Christian, f. 1603

Christian, f. 1603,  10.4.1603-2.6.1647, udvalgt prins. Født på Kbh.s slot, død på slottet Korbitz i Sachsen, begravet i Roskilde domk. Da en ældre bror Frederik var død kort efter sin fødsel 1599 blev C. den faderen ville sikre tronen. 1608 valgtes han til tronfølger af rigsrådet, og valget bekræftedes af stænderne. 1610 hyldedes han på landstingene i Danmark samt i Norge. S.å. fik han den daværende lektor i Lund senere dekan for domkapitlet sst. Niels Jørgensen Ærylæus til tugtemester. I den nærmest påfølgende tid var Hørsholm fast opholdssted for prinsens hofstat, og i en instruks gav Christian IV retningslinier for hans daglige tilværelse. 1615 udnævntes Christian Friis til Kragerup til C.s hofmester. Af dennes hofmestered som formuleredes af Christian IV selv fremgår principperne for prinsens opdragelse og undervisning. Undervisningens grundlag var de lutherskevangeliske trossætninger, og enhver ræsonneren over disse var forbudt. Ellers lagdes der vægt på at bibringe ham kundskaber i latin, fransk, tysk samt i matematik. Da Christian Friis 1616 blev kongens kansler udnævntes Christen Thomested Sehested til hans efterfølger. N.å. fik C. daværende professor, senere biskop Jesper Brochmand til tugtemester. Ved hans afskedigelse 1620 var prinsens opdragelse afsluttet. Sin første store opgave fik C. da faderen 9.5.1626 overdrog ham under sit fravær at føre regeringen sammen med tilforordnede rigsråder. C. besøgte dog faderen adskillige gange på den tyske krigsskueplads og blev endog såret nov. 1626. Tilsyneladende var Christian IV ikke udelt tilfreds med sønnens regeringsførelse; i hvert fald kasserede han adskillige af prinsens beslutninger og af ham givne bevillinger. Især var kongen dog utilfreds med C.s forbindelse med adelsdamen Anne Lykke som efter herredagen i Kolding 1626 fulgte ham overalt i landet, og til hvem han efter den almindelige opfattelse stod i forhold. På kongens foranledning blev Anne Lykke arresteret efteråret 1626 og indsat i Bohus. Foråret 1627 blev C. reelt fjernet fra regeringen. Han sendtes til Holsten hvor han tog ophold i Segeberg. Ved den fjendtlige invasion af Jylland s.å. fik han ordre til at opbyde landstormen i Vendsyssel, men han havde ringe held med sig, og var tilmed så uheldig at brække benet ved et fald fra en vogn. Bruddet 1628 mellem Christian IV og Kirsten Munk gik ikke sporløst hen over C. Hans forhold til faderens hustru og hendes elsker Rhingreve Otto Ludwig var meget spændt, og Rhingreven beskyldte endog prinsen for at have forsøgt at forgive ham. 1630, efter at Rhingreven var gået i svensk tjeneste, fik den danske gesandt i Stockholm Pros Knudsen Hørby ordre til at indklage denne for det svenske rigsråd hvis dom 1631 kendte Rhingrevens påstande ubeføjede og idømte ham en bøde på 40 mk.

C. blev 1628 forlenet med Malmøhus som han beholdt til 1632; jan. s.å. blev han en slags statholder i hertugdømmerne, men endnu s.å. forlenedes han med Lolland og Falster. Både kongen og rigsrådet var utilfredse med prinsens noget udsvævende levned og håbede ved at få ham gift at bibringe ham en mere rolig livsform. Allerede 1630 var der planer om en forbindelse med kurfyrst Johan Georg af Sachsens datter Magdalena Sibylla, men først 1633 fandt forlovelsen sted og endelig oktober 1634 brylluppet ved en meget stor festlighed i København (det store bilager). Efter brylluppet tog prinsen og Magdalena Sibylla fast ophold på Nykøbing slot. Ægteskabet forblev barnløst, men der forlyder intet om noget dårligt forhold mellem ægtefællerne. Trods sin stilling som udvalgt prins blev C. efter kejserkrigen på det nærmeste udelukket fra aktiv deltagelse i statsstyreisen. Dette skyldtes nok til dels Christian IVs vrede over C.s virksomhed under kejserkrigen, men måske også at C. til en vis grad har været uenig i faderens politiske linie. I alt fald kommer en kritisk holdning til den førte udenrigspolitik til udtryk i hans breve. Først 1644 fik han påny en fremskudt plads da han under kongens fravær fra København som følge af krigen udnævntes til statholder. Om efteråret var han i Malmø under den svenske belejring af denne by, men på grund af sygdom vendte han tilbage til København og fik kort efter ordre af Christian IV om at begive sig til Nykøbing. I breve til Corfitz Ulfeldt klagede han over den tilsidesættelse der til stadighed vistes ham. Hans økonomiske forhold var også dårlige, og selv om kongen flere gange betalte hans gæld steg den stadig og beløb sig 1647 til ikke mindre end 215.000 rdl. Hertil kom hans dårlige helbred. Efteråret 1646 henvendte han sig til kongen og rigsrådet og anmodede dels om forøgede indtægter og dels om tilskud til en rejse til de bohmiske bade. Han fik også en bevilling af kongen, optog et lån hos den gottorpske hertug og brød efter nogen forsinkelse som følge af sygdom op 1.5.1647 fra Nykøbing, men døde på rejsen. C. er gennemgående blevet vurderet ret lavt i dansk historieskrivning. Vist er det, at hans livsførelse især i de unge år vakte forargelse og bekymring; dette faldt også tilbage på ham selv da hans helbred ikke synes at have stået mål med hans forcerede livsførelse. Om han var så ubetydelig som det ofte fremstilles er mere usikkert; kun kan det slås fast at hans synspunkter i adskillige henseender afveg fra faderens, og at denne gennem lange perioder holdt ham noget i baggrunden. En helhedsvurdering af ham må imidlertid også tage hensyn til at han i visse henseender viste en ikke ringe åndelig vågenhed. Han havde betydelige antikvariske interesser og støttede bl.a. Ole Worm, og det var ham, der fik forhindret, at det først fundne guldhorn blev smeltet om. Også hans kunstinteresse og -indsigt var betydelig. Flere betydelige kunstnere var i perioder tilknyttet det lille hof i Nykøbing, bl.a. Morten van Steenwinckel og Karel van Mander og C. købte som den eneste her i landet originalraderinger af Rembrandt.