Georg Wilhelm v. Hedwiger Sponneck, Georg Wilhelm v. Hedwiger Sponeck, 17.4.1672-3.(2.?).9.1740, rigsgreve. Født i Schlesien, død i Kbh., begravet sst. (Garn.). Indtil 1699 tjente S. i den kejserlige hær, fra 1702 i det danske hjælpekorps i Flandern, blev n.å. sekondoberstløjtnant i infanteriet, 1708 premieroberstløjtnant og kar. oberst. Efter slaget ved Helsingborg 1710 blev han kaldt til Danmark, blev oberst og regimentschef, 1711 brigader, kommanderede fire bataljoner i det ulykkelige slag ved Gadebusch 1712, blev 1715 generalmajor, deltog s.å. i Stralsunds belejring og ved Rügens erobring. Under Karl XIIs indfald i Norge 1716 udmærkede han sig således ved Moss at admiral C. Gabel indstillede ham til stort springavancement, og s.å. blev han generalløjtnant. 1717 blev S. selv sendt op til Norge som næstkommanderende – vistnok med den bagtanke at han skulle være den egentlig kommanderende. Han satte også skræk og fart i både officerer og menige deroppe, men kritiserede samtidig hensynsløst og overdrevet i direkte rapporter til vennen Gabel anordninger udsendt af overgeneralen, den mange år ældre B. H. Lützow. Da Karl XII 1718 atter angreb Norge skulle S. med et stærkt korps forsvare den sydøstligste del af landet og var i begyndelsen ret fortrøstningsfuld indtil han 14.11. i krigsråd i Fredrikstad meddelte sine underførere at en betydelig, fjendtlig styrke var gået over grænsen nord for korpsets opstilling, og at han agtede at opgive grænsen og gå helt tilbage bag Glommen hvis fjenden gik over til alvorligt angreb. To dage senere fik han en løs efterretning om at den fjendtlige styrke nu stod i ryggen på korpset hvorpå han straks, uden at afvente eller indhente sikre oplysninger og uden at være angrebet, den følgende nat rømmede sine stillinger. På Lützows skarpe protest nøjedes myndighederne i Kbh. med at lade en kommission undersøge grundene til det dårlige forhold mellem de to generaler hvorpå kongen tildelte S. en tilrettevisning. I Norge derimod virkede tilbagetoget meget nedslående. For 1719 havde kong Frederik bestemt, at han selv sammen med Gabel ville lede det afgørende felttog, og da forsøgene på at få en høj uden- eller indenlandsk general som rådgiver derved var strandet nøjedes de to mænd med at benytte Lützow med S. som næstkommanderende. Felttoget kom dog ikke ud over den første vage begyndelse.

1720 havde S. faktisk kommandoen over den norske hær indtil han efteråret s.å. blev kommandant i Kbh. I denne stilling, som han besad til sin død, var han yderst pligtopfyldende, meget virksom, personlig bestandig på færde, meget skrivende og jævnlig i konflikt med magistraten. Man har bebrejdet ham at han ved den store brand fra 20.10.1728 om natten holdt Vesterport lukket for at hindre de hvervede soldater i at desertere og derved i nogen grad lagde hindringer i vejen for slukningsforanstaltningerne. 1735 udnævntes han til general af infanteriet. – Kammerherre 1716. Gehejmekonferensråd 1731.

Familie

Forældre: fhv. kaptajn Johann Georg v. Hedwiger til Goltzdorf (1620–81 el. 82, gift 1. gang 1649 med Catharina Close) og Anna Rosina v. Pogrell (1641–1700). Gift 1698 med Anna Sophia Bojanowa v. Bojanowsky, død 29.4.1733 i Kbh. (Garn.), d. af Johann Achatz v. B. til Polnisch-Ellguth i Schlesien.

Udnævnelser

Hv. R. 1717. Bl.R. 1739.

Ikonografi

Mal. (Vallø), efter dette kopi.

Bibliografi

Kbh.s diplomatarium, udg. O. Nielsen VIII, 1887. – Jon Olafsen i Danske saml. II, 1866–67 73 79 87. C. J. Anker: Biografiske data om 330 norske generalspersoner, Kria. 1885. Carl Bruun: København II, 1890 588 592. H. E. v. d. Weyde i Pers. hist. t. 3.r.I, 1892 103 107 209 215 218 251. Bidrag til den store nord. krigs hist., udg. Generalstaben III-IV, 1906–10: VII-X, 1922–34. Villads Christensen i Hist. medd. om Kbh. I, 1907–08 490–535. L. Bobé sst. IV, 1913–15 614. A. P. Tuxen: Poul Vendelbo Løvenørn, 1924. J. Johansen: Danm.-No.s deltagelse i den store nord. krig, 1935 286f 296–300.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig