Mogens Gøye, d. 6.4.1544, rigshofmester. Død på Skanderborg, begravet i Voldum k. Som ældste søn af en af landets ledende mænd, rigsmarsken Eskil Gøye, var G. fra begyndelsen af sin løbebane gunstigere placeret end de fleste. 1492 var han hofsinde. 1501 nævnes han som ridder, og allerede 1503 var han medlem af rigsrådet skønt hans far da levede endnu. 1502 fik han sin første forlening, det jyske Tordrup med tre herreder som pantelen. Allerede 1505 fik han et langt større len, Ålborghus, som afgiftsien. Af den store godsmængde, faderen efterlod sig ved sin død 1506, arvede G. den gamle slægtsgård Krenkerup (Hardenberg) på Lolland hvis tilliggende faderen skal have tredoblet. Efter moderen havde han arvet Skærsø (Jylland). Langt mere udstrakte ejendomme var G. dog kommet i besiddelse af gennem sin første hustru Mette Bydelsbak – efter broderens død på Ditmarskertoget 1500 den sidste af sin slægt og derfor eneste arving til Gunderslevholm, Torbenfeld (Frydendal) og Græse på Sjælland, Løgismose på Fyn, Clausholm, Skærvad og Keldkær i Jylland. Da G. dertil selv i stor målestok købte gods til var han sikkert da den største private ejendomsbesidder i Danmark. Ja, det er vel næppe meget forkert når Arild Huitfeldt skriver at "hans Lige på Jordegods har ikke været her eller i Tyskland i nogle hundrede Aar". Kong Hans' død gjorde ingen forandring i G.s stilling. Han stod i udmærket forhold til Christian II som 1514 sendte ham til Nederlandene for at fri til den unge prinsesse Elisabeth, til hvem han i Bruxelles blev viet på kongens vegne. Videre udnævnte Christian II ham til rigsmarsk, samme embede som hans far havde beklædt, vel nok kun et æreshverv, men dog af betydning da rigshofmesterembedet da det blev ledigt lodes ubesat. 1516 måtte G. afgive Ålborghus, men da han fik Skanderborg der lå mere bekvemt for hans pantelen Tordrup, i stedet har han sikkert ikke været utilfreds om end det var noget mindre end Ålborghus. Hos G. der var mere retsindig og frisindet end de fleste af sine standsfæller synes Christian IIs reformarbejde ikke at vække videre modvilje; men da nu oppositionen og misfornøjelsen hos den jyske adel voksede sig stadig stærkere, og han naturligvis har været enig med den i at Christian II gik adelens rettigheder for nær, undslog han sig næppe for at være med i drøftelserne om at finde udvej til en ændring af dette forhold. I hvert fald udeblev han med de andre jyske rigsråder fra et rigsrådsmøde Christian II havde indkaldt i Kbh. i begyndelsen af nov. 1522, og har sikkert også været til stede ved de misfornøjedes Viborgmøde i dec. 1522, men naturligvis har han ikke billiget det sammensværgelsesbrev der dér udstedtes, og som ligefrem indeholdt en opfordring til hertug Frederik (den senere kong Frederik I) til at sætte sig i besiddelse af den danske krone; thi vel nævnes hans navn heri, men han har hverken beseglet eller underskrevet det. Selv om han nok har ønsket borgerregeringens fald viser hans holdning i den følgende tid at han på ingen måde ønskede at Christian II skulle miste sin krone.

Det var efter hans indstændige forestillinger under et samvær i Odense i jan. 1523 at Christian II lod indkalde en jysk rigsdag til 25.1.1523 i Århus. Men for ingen sag vilde de mest ophidsede jyske adelsmænd komme til forlig med Christian II. På et nyt Viborgmøde 20.1.1523 udstedte de misfornøjede et ligefremt opsigelsesbrev til Christian II og udsendte en proklamation der opfordrede til oprør. G. tøvede endnu en tid med at slutte sig til de oprørske. Hans valg måtte også blive svært da broderen Henrik Gøye helt havde sluttet sig til Christian II. Først da han havde modtaget hertug Frederiks trusselsbrev af 17.3. besluttede også han sig til at opsige Christian II huldskab og troskab. Hans opsigelsesbrev af 19.3. er i indhold ensrettet med de fleste af de andre opsigelsesbreve, idet Sigbrits "efterstræbelser trækkes stærkt i forgrunden, men individuelt farvet, som når han skriver at hun skulle have sagt om ham at han spillede "Hr. Konge i Nørre Jylland og regerede det" hvilket G. naturligvis og med rette afviser med en bemærkning om at han har aldrig andet end rettet sig efter kongens befaling. Men alene det at en sådan påstand kunne fremsættes, fra hvem den nu end er kommet, viser at med G. kunne allerede nu ingen anden dansk adelsmand sidestilles. Oprigtig beklagelse toner i B.s brev når han skriver at det er ham "leydt" af alt hans hjerte at han nogen tid skulle tilskrive kongen et sådant brev. Ridderlig loyalitet viste han det detroniserede kongehus da han 1525 nægtede at tiltræde rigsrådets beslutning om at det dronning Elisabeth tillagte livgeding nu skulle tillægges Frederik Is dronning. Men efter at have tilsendt Christian II sit opsigelsesbrev sluttede han sig i øvrigt helt til Frederik I og satte sine kræfter ind på at det nye regime ikke skulle blive helt så reaktionært som nogle af hans standsfæller ønskede.

Frederik I lønnede G. for hans tilslutning med at gøre ham til rigshofmester samtidig med at den foreløbige håndfæstning udstedtes i Viborg 26.3., og under hele Frederik Is regeringstid (havde G. en indflydelse som ingen anden. Ofte kaldtes han til Gottorp, ofte gik der bud til Skanderborg for at æske hans råd i vigtige sager. 1523 har han vistnok gjort et stort arbejde for at reorganisere administrationen. Han sad jo inde med bedre forudsætninger herfor end Frederik I og hans nye danske kansler. Man må sikkert også tilskrive G. æren for de forordninger der i dette år udstedtes for at sikre bøndernes stilling, navnlig forordningen af 14.5.1523 der sikrede fæstebonden mod vilkårlig udvisning. Endnu s.å. gjorde han et forsøg på at få vornedskabet ophævet, men måtte give op over for sine standsfællers modstand. Hele efteråret opholdt G. sig i lejren for Kbh. og ledede forhandlingerne om Kbh.s og Malmøs overgivelse hvilket næppe var uden betydning for det lykkelige udfald da hovedforhandleren på den anden side var hans bror Henrik Gøye. Så vidt hans magt rakte søgte han at udjævne modsætninger. Derfor var det naturligvis også ham Frederik I udså til at berolige bønderne i Jylland da de 1525, vel påvirkede af den samtidige bonderejsning i Tyskland, var opsætsige og nægtede at yde en ny pålagt skat. Da skal bønderne dog have optrådt truende endog over for G. Anderledes 1527 da bønderne nægtede at betale bispetiende, og kongebreve udgik for at indskærpe dens fortsatte ydelse. Da G. lod læse breve rundt på herredstingene fik han ganske vist et blankt nej af bønderne, men om personlig modvilje mod ham var der ikke tale. Det var der så vist heller ingen grund til da G. i virkeligheden var ganske enig med bønderne og allerede åbenlyst var gået over til lutheranismen. Poul Helgesen skriver i Skibykrønikén højligt forarget at da Frederik I i juni 1526 var kommet til Kbh. gav han sig tillige med G. og mange andre til at æde kød om fredagen. Det har vel næppe været udelukkende religiøse motiver der har bevæget Frederik I og G. til således at demonstrere deres sindelag; netop samtidig afrejste den unge prinsesse Dorothea til Königsberg for at holde bryllup med hertug Albrecht af Preussen, den første af de tyske sækulariserede gejstlige Fyrster. Formodentlig har de tænkt at reformationen også i Danmark var en farbar vej til at knække gejstlighedens magt.

Navnlig var Poul Helgesen ophidset mod G. Han kalder ham alle lutheraneres fænnikedrager i Danmark, og han tvivler ikke om at det var på hans råd, at fasten brødes, thi, skriver han, han søgte af al magt at indføre lutheriet i Danmark. Og videre at han endnu s.å. begyndte at nyde nadveren under begge skikkelser uden forudgående forberedelse. Sikkert har det også krænket Poul Helgesen dybt at G.s nar var mellem dem der forulempede ham med skældsord og forhånelser da han forlod slottet efter at have været deroppe for efter opfordring at fremsætte sit standpunkt i en prædiken. – I tiendesagen søgte G. at mægle. Ganske vist lovede han den vel heller ikke alt for ivrige Frederik I at søge at formå bønderne til at yde bisperne deres, men til gengæld bad han Frederik I om ikke at udsende flere breve herom, og han viderebragte også bøndernes klage over at der i mange af kirkerne kun prædikedes hver 3. eller 4. søndag. G.s selvstændige optræden såvel i religionssager som i forholdet til. landets øvrige stænder skaffede ham mange fjender blandt hans egne standsfæller. I et brev til Frederik I af 5.4.1527 skriver han således, at vel viser hans modstandere ham ikke åbenbart fjendskab, men han erfarer dog dagligt om deres "onde vilje og opsats" imod ham. Derfor beder han også kongen have ham undskyldt at han ikke giver personligt fremmøde ved det forestående hærskue i Viborg, thi han ønsker ikke at høre deres "puckende og spytzige ordt". I tiendesagen nåedes kun på herredagen 1527 at særydelserne til de jyske bisper afskaffedes. Selve bispetienden opretholdtes. Kun adelen fritoges herfor.

Endnu mere forhadt blev G. i katolske kredse da han n.å. indledte stormen på tiggermunkeklostrene. Jan. 1528 gav Frederik I ham brev på Gråbrødreklostret i Flensborg, allerede i april sendte han sin præst Svend Mogensen til Flensborg hvor han med borgernes hjælp uddrev munkene af klostret. To år senere, 1530, mageskiftede han klostret i Flensborg med Randersklostret, og også her var gråbrødrenes dage dermed ude. Også ved udjageisen af gråbrødrene i Næstved (1532) og i Kalundborg (1532) var G. den drivende kraft. Selv havde han vel allerede ca. 1526 en luthersk huspræst, den senere superintendent i Vendelbo stift Peder Thomesen der da var vendt hjem fra Wittenberg som ivrig lutheraner. Formodentlig ved hans mellemkomst kom G. i personlig forbindelse med Luther der sendte ham sine skrifter.

Under Frederik I forøgede han sine tidligere forleninger med Gaunø kloster (1523), Ring kloster (1532) og Kalundborg (1532). Dette sidste afgav han dog igen. Meget gods tilkøbte han sig også i disse år. Vigtigst er at han 1524 afkøbte sin søster, gift med Henneke Sehested, hendes arvegods i Danmark (Tunbyholm), og at han 1529 afkøbte Rasmus Clementsens arvinger Avnsbjerg, Blæsbjerg, Blåbjerg m.m. Af G.s offentlige hverv i disse år bør nævnes, at hart 1530 fik overdraget sammen med Erik Eriksen Banner og Predbjørn Podebusk at oppebære og forvalte adelens store lån på 80000 mk. På heldig måde greb han ind 1531, da bønderne på ny var urolige og særlig vendte deres vrede mod den forhadte landsdommer Mogens Munk, så at denne kun ved Jens Hvas' modige indgriben slap fra et landstingsmøde i Viborg med livet. Uden at afvente kongens sanktion suspenderede G. Mogens Munk og konstituerede indtil videre Jens Hvas som landsdommer i hans sted. Både af Jens Hvas' og G.s breve til kongen angående denne sag fremgår det at alene i G.s og Erik Banners len var almuen rolig. Derfor råder Jens Hvas også kongen til at anmode disse om at "handle oc tale meth almwen, thii the høre icke andre i thenne leyligheth end thennom".

Men G. havde ikke samme magt over sine standsfæller, navnlig sine kolleger i rigsrådet, som over almuen. Det viste sig efter Frederiks Is død. På herredagen juni-juli 1533 kunne G. ikke sætte den stærkt protestantiske hertug Christians valg igennem og måtte gå med til kongevalgets udskydelse til det følgende år under påskud af, at det norske rigsråd skulle opfordres til at deltage heri. Sikkert for ikke at blive sat helt ud af spillet har G. medbeseglet opfordringen herom til dette. Men da rigsrådets flertal enedes om en reces (af 3.7.) der lagde afgørelsen af alle religionssager i biskoppernes hænder, red han umiddelbart før vedtagelsen sammen med Erik Banner hemmeligt bort om natten for på denne måde at understrege at med denne reces havde han intet at skaffe. Han forblev dog vistnok på Sjælland i den følgende tid. I hvert fald medvirkede han i sept. til, at det kom til forlig mellem Hans Tausen og Joachim Rønnow, så at denne kunne vende tilbage til Kbh. Vistnok samtidig førte han gennem Mogens Gyldenstierne forhandlinger med Jørgen Kock om en fælles henvendelse til hertug Christian om uden om rigsrådet at lade sig udråbe til konge. Men da hertug Christian ulykkeligvis ikke ville gå med hertil, glippede desværre samtidig samarbejdet mellem disse to fremtrædende mænd. Grevefejdens udbrud 1534, først og fremmest grev Christoffers landgang på Sjælland (22.6.) betød, at G. endelig kunne samle sine jyske standsfæller om hertug Christian. På det andet Rymøde 4.7. opnåedes der endelig enighed om en henvendelse til denne. Selv bisperne turde ikke længere modsætte sig en sådan da den menige jyske adel, som var talrigt repræsenteret, begyndte at true dem. Naturligvis stod G. i spidsen for den deputation der derefter afsendtes til hertug Christian som den traf i Preetz. Under de forandrede forhold modtog hertug Christian det jyske råds tilbud, og G. ledsagede derefter hertugen på hans rejse op igennem Jylland til hyldningen i Horsens 18.8. Dog, dermed var G.s indsats ikke forbi. Efter Clémentsfejdens udbrud og adelens nederlag ved Svenstrup skyldtes det vel først og fremmest G.s energiske indgriben at bøndernes videre fremtrængen hindredes. I den følgende tid var han statholder i Jylland og da Vendsyssels bønder på ny blev urolige, da halsløsningen gennemdreves med for stor hårdhed, sendtes han derop sammen med Erik Banner for at neddæmpe uroen. I vinteren 1535-36 var han en af de statholdere der fra Roskilde ledede Kbh.s belejring og deltog i forhandlingerne om Malmøs overgivelse. Efter Kbh.s overgivelse i de første dage af aug. 1536 kom statskuppet af 11.-12.8. G.s stilling – bl.a. netop i religionssager – var her en sådan, at det netop først og fremmest må være ham Christian III sigter til, når han i et senere brev skriver at den plan der havde været fremme om foruden bisperne at arrestere samtlige verdslige råder, var blevet opgivet efter henstillinger fra flere af hans tyske og danske råder, hos hvem han altid havde fundet troskab. Naturligvis var det kun med glæde at G. har medbeseglet den reces hvorved det verdslige råd godkendte statsforandringen.

