F.J. Mathiesen, Friedrich Jens Mathiesen, 29.5.1886-29.7.1976, botaniker, farmaceut. Født i Svendborg (Nic), død i Ordrup, begravet Hellerup kgd. M. blev cand.pharm. 1910 og student året efter (privat dimitteret). 1918 blev han mag.scient. i botanik, og 1916 og 1921 udkom hans første botaniske arbejder, bearbejdelser af kodriver- og maskeblomstfamilierne til hans lærer Eug. Warmings stort anlagte udgivelse The structure and biology of arctic flowering plants. I andre af sine tidlige arbejder har han skrevet om laver. Meget tidligt kom M. ind på den gren af videnskaben som botanik har fælles med geologi, studiet af fortidens planteverden, som vandt hans store interesse. Allerede under studiet var han blevet assistent ved Farmaceutisk læreanstalt, efter eksamen blev han tillige assistent ved Mineralogisk (nu Geologisk) museum hvor han var ansat til 1925, og hvor han beholdt sit studieværelse og stadig brugte det til sin død som 90årig. 1927 blev han professor i farmakognosi ved Farmaceutisk læreanstalt, et embede han passede samvittighedsfuldt, med undervisningen og den tilknyttede forskning bl.a. med mange udførlige bidrag til den danske farmakopé. Men der blev tid til de fossile planter, efter afskeden 1956 blev det fuldtidsarbejde, og han fik sat et smukt punktum på et værk som tog sin begyndelse på Mineralogisk museum som følge af første verdenskrig. Udnyttelse af de jyske brunkulslejer fra tertiærtiden havde åbnet mulighed for let adgang til disse aflejringer, og M. undersøgte dem for planterester og aftryk af planter. 1922 fik han det Thottske legat for en prisopgave i Videnskabernes selskab om brunkullenes flora og 1965, -70 og -75 udkom hans store livsværk Palaeobotanical investigations into some cormophytic macrofossils from the Neogene Tertiary lignites of central Jutland I-III. 1971 blev han æresdoktor i farmaci. M.s beskrivelser er fremragende og dybtgående, hans store viden og evne til utraditionel tænkning har skabt værdifuld ny viden, men kunne formodentlig af og til lede ham på vildspor i bestemmelserne. M. var en original tænker og et morsomt menneske med en levende fremstillingsevne; han burde have haft mulighed for at leve af sin hovedinteresse som han levede for den.

Familie

Forældre: skibsfører Erik M. (1858-1950) og Anna Theodora Lies (1861-1939). Ugift.

Udnævnelser

R. 1935. DM. 1949.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Mogens Wellendorf i Botanisk t. LXXI, 1977 259-61. B. Eske Koch i Dansk geologisk foren.s irsskr. 1977, 1978 41-45 (heri bibliografi). Anne Fox Maule og Arne Noe-Nygaard i Kbh.s univ. 1479-1979, red. Sv. Ellehoj XIII, 1979.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig