E. Rostrup

E. Rostrup, Frederik Emil Georg Rostrup, 28.1.1831-16.1.1907, botaniker. Født på Stensgård, Stokkemarke sg, død på Frbg., begravet sst. Efter undervisning hjemme og deltagelse i faderens godsadministration kom R. med stor interesse for naturen og godt kendskab til landbrugets forhold 1850 til Kbh. hvor han s.å. tog præliminæreksamen og 1857 eksamen i anvendt naturvidenskab ved Polyteknisk læreanstalt. Ved lov af 15.2.1857 blev naturhistorie obligatorisk fag ved seminarierne, og R. udnævntes til lærer i faget ved Skårup seminarium på Sydfyn. Under studietiden havde han udbygget sine interesser ved at følge universitetsundervisningen i botanik, zoologi og geologi, og på Fyn fulgte han studierne op i naturen. R. var en særdeles alsidig botaniker; hans indsigt gjaldt hele Danmark med særlig vægt på de egne hvor han fik sit virke, barndommens Lolland, studietidens og professortidens Kbh. og omegn og ikke mindst seminarietidens Sydfyn som fra hans tid er blevet dansk svampeforsknings klassiske område. R.s meget store videnskabelige indsats kan i eftertiden karakteriseres ved to hovedpunkter, "Rostrups flora" og oprettelsen af selvstændig undervisning og konsulentvirksomhed i plantepatologi (læren om plantesygdomme) i Danmark. Hans Veiledning i den danske Flora udkom første gang 1860 og er efter stadige forbedringer og to gennemgribende moderniseringer (ved C. A. Jørgensen og Alfred Hansen) endnu den mest benyttede ekskursions- og undervisningsflora; dens grundstamme og principper er stadig R., et bevis på hans evne til at skelne de karakteristiske træk som interesserede har brug for ved studier i naturen. Kortere levetid fik floraens anden del Blomsterløse Planter (mosser, svampe, alger og laver) som i mange år var den eneste håndbog i sporeplanter; en tilsvarende flora over alle grupper af sporeplanter vil næppe kunne udarbejdes i nutiden på grund af det udvidede kendskab til disse grupper. I sine yngre år publicerede R. desuden bl.a. mosestudier over fortidens planter, en lokalflora for Lolland, en oversigt over Færøernes plantevækst og sammen med J. S. Deichmann Branth den første danske lavflora.

Under tiden i Skårup rettedes R.s studier mere og mere mod svampene, specielt sygdomsforvoldende svampe. Han begyndte at skrive populære artikler om svampesygdomme parallelt med videnskabelige korte og klare afhandlinger, hvilket gav anledning til en omfattende korrespondance med svar på forespørgsler fra land-, skov- og havebrugets dyrkere, ofte fulgt op af publikation. Naturligt opstod heraf ønsket om at udnytte hans store viden i forskning og undervisning i Kbh. og 1883 lykkedes det at få oprettet et docentur til ham på landbohøjskolen hvor han 1902, 71 år gammel og stadig virksom, udnævntes til professor. Fra landbohøjskolen.fortsatte strømmen af videnskabelige og populære udgivelser, heriblandt årlige oversigter over forekomsten af plantesygdomme. 1902 samlede han sin viden om planternes svampesygdomme i håndbogen Plantepatologi hvori han som andre steder påpeger samspillet mellem svampens egenskaber og værtsplantens modtagelighed. 1888–89 holdt R. forelæsninger på Kbh.s univ. og 1894 udnævntes han til æresdoktor ved dette. I to perioder var han formand for Botanisk forening og 1888–1905 udkom hans Mykologiske Meddelelser i foreningens Botanisk Tidsskrift. Hans herbarium på ca. 30 000 eksemplarer erhvervedes 1908 af Botanisk museum. – R.s søn, Ove Georg Frederik Rostrup, født 29.2.1864, død 25.6.1933, gift med Sofie Rostrup, tog magisterkonferens i botanik 1890 og var 1891–1902 bestyrer af Dansk frøkontrol, derefter uden nogen fast ansættelse, men af og til beskæftiget med mykologiske studier. Han havde en ikke almindelig evne til at finde sjældne og mærkelige småsvampe og meddelte sine fund i Bidrag til Danmarks Svampeflora I–II (Dansk bot. Arkiv II, 1916; VIII, 1935).