I de følgende år træder G. mere i baggrunden. Noget skyldes det vel Johan Friis' stadig mere fremtrædende stilling, men sikkert også G.s efterhånden svækkede helbred. Endnu går der ofte bud efter G. Men hvor ugerne han i de sidste år følger opfordringen fremgår af, at han i dec. 1539 lige hjemkommet fra et fjorten dages ophold hos kongen skal have ytret at han gerne gav kongen 1000 mk., om han kunne blive fri for endnu en rejse til Gottorp. 1541 føler han sig alvorlig syg og klager i et brev over hævelse i sine fødder og ben og "swor yldsk" i sine øjne (Eske Billes Arkiv III, 2.8.1541). Mens han desårsag må udeblive fra en herredag i dette år, var han i april 1542 dog rask nok til at mødes med kongen' og Johan Friis i Ribe til vigtige forhandlinger og var til stede i Viborg ved Hertug Frederiks hyldning 4.6. Hen på efteråret opholdt han sig også en tid i Kbh., og også det følgende efterår var han endnu en gang i byen. Sikkert har de retstrætter som hans unge dattersøn Peder Oxe i disse år påførte ham virket nedbrydende på hans helbred, navnlig da de fik et for G. ugunstigt udfald. Det drejede sig om besiddelsen af Gisselfeld og Tordsø, den første en af Gøyernes slægtsgårde, den sidste Oxernes. Af dem begge fik Peder Oxe sin morfar sat ud, dog mod fyldestgørelse af pantesummen. G. skriver da også bittert en måneds tid før sin død til Mogens Gyldenstierne som havde ført sagen om Tordsø for ham: "The handler nu met meg paa mynne alderdom, som the wille, men", tilføjer han, "ieg forhober daag thet will anderledis korne seg". Det skulle G. i hvert fald ikke opleve. Dette vemodige brev blev hans afskedsbrev til Mogens Gyldenstierne. Han klager over sygdom i sin ene fod, og i det hele var hans helbred vist da stærkt vaklende. Af hans talrige børn synes navnlig døtrene Birgitte og Elline at have arvet hans begavelse.

Familie

Forældre: rigsmarsk Eskil G. (død 1506) og Mette Rosenkrantz (død 1503). Gift 1. gang med Mette Bydelsbak, død 9.11.1513, begr. i Voldum k., d. af Albrecht Engelbrechtsen B. (død senest 1492) og Pernille Brok (død senest 1492). Gift 2. gang 1515 med Margrete Sture, død dec. 1528, d. af Claus S. (død senest 1508) og Sophie Holk (død tidligst 1541). – Far til Birgitte G., Christoffer G. og Elline G . Bror til Henrik G.

Ikonografi

Relief på ligsten, 1560 (Voldum k.). -Mindestøtte af Johs. Wiedewelt, 1777, ved Jægerspris.

Bibliografi

Kilder. Monumenta hist. Danicas, udg. H. F. Rørdam I, 1873. Eline Gøyes jordebog, udg. A. Thiset, 1892. Scriptores minores, udg. M. Cl. Gertz II, 1918-22 (fot. optr. 1970). Breve til og fra Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre, udg. E. Marquard I, 1929. Lit. Danm.s adels årbog XIII, 1896 151. A. Heise i Hist. t. 4.r.III, 1872-73 fl. st. Samme sst. 4.r.V, 1875-77 277 281 292-303. Samme sst. 5.r.V, 1885 334-45. Samme: Familien Rosenkrantz's hist. II, 1882 43. Erik Arup: Danm.s hist. II, 1932 (fot. optr. 1961). Erik Ulsig: Danske adelsgodser i middelalderen, 1968. Mikael Venge: Chr. IIs fald, 1972.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig