Ib Ibsen, Ib Pedersen Ibsen, 24.6.1801-12.5.1862, anatom. Født på Breinholt, Humlum sg, død i Kbh. (Holmens), begravet sst. (Holmens). I. kom ti år gammel i Ålborg katedralskole, men fandt sig ikke til rette med bogen og gik seksten år gammel til søs. En fodlidelse tvang ham i land, og han bestemte sig for at tage kirurgisk eksamen; et langt sygeleje på Frederiks hospital, der nødvendiggjorde amputation af det ene ben under knæet, øgede naturligt hans interesse for faget. 1826 tog han som "ustuderet" examen chirurgicum og ansattes n.å. som konservator og lærer i praktisk anatomi ved Kirurgisk akademi, en lille post hvori han da akademiet nedlagdes 1842, overgik til det lægevidenskabelige fakultet som prosektor under S. A. V. Stein. I. viste sig at være en dygtig lærer i den deskriptive anatomi, støttet af et stort tegnetalent, og virkede desuden som en udmærket manuduktør i anatomi og operationslære; desuden stod han sig ved sin utrættelige hjælpsomhed og store ligefremhed godt med alle de studerende. Han udviklede i denne mangeårige stilling med megen flid sit utvivlsomt store og alsidige talent som forfærdiger af de mest forskelligartede makroskopiskanatomiske præparater; disse forstod han med jysk merkantil dygtighed at afsætte ikke alene i udlandet, men også til Kirurgisk akademi og universitetet i Kbh. Foruden de smukke knoglepræparationer af det indre øre hos normale og døvstumme (på universitetets patologisk-anatomiske institut) findes endnu bevaret fortræffelige injektionspræparater af blodkar og lymfekar (på normal-anat. institut). – I. var foruden i den deskriptive også meget interesseret i den komparative anatomi, men som udpræget tekniker og praktiker var han i videnskabelig henseende ganske uproduktiv; det vakte derfor stor opsigt og diskussion i den hjemlige videnskabelige verden da han 1846 – ved Steins afgang – sejrede over A. Hannover og V. Bondesen i konkurrencen om lektoratet i anatomi. – I. udgav sin konkurrenceafhandling Om de anatomiske Varieteter, 1846, vedblev at være en udmærket lærer for og ven af de medicinske studerende, men forblev i øvrigt videnskabelig uproduktiv. Senere viste det sig at han kort før konkurrencen til Videnskabernes selskab havde indsendt et større makroskopiskkomparativt arbejde Om det indre Øres Anatomi betragtet fra et sammenlignende Standpunkt. Selskabet fremsatte imidlertid visse anker og ønskede en delvis omarbejdelse, hvad der bevægede I. til at henlægge arbejdet, og det udgaves først posthumt 1881 af P. L. Panum og viste sig at være et for sin tid betydeligt arbejde. – I. blev 1849 titulær professor og var s.å. konst. overlæge ved Augustenborg lazaret; 1861 udnævntes han til ordinær professor.

Familie

Forældre: gårdejer Peder I. (1781–1848) og Ane Margrethe Breinholt (1776–1814). Gift 7.11.1823 i Kbh. (Petri) med Caroline Christiane Bøschen, født 4.3.1805 i Kbh. (Petri), død 22.1.1850 sst. (Holmens), d. af strømpevæver Johan Heinrich B. (ca. 1772–1843) og Karen Sophie Dahl (ca. 1777–1856).

Udnævnelser

R. 1850.

Ikonografi

Mal. af C. A. Schleisner, 1838. Buste af Th. Stein, 1852, i marmor 1860. Litografi af C. Simonsen efter foto. Afbildet på J. Kornerups tegn. af Jellingudgravningen 1861 (Fr.borg). Træsnit 1862. Foto.

Bibliografi

M. Grohshennig: Slægten Breinholt, 1907 59f. Bibi. for læger 3.r.I, 1847 191–214; sst. 5.r. IV, 1862 488–90. Fr. Djørup sst., 1963 31–49. G. Everberg sst. 50–60. [Rud. Bergh] i Hospitalstid. V, 1862 97f. III. tid. 1.6. s.å. C. Reisz i Nord. univ. t. X., 1, 1864 117–24. C. C. A. Goseh: Udsigt over Danm.s zool. lit. II, 2, 1875 144–51; III, 1878 446 (bibliografi). C. J. Salomonsen i Tilskueren, 1915 I 84–107 (optr. i forf.s Småarbejder, 1917 319–44). J. Fibiger: Ad. Hannover som patolog i Hospitalstid. LVIII, 1915 449–70 = Det kbh.ske med. selsk.s forhandl. 1914–15 133–54. Fr. C. C. Hansen i Hospitalstid., 1915 425–40 = Det kbh.ske med. selsk.s. forhandl. 1914–15 117–32 (de tre sidstnævnte optrykt særskilt under titlen A. Hannover. Tre foredrag, 1915).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig