Christian v. Pentz

Christian v. Pentz, 1600-sept..1651, rigsgreve, guvernør i Glückstadt. Død i Flensborg. v.P.s fædreneslægt, der stammede fra Mecklenburg, havde fra begyndelsen af 1500-tallet besiddelser i Holsten, og han betegnede sig på sin uddannelsesfærd, bl.a. til universiteterne i Rostock (1619), Orléans (1623) og Padova (1624) som dansk. 1627-29 var den meget sprogkyndige mand hofjunker hos Christian IV med hvis tiårige datter Sophie Elisabeth han ca. 1629 trolovedes. 1628 blev han kommandant på Femern, 1630 guvernør i Glückstadt, i hvilken stilling han fungerede som statholder i Holsten. Indtil 1639 var han desuden amtmand over Rendsborg, fra d.å. over Steinburg amt. Han skrev sig til Warlitz og Gösslow (solgt 1631) i Mecklenburg og arvede i Holsten efter sin far Neudorf, hvortil han 1639 erhvervede den nærliggende by Lütjenburg. 1640-41 solgte han disse holstenske besiddelser til kongen for 40.000 rdl. og godset Wandsbeck som han dog 1645 atter afhændede til Albert Baltser Berns. v.P. var fra sin ungdom, vel under indflydelse af afstamning og slægtstradition, ivrigt kejserligsindet, og hans betydning i dansk historie beror i hovedsagen på, at han var den af Christian IV's rådgivere som stærkest virkede for en tilslutning til kejseren som middel mod svenske magtudvidelser i Nordtyskland. Det var i denne ånd han 1631-32 forhandlede med kurfyrst Maximilian af Bayerns repræsentanter, de ligistiske oberster Reinach og Comargo, om en dansk troppebesættelse af områder af Bremen stift, hvad der dog på grund af Sveriges trusler ikke blev til noget. Disse underhandlinger var ukendte for kansler Christen Friis og det danske rigsråd, og måske har selv kongen ikke været underrettet om alle deres enkeltheder. 1636 forhandlede han med Sachsen og kejseren om Christian IV's fredsmægling og kejserligt samtykke til Elbtolden, mod at kongen påtog sig flodens forsvar. Han udnævntes til rigsgreve af kejseren og fik af denne instruks om at underhandle med Christian IV om et nærmere forbund mod de svenske. Foranlediget herved tog han 1637 på ny til Tyskland og rejste gennem Bonn og Dresden til Wien hvor han i nov., da kejseren havde accepteret den danske konges fredsmægling, udstedte en erklæring i den sidstes navn om, at han var rede til nærmere konjunktion med kejseren hvis Sverige ikke gik ind på rimeligere vilkår. Erklæringen kan vel næppe være udstedt uden kongens samtykke, men v.P. forstod dog vistnok faren ved at binde sig for stærkt, og da han, efter et besøg i München febr. 1638 kom tilbage til Wien, modtoges han ret køligt. Under de 1638-39 i Hamburg førte fredspræliminærforhandlinger omgikkes han dog så fortroligt med kejserens afsending grev Kurtz, at englænderen sir Thomas Roe opfattede ham som "helt solgt til det kejserlige parti".

Når v. P.s indflydelse på Christian IV fra 1639-40 trådte stærkt i skyggen af den anden svigersøn Corfitz Ulfeldts, var en af årsagerne vel den høje stjerne som denne en tid lang kom til at indtage hos kongen. En samtidig iagttager siger, at v.P. i disse år undergik en karakterforringelse, blev udsvævende og fordrukken, samtidig med at hans medfødte heftighed tog til, alt under indflydelse af hustruen. Er dette rigtigt, var hans skæbne den samme som andre af Christian IVs og Kirsten Munks svigersønners. Vi har i alt fald vidnesbyrd om, at han under sine gilder fandt på morskaber, der selv i en ikke alt for human tid søger deres lige i råhed. Under Torstenssonkrigen kom han i strid med både general M. Gallas, da han juli 1644 forhandlede om dennes indrykning i hertugdømmerne, general F. v. Bauer, Claus Ahlefeldt og den kgl. generalissimus hertug Frederik. Da v. P. efter Christian IV's død 1648 tog Glückstadtgarnisonen i ed i rigsrådets, ikke i hertugens navn, gjorde denne ham efter sin tronbestigelse til sit første offer inden for svigersønnekredsen. Han mistede både Glückstadt-guvernatet og Steinburg amt og fik – til erstatning for det sidste – Flensborg amt alene på det vilkår, at han holdt sig borte fra hoffet og ikke opførte sig som tidligere. Kort efter berøvedes han sin forstand så han måtte holdes indespærret i et værelse, men fik den dog igen et halvt år før sin død.