Charlotte Frederikke

Charlotte Frederikke,  4.12.1784-13.7.1840, prinsesse. Født på Residensslottet Ludwigslust i Schwerin, død i Rom, begravet sst. På en Tysklandsrejse opholdt prins Christian Frederik sig en tid ved sin morbrors hof i Schwerin hvor han blev forelsket i sin kusine, prinsesse C. F., og to år senere ægtede han hende. Det unge par tog bolig dels på Amalienborg, dels på Sorgenfri, men samlivet blev ikke lykkeligt. Hovedtrækket i C. F;s karakter var lunefuldhed; hun var formløs og letsindig, ikke uden godmodighed og bon sens, mén kort i sine fornemmelser og uden sanddruhed. Af ydre var hun lille, tyk og blodrig med store mørke, fængende øjne. Hendes indre og ydre egenskaber gik igen i den søn, senere kong Frederik VII som hun fødte 6.10.1808, og som blev hendes indsats i Danmarkshistorien. Det intime forhold hvori hun stod til sin sanglærer, komponisten Edouard Du Puy, medførte 8.11.1809 hans landsforvisning og hendes fjernelse fra hoffet. Hertug Friedrich Franz billigede at palæet i Horsens blev valgt til hendes fremtidige opholdssted; hun bevarede sin rang som medlem af kongehuset og sine rigelige årpenge som dog kun vanskeligt dækkede hendes store forbrug. I de nitten år hun boede dels i Horsens, dels i Århus, vakte hendes livsførelse forargelse i højere kredse, mens hun vandt venner i borgerskabet og blandt ubemidlede. Hun måtte ikke se sin søn, og dette forbud hvorunder hun led, lagde over hendes tilværelse en sympati der bl.a. gav sig udslag i hyldest fra borgernes side den dag han 1828 blev gift. Berøvelsen af moderglæden har også siden hen forlenet hende med en vis glorie i romaner og skildringer, mens Th. Overskou gav en nøgtern, på selvsyn bygget og af pålidelighed præget beretning om hendes daglige liv under hvilket hun lod tilfældige luner og indfald råde. 1829 forlod hun Horsens for under navnet fru v. Gothen at søge kur i Karlsbad; hun vendte aldrig tilbage, men tog ophold i Rom hvor hun blev katolik og 1836 udgav en samling andagtsøvelser på dansk. Ved sine fantastiske påhit og sin konstante pengeforlegenhed var hun en fabel for datidens danske romfarere, og hendes død betød uden tvivl en lettelse for hoffet i Kbh. hvortil hun drømte om engang at vende tilbage som kongemoder. Hendes papirer blev sendt til Danmark, og konferensråd Carl Holten fik den opgave at ordne dem. Han fortæller at "hun aldrig gav Slip paa den Lidenskab, der var Aarsag til hendes Bortfjernelse". Men Frederik VII som kun var ét år da hun måtte forlade ham viste hendes minde stor ærbødighed: da han var blevet konge lod han hendes grav ved Peterskirken forandre og udsmykke med en marmorsarkofag som vogtes af en engel, et værk af Jerichau; han samlede billeder af hende i sine stuer på Jægerspris, og da han i sept. 1857 besøgte Horsens takkede han officielt "for den Hengivenhed og Velvillie, der var vist hende". Et ejendommeligt tilfælde ville at kongemiddagen blev afholdt i hendes tidligere palæ som staten 1852 solgte til klubben "Foreningen".