Chr. Vaupell

Chr. Vaupell, Christian Theodor Vaupell, 14.10.1821-15.9.1862, botaniker. Født i Kolding, død i Kbh. (Garn.), begravet sst. (Garn.). V. blev student fra Kolding 1841 og studerede derefter teologi, hvorunder han med stor interesse fulgte H. Martensens forelæsninger og samtidig glædede sig over J. N. Madvigs fremstilling af forholdene i romerriget i oldtiden. Hans hovedinteresse var dog allerede i gymnasietiden botanik, og efter teologisk embedseksamen kastede han sig over dette og de tilgrænsende fag geologi og kemi samtidig med at han underviste på skoler. V.s studier afbrødes brat af krigsudbruddet 1848, da han straks meldte sig som frivillig og efter kort tids øvelser afgik til fronten. Han ankom til Slesvig 23.4., kort tid før påskeslaget begyndte. Under kampen såredes han af tre kugler, alvorligst i armen, og kom til at ligge blødende i skudlinjen i mange timer. På lazarettet måtte hans venstre arm amputeres og han pådrog sig en tuberkulose som han aldrig kom sig helt af. Foreløbig genoptog han undervisning og studier og tog på trods af den manglende arm fat på botanikkens nye, teknisk krævende område, planteanatomi. Om sommeren undersøgte V. danske tørvemoser, om vinteren suppleredes materiale herfra med planter fra Botanisk haves væksthuse. V.s betydning for eftertiden bunder i at han forenede vegetationshistoriske undersøgelser med indgående studier af nutidens planter, særlig skovens træer. For samtiden virkede han som videnskabelig popularisator og formidler af praktisk viden til jordbruget.

V.s første afhandling fra 1845 handler om nogle danske skovtræers forekomst, et emne som han tog op adskillige gange, deriblandt i Bøgens Indvandring i de danske Skove, 1857 (fransk udg. n.å.) og sammenfattede og uddybede i hovedværket De danske Skove som udkom posthumt 1863. Han gør rede for træernes konkurrence, betinget af lyset og jordbunden og påpeger at træer som birken ikke giver og ikke tåler skygge, mens den skyggegivende bøg tåler at vokse op i skygge og derfor let kvæler de mere lyskrævende træer. Vor tids store vegetationshistoriker Johs. Iversen fremhævede V.s arbejde som grundlæggende for enhver forståelse af fortidens plantevækst. I denne sammenhæng kan man undres over at V. i sine moseundersøgelser kom i modsætning til Jap. Steenstrup som havde undersøgt moserne før ham og havde ment at fortidens træarter havde afløst hinanden. V. hævdede at mosernes træarter var samtidige; udviklingen har vist at Steenstrup havde ret. Men botanisk er V.s moseundersøgelser mere grundige end Steenstrups idet han inddrog anatomien. 1851 udgav han De nordsjællandske Skovmoser og 1862 Om Gammelmosens Tiisland 1844 og 1861 (Tidsskr. for Landøkonomi). V. har også anatomisk undersøgt endnu ældre trærester, nemlig småpinde fra tertiære aflejringer som skylles op på vestkysten sammen med rav og som han henførte til uddøde slægter af nåletræer. Uoverensstemmelserne med Steenstrup og den botaniske professor F. Liebmanns manglende fortrolighed med planteanatomi var formodentlig medvirkende til at V. fik en rent anatomisk disputats Om Karbundternes peripheriske Væxt i de dicotyledone Planters Mellemstokke (jordstængler) forkastet. Imidlertid udgav han 1854 arbejdet på dansk (Vidensk. Medd. fra den naturhist. Foren, i Kbh.) og tysk og fik anerkendelse fra anden side. Doktorgraden fik han efter Liebmanns død på afhandlingen Iagttagelser over Befrugtningen hos en art af Slægten Oedogonium (en trådformet ferskvandsalge), 1859 (fransk udg. s.å.).

V. holdt forelæsninger i landhusholdningsselskabet og som privatdocent ved universitetet, hvor Eug. Warming som på mange måder skulle føre hans arbejde videre var blandt tilhørerne, men han var skuffet over at andre blev foretrukket til undervisning af de forststuderende. Til folkeoplysning har han bidraget med skolebogen Planterigets Naturhistorie, 1854 og senere og med mange artikler i Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben som han var medstifter af og i Tidsskrift for Landøkonomi. En planteslægt har fået navnet Vaupellia.