Johan Lange, f. 1911, 1.3.1911-.2007, botaniker. Født i Ribe (domsg.). L. blev student fra Ribe 1929, havebrugskandidat 1936, mag.scient. i botanik 1946 og dr.phil. 1966. Fra 1946 har han været ansat ved landbohøjskolen hvor han 1950 blev dendrolog, 1959 lektor og 1964 professor i systematisk botanik. L.s videnskabelige og populære virksomhed har særlig været rettet mod planternes rolle i kulturhistorien, herunder deres danske og latinske navne. Resultater heraf er hans store og nyttige håndbog Ordbog over Danmarks plantenavne I-III, 1959–61 og disputatsen Primitive plantenavne og deres gruppering efter motiver, 1966, samt talrige mindre afhandlinger om plantenavne og nomenklaturregler. En anden side af hans indsats for kulturhistorien er forvildede og dyrkede planters indvandring i Danmark, undersøgt på grundlag af litteraturen og af planter som er opvokset af spiredygtige frø fra udgravninger. Særlig har han interesseret sig for herregårdenes og kirkegårdenes gamle træer og deres vidnesbyrd om fortiden, og for kloster- og lægeplanteurter. Herom vidner blandt mange andre afhandlinger Levende fortidsminder som udkom 1969 i Nationalmuseets arbejdsmark og, lidt udvidet og med ændret illustrationsmateriale, som selvstændig bog 1972. Sammen med Helge Vedel har han udgivet Træer og buske i skov og hegn, 1958 (oversat til engelsk og tysk), og han er et virksomt medlem af bestyrelsen for Dansk dendrologisk forening ligesom han er blandt initiativtagerne til stiftelsen af Havebrugshistorisk selskab og siden har været selskabets formand. Mange af hans afhandlinger er publiceret i de to foreningers tidsskrifter. Desuden er han medlem af Det danske sprog- og litteraturselskab og medarbejder ved Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder. L. har skrevet om ældre danske botaniske bøger, bl.a. 1954 om P. Kyllings Viridarium, 1971–72 om Simon Paullis Flora Danica og 1972 om Hans Rasmussøn Blochs Horticultura Danica. I Haveplanternes indførselshistorie i Danmark, 1975, giver han en oversigt over anvendte metoder ved dette studium. I 1970erne har L. sammen med arkæologer undersøgt vidnesbyrd om havedyrkning i sin fødeby Ribe.
Forældre: adjunkt Jonathan L. (1865–1913) og Ingeborg Sophie Horneman (1870–1954). Gift 3.4.1944 i Kbh. med overlærer Rigmor Fabritius Winde Thaning, født 25.11.1914 i Hobro, d. af sognepræst Georg T. (1870–1933) og Ingeborg Fabritius Nørregård (1878–1955).
R. 1972.
Foto.
Carl Christensen: Den danske botaniske lit. 1912–39, 1940 290. Alfr. Hansen: Den danske botaniske lit. 1940–59, 1963 191–93 (bibliografi; forts. i Botanisk t.). -Selvbiografi i Århus univ.s årsberetn. 1966–67 223f. -Lise Lund: Biskop Rasmus Mollers slægt, 1969.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki