedre skåret for tungebåndet. I enhver henseende bestræbte han sig for politisk at følge i den beundrede fars fodspor. Han tog i sine første rigsdagsår kun ringe del i tingets arbejde og fulgte, omend med en vis tvivl, Estrups politik. Den skærpede politiske konflikt o. 1885 anså han for skadelig for det større landbrug og sin stands interesser og tilintetgørende for samarbejdet mellem godsejere og bønder som han ud fra sin slægtstradition og sin politiske grundopfattelse så det som sin opgave at bane vej for. Hans politiske realitetssans sagde ham at der måtte rejses stærke interessekrav der kunne fænge også i bondestanden hvis det skulle lykkes at bryde gennem de skarpe modsætninger mellem venstre og højre.

Sammen med grev C. Ahlefeldt-Laurvig og andre af landstingets godsejere var han 1887-88 aktiv for agrarpolitikken "det rene land", dvs. forbud mod margarineproduktion så hjemmemarkedet sikredes for det danske smør. Sammen med sine meningsfæller i landstinget indledte han fortrolige forhandlinger med dele af folketingets venstre, særlig grev Holstein-Ledreborg og Hørup-Brandes, hvortil kom repræsentanter fra Frede Bojsens gruppe. Selv om hørupperne var den blandt højremænd mest forhadte gruppe i venstre så F., fordomsfri som han var, ingen hindring for at forhandle med dem så meget mindre som der trods alle modsætninger var personlig sympati mellem ham og Hørup-Brandes. Forhandlingerne blev dog resultatløse. Højre fik forlig med Bojsen og socialdemokraterne om skærpet kontrol med margarinen og forlig om finansloven afvistes af venstres flertal. F. havde under disse forhandlinger markeret sin politiske opfattelse i rigsdagen, men havde så vidt muligt undladt at træde offentligt frem og sluttede sig atter til den officielle højrepolitik. Sit langsigtede mål tabte han dog ikke af syne. Da Bojsens forhandlingspolitik 1893 førte til det første forsøg på storpolitisk forlig gik F. ind for nedsættelse af de militære krav og påvirkede sammen med sine godsejerfæller fra smørkampens dage direkte Estrup til ministerskifte, og da forliget endelig kom i stand 1894 var han en af dem der bidrog mest dertil ved sin resolutte optræden over for Estrup og krigsminister J. Bahnson. F. havde på et vist tidspunkt udkastet den tanke at forhandlerne skulle danne et fælles parti der kunne sætte deres krav igennem, og han var utilfreds med at Estrup først gik af flere måneder efter forliget. F. havde helst set et koalitionsministerium af forligsgrupperne, men støttede dog det nye højreministerium under Reedtz-Thott der i det væsentlige delte hans politiske grundopfattelse. Det gjaldt især skattepolitikken. Reedtz-Thott ville overføre en del af skattebyrden til de voksende byerhverv gennem en indkomst- og formueskat, men da Estrup gik imod måtte Reedtz-Thott demissionere 1897. F. blev opfordret til at danne regering, men afslog med henvisning til at ikke han, men det Estrupske højre havde ønsket Reedtz-Thotts fald. Hvis det ikke ville træde til anså han et venstreministerium for rigtigst.

Under det næste højreministerium H. E. Hørring arbejdede F. og hans fæller videre for den Reedtz-Thottske skattereform som mødte voksende modstand i den øvrige del af landstingshøjre. 19.12.1899 kom det til brud idet otte af højres landstingsmedlemmer der delte F.s opfattelse afholdt sig fra at stemme om en i folketinget vedtaget toldlov som resten af højre stemte imod. "De otte" forblev dog foreløbig i partiet. Da Hannibal Sehested 1900 dannede det sidste højreministerium spurgte han F. hvilken stilling han og hans venner ville indtage over for ham. Han fik det skriftlige svar at de ikke ville øve systematisk opposition, men F. lagde ikke skjul på at han ønskede en venstreregering og en overenskomst om skattelovene efter de forslag som den af folketinget nedsatte skattekommission var nået frem til. Dette i forbindelse med et skarpt sammenstød i landstinget mellem ham og Sehested om forståelsen af en nogle måneder tidligere ført samtale mellem dem førte til at "de otte" 23.11.1900 udtrådte af højre og dannede egen gruppe. Det vakte stærk misbilligelse i højre og en tid også hos Christian IX og bidrog til svækkelse af ministeriet Sehested der 24.7.1901 afløstes af det første venstreministerium som "de otte" stillede sig samarbejdsvilligt til, bl.a. ved støtte til salget af de vestindiske øer som dog hindredes af landstingshøjre. Ved landstingsvalget 1902 øgedes "de otte" med et par medlemmer og konstituerede sig derefter som det frikonservative parti med F. som leder. Partiet talte dygtige yngre arbejdskræfter som godsejer Chr. Rottbøll og konsul F. Hey der bedre end F. magtede detailarbejdet, men det var F. der gav partiet dets særpræg, holdt sammen på dets ret uensartede elementer og førte det frem til den betydningsfulde rolle det spillede gennem 10 år som venstreregeringernes uundværlige forbundsfælle i en lovgivning der vel pegede i demokratisk retning, men som de frikonservative gennem idelige kompromisser satte deres præg på. Den indflydelse de frikonservative øvede afhang dog ikke blot af deres magtstilling som bestemmende for flertallet i landstinget, men skyldtes også den høje anseelse F. nød i alle politiske kredse ved sin vindende personlighed. Et godt eksempel på arten af hans indflydelse var hans korte, stilfærdige bemærkning under landstingsdebatten foråret 1908 om justitsminister P. A. Albertis administration. Den gjorde det klart for J. C. Christensen at han måtte udskille Alberti af sin regering.

F. ville føre en politik der var ubunden af gamle standpunkter og teoretiske betænkeligheder. Formålet var at øve modererende indflydelse på det sejrende venstres politik og bane vej for et samarbejde mellem de besiddende, især de jordbesiddende grupper i samfundet. Var han end fordomsfri faldt det ham dog svært at opgive den privilegerede valgret som han anså for en næsten hellig slægtsarv og et gode i sig selv. Da venstreregeringen 1904 fremsatte sit forslag om almindelig valgret til de kommunale råd og formanden for venstres folketingsgruppe Anders Nielsen (1862-1914) ledsagede det med ordene: Skel skal slettes, ikke flyttes! satte F. derimod sit: Det har altid været Danmarks ulykke at vi som i 1660 og 1848 har slettet de gamle skel og ikke som i England og Sverige har villet følge den gradvise udviklings vej! Han kunne vanskeligt forestille sig at den danske bondestand ville give sin kommunale magtstilling fra sig og forlangte vælgernes dom over forslaget. Det ordinære folketingsvalg 1906 viste en overvældende tilslutning til forslaget, og F. bøjede sig herfor idet han opgav sin modstand mod den almindelige valgret til sogne- og byråd, men som betingelse herfor krævede den privilegerede valgret bevaret til amtsrådene. Under ministerkrisen efteråret 1909, foranlediget af uenighed i venstre om de nye forsvarslove, anmodede Frederik VIII F. om at danne ministerium til forsvarssagen gennemførelse. Han indvilligede på betingelse af de tre forsvarsvenlige venstregruppers medvirken, men da betingelsen ikke opfyldtes og højre kun støttede ham svagt opgav han efter en dags forløb at danne regering. Han havde hele tiden ment at et venstreministerium bedst kunne føre forsvarslovene igennem og støttede derefter ministeriet Holstein-Ledreborg i lovenes gennemførelse. Ministeriet Klaus Berntsen havde ligeledes hans støtte indtil det okt. 1912 fremsatte forslag om junigrundlovens genindførelse. Han kunne tiltræde valgret til kvinder og tyende og nedsættelse af valgretsalderen, men ikke almindelig valgret til landstinget der betød et fuldstændigt brud med faderens 1866-grundlov. Ved en sammenkomst med Klaus Berntsen på Frijsenborg søgte han forgæves at bevæge ministeriet til en lempeligere reform og trådte derefter i opposition. Da folketingsvalget 1913 gav radikale og socialdemokrater flertal i folketinget tilskyndede han Christian X til at overdrage de radikale at danne ministerium, såvel ud fra sin parlamentariske opfattelse som ud fra en forventning om at et forlig om grundloven bedst kunne opnås med et radikalt ministerium. Han og hans gruppe deltog dog i landstingshøjres boykot af afstemningen om grundloven juni 1914 så tinget blev beslutningsudygtigt, men da Edv. Brandes marts 1915 orienterede F. om den radikale regerings grundlovsforlig med højre indså F. at sagen var afgjort og stemte ja til 1915-grundloven. Med indførelsen af almindelig valgret til landstinget forsvandt de frikonservatives eksistensgrundlag. De havde haft deres landstingsmandater i kraft af 1866-grundlovens valgretsprivilegier for godsejere og højestbeskattede. De havde ikke deltaget i folketingsvalg, havde ikke noget udformet program, havde ikke informeret og agiteret ud over landet og havde ingen vælgerorganisation bag sig, altsammen noget der lå F. fjernt, og de var o. 1915 gået ned under halvdelen af deres oprindelige styrke. F. drog konsekvensen og gik sammen med sin gruppe ind i det konservative folkeparti der ved sin dannelse dec. 1915 lagde det gamle højre bag sig, men han blev nu så lidt som før partimand. Den nye grundlov skulle efter aftale mellem partierne først træde i kraft når verdenskrigen var forbi eller senest ved udløbet af det siddende folketings valgperiode 1918. F. anså det også for rigtigst at undgå regeringsskifte under krigsforholdene og optrådte i flere tilfælde som formidler mellem partierne, efter konservativ opfattelse som direkte støtte for den radikale regering. Der var en nær kontakt mellem ham og finansminister Edv. Brandes. Den gensidige sympati mellem dem fra provisorietiden var under deres mangeårige samvær i landstinget udviklet til personligt venskab der uden for rigsdagsperioderne vedligeholdtes ved brevveksling. Under regeringskrisen omkring salget af De vestindiske øer 1916 blev F. af kongen opfordret til at danne et samlingsministerium, men da det afvistes af de radikale udformedes i fortrolige forhandlinger mellem F., Brandes og Zahle forslaget om optagelse i den radikale regering af en kontrolminister for hvert af partierne, konservative, venstre og socialdemokrater. F. fremsatte forslaget, fik det godkendt og bragte dermed regeringskrisen til afslutning, men han følte det som en ufortjent tilsidesættelse at den konservative rigsdagsgruppe ikke valgte ham, men Chr. Rottbøll til kontrolminister. Ny krise opstod sommeren 1917 da de konservative i utilfredshed med kontrolminister Th. Staunings deltagelse i forberedelserne til en socialdemokratisk fredskongres i Stockholm krævede Rottbølls udtræden af regeringen. F. optog igen fortrolige forhandlinger med de radikale hvorunder det besluttedes at tilråde kongen at afslå Rottbølls afskedsbegæring hvilket skete, og Rottbøll forblev i regeringen. Forholdet mellem den konservative partiledelse og F. var nu blevet så spændt at F. udtrådte af partiet sammen med sine kolleger fra det frikonservative parti og genskabte partiet. Ved valget 1918 søgte F. ikke genvalg, og partiet ophørte. F. havde da øvet en betydelig politisk indflydelse gennem 25 år, men havde ikke været ivrig efter at påtage sig en ministers ansvar og byrder. Det lå ikke for ham at trænge sig på. Snarere havde han en fornem følelse af at andre burde påkalde ham. Han værdsatte desuden en ubunden tilværelse så han kunne følge driften af sit store gods og dyrke sine friluftsinteresser, ridning og især jagt som han drev hjemme og i udlandet. Men uagtet en vis reservation i sit politiske virke stod han centralt og tegnede sig klart blandt sin tids politikere. Hans styrke var hans vindende personlighed og hans fordomsfrihed og realitetssans der i tide lod ham se retningen i den politiske udvikling så han kunne indvirke på den. I konservative kredse var ofte en bitter stemning mod ham, bundende i at han brød med det gamle højre, bidrog til folketingsparlamentarismens sejr og gik ind under dens vilkår. Afmægtig protest var ham imod. Sidst viste han det da han ikke deltog i sine standsfællers modstand mod lensafløsningsloven 1919 og var en af de første der søgte afløsning for sit gods. – Alvorlig sygdom i hans sidste år hindrede en planlagt skildring af faderens livsværk og det frikonservative partis historie.