Waldemar Schmettau

Waldemar Schmettau, Waldemar (Woldemar) Hermann Schmettau, 26.5.1719-24.10.1785, rigsgreve, officer. Født i Dresden, død i Plön, begravet sst. S. voksede op ved det sachsiske hof i Dresden og studerede en tid ved universitetet i Leipzig hvorpå han gik i bayersk og kejserlig, dernæst i fransk tjeneste, men udnævntes 1746 til dansk oberst i rytteriet og regimentschef. Med dygtighed, på grundlag af betydelig krigserfaring samt stor interesse gik han her op i sin stilling og fremsatte 1750 forslag om forbedrede forhold for de hvervede regimenter og udarbejdede 1752 en operationsplan for et eventuelt felttog ved monarkiets sydgrænse. 1753 blev han kar. generalmajor, fulgte 1757–58 preussiske og franske hære i syvårskrigen og udnævntes 1759 til generalløjtnant. Et forslag af ham s.å. om nyorganisation af den i hertugdømmerne samlede hær hvori han opfordrede til grundig udrensning i officerskorpset blev imidlertid ilde optaget, og da hans synspunkter gjorde ham upopulær blandt kolleger søgte og fik han afsked 1760. Blandt de danske officerer anså han de ligeledes reformivrige Schack Rantzau,P. E. Gähler og A. Hauch for de betydeligste, og fra sin udenlandske tjeneste var han intim ven med daværende generalløjtnant grev de Saint-Germain. 1759–60 arbejdede han som mellemmand mellem denne og J. H. E. Bernstorff energisk på at få vennen engageret til dansk tjeneste. Ved krigsberedskabet 1762 blev han genansat i hæren med ekstraordinær høj gage indtil videre og kommanderede hærens avantgarde under den korte indrykning i Mecklenburg. Ved hærens afmobilisering udnævntes han til "virkelig generalmajor" og tog ophold i Slesvig, mens de Saint-Germain arbejdede på at få ham ansat som chef for artilleriet eller kommanderende general i Norge. Jan. 1764 udnævntes han til general af rytteriet og kommanderende general i Norge, og april s.å. anordnedes oprettelsen af et kgl. norsk krigsdirektorium hvori S. skulle være l.deputeret. Det var altså ikke et general-krigsdirektorium, og S. blev ikke præses som de Saint-Germain var det i Kbh. I yderligere modsætning til direktoriet i Kbh. skulle det norske, foruden at anordne det "militæriske", "ventilere det wirtschaftliche", efter omstændighederne enten anordne udførel-sesbestemmelser herom eller fra Kbh. indhente resolution. Mens de Saint-Germain i Kbh. som præsident kunne følge flertallet eller lade være skulle sagerne i Norge behandles "kollegialt" og afgøres efter stemmeflerhed.

Forud for oprejsen til Norge havde S. med de Saint-Germain og v. Gähler løseligt drøftet hovedpunkterne i en nyordning af den norske hær. Ved hurtige omrejser og selvsyn i landet, hvis forhold han i forvejen ikke var ukendt med, udarbejdede han et udkast til en hærordning der synes at have tilfredsstillet de Saint-Germain, og endnu s.å. fremlagde han en af det samlede direktorium fuldt udarbejdet plan der i hovedsagen hvilede på det hidtidige, nationale, udskrevne grundlag, og i lighed med det svenske inddelingssystem knyttede militærtjenesten til bondebruget så soldater og officerer fik jord og hus - og kortere tjenestetid. Da Saint-Germain ikke forstod forskellen imellem det norske nationale system og den sædvanlige bondemilits reagerede han voldsomt mod planen og krævede en hovedsagelig hvervet hær. En militær norsk-dansk kommission blev derefter nedsat i Kbh. til sagens behandling. Efter langvarige forhandlinger foresloges en plan der ligesom den norske hvilede på det historiske grundlag og fik kongelig stadfæstelse. Hverken S. eller de Saint-Germain var medlem af kommissionen, men S. fik tilladelse til at afgive et indlæg hvori han udførligt, kraftigt og veltalende udviklede Norges ældre og nyere krigshistorie, politiske, sociale og nationale forhold og endte med den skarpeste kritik af Saint-Germains forslag som han dog, helt med rette, tilskriver v. Gähler. Han havde forud skrevet til de Saint-Germain at han meget beklagede at måtte træde i opposition til denne, men hans overbevisning om det rette for det norske folk tvang ham dertil.

I Norge gjorde S. et dygtigt arbejde, støttede og ledede den matematiske skole i Kristiania, og 1765–66 udgav han Militærisk Bibliothek, men da Saint-Germain anden gang, 1767, kom til magten måtte S. vige pladsen for den mindre betydelige Schack Rantzau. Fuld af bitterhed der også prægede hans senere liv måtte han forlade en gerning han havde viet sin fulde kraft, og for hvilken han havde sjældent gode betingelser. Han fik en betydelig pension, og kongen betalte hans meget anselige gæld, men han blev ikke senere anvendt i hæren. 1770 lod han forstå at republikken Venezia ønskede hans tjeneste, men der kom intet ud deraf. 1768 og 1778 indfandt han sig pludselig ved hoffet, men måtte hurtigt fortrække derfra. Han bosatte sig i Plön hvor han levede ret ensomt og stærkt lidende af astma, optaget af militære projekter og religiøse og filosofiske spekulationer, bl.a. studerede han Biblen på grundsprogene. 1771 lod han i Eutin trykke det "ugudelige" anonyme skrift Blätter aus Liebe zur Wahrheit og skulle for dette stå til rette for konsistorium i Glückstadt. Tyske kancelli hævede dog sagen. Også senere udsendte han pjecer af lignende art. Han blev ivrig tilhænger af J. F. Struensees økonomiske reformer men blev ikke brugt af denne, formentlig fordi Rantzau følte en farlig konkurrent i ham. S. var medlem af Videnskabernes selskab i Trondhjem som han skaffede prædikat af kongeligt. 1757 var han blevet æresmedlem af kunstakademiet i Kbh. Han interesserede sig meget for teater og ofrede en del penge derpå. S. var uden tvivl ikke blot en dygtig officer men også en betydelig personlighed, med verdenserfaring. At han ikke fik større indflydelse, skønt hans ideer var samstemmende med Struenseekredsens skyldes sandsynligvis at heller ikke Gähler ønskede konkurrence på det militærpolitiske område. – Kammerherre 1748.