Dansk Biografisk Leksikon

J. Brinch Hansen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

J. Brinch Hansen, Jørgen Brinch Hansen,  29.7.1909-27.5.1969, bygningsingeniør. Født i Kbh, død på Rigshosp. sst., begravet Mariebjerg kgd., Gentofte. H. blev student 1927 fra Marselisborg skolen i Århus og tog 1930 første del af skoleembedseksamen i matematik og fysik. Herefter optog han studiet på Polyteknisk læreanstalt hvorfra han dimitteredes som bygningsingeniør 1935 og straks blev ansat på Christiani & Nielsens centraltegnestue i Kbh. Her blev man hurtigt opmærksom på H.s usædvanlige evner til at løse vanskelige tekniske problemer. Han blev overingeniør 1940 og chefingeniør 1953. H. var en fremragende statiker og en trænet projekterende ingeniør. Han bidrog væsentligt til projekteringen af de store kajer i Bangkok og Maastunnelen i Rotterdam. På den internationale geoteknikerkongres i Rotterdam 1948 deltog H. i en diskussion om jordtryksfordelingen bag en spunsvæg. Hans interesse for geoteknikken var vakt, og han ofrede en betydelig del af sin tid på denne faggren som gav ham inspirationen til det grundlæggende teoretiske arbejde fra 1953, Earth pressure calculation. Den blev en klassisk bog der anvendes af ingeniører over hele jorden, ikke mindst ved beregninger af spunsvægge og stabilitet af fangedæmninger. De nye principper blev også grundlag for udarbejdelsen af nye danske funderingsnormer. Da professoratet i havnebygning og fundering på Danm.s tekniske højskole 1955 deltes i to tilfaldt lærestolen i fundering og geoteknik naturligt H., og samtidig blev han direktør for Geoteknisk institut. I næsten 15 år virkede H. i disse hverv, og talrige er de ingeniørstuderende der har nydt godt af hans undervisning i det for den praktiske ingeniør så vigtige fag. Sammen med kolleger fra Geoteknisk institut assisterede H. i disse år ved løsningen af en række af de største funderingsopgaver såsom den nye Lillebæltsbro, Limfjordstunnelen og de påtænkte broer over Storebælt og Øresund. Også ved projekteringen af den nye Scheldetunnel i Antwerpen medvirkede han.

H. vandt ry også i internationale kredse som en fremtrædende geotekniker og blev 1965 æresdoktor ved universitetet i Gent, ligesom han samme år blev vicepræsident for International Society for Soil Mechanics and Foundation Engeneering. I en nekrolog omtales han som en af tidens største geoteknikere. H. var formand for bestyrelsen for Geoteknisk forening fra 1956 og medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber fra 1954. Han var endvidere fra 1955 formand i bestyrelsen for S. F. Luftteknik A/S (datterselskab af Svenska Fläktfabriken A/B). Foruden doktordisputatsen har han skrevet artikler om geotekniske og bygningstekniske emner i danske og udenlandske ingeniørvidenskabelige tidsskrifter. Af lærebøger som H. var medforfatter af kan nævnes Geoteknik, 1958, Geotekniske beregninger, 1959 og Hauptprobleme der Bodenmechanik, 1969.

Familie

Forældre: lærer, cand.mag. Ove Ludvig H. (1878-1932) og Thora Meta Anne Brinch (1881-1918). Gift 1. gang 1.9.1935 i Skårup, Svendborg amt med Elsebeth Ring, født 2.11.1912 i Ribe (Skt.Catharinæ), død 7.12.1962 på Frbg., d. af komponist Oluf R. (1884-1946) og Marie Enevoldsen (1883-1969). Gift 2. gang 9.8.1963 i Gentofte (b.v.) med Ingrid Irma Elsa Paskell, født 13.10.1915 i Stockholm, (gift 1. gang 1940 med pelsgrosserer Arne Skoller, født 1902), d. af Johan Hilmer P. (1881-1962) og Elsa Albertina Björklund (1891-1972).

Udnævnelser

R. 1960.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Chr. Ostenfeld: A. Ostenfeld og hans samtid, 1966 359. Samme: Christiani & Nielsen. Jernbetonens da. pionerer, 1976 105. Laur. Bjerrum i Bygningsstatiske medd., 1970 1-6 (m. bibliografi). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
bygningsingeniør
person, som er højere teknisk uddannet inden for ...Artikel i Den Store Danske
Marselisborg
kongeligt lystslot og tidligere gods i den sydli ...Artikel i Den Store Danske
Storebælt
farvandet mellem Fyn og Sjælland. Det sydlige afsnit ...Artikel i Den Store Danske
Bangkok
... Krung Thep , hovedstaden i Thailand belig ...Artikel i Den Store Danske
Øresund
118 km langt farvand, der forbinder Østersøe ...Artikel i Den Store Danske
Rotterdam
Hollands næststørste by (efter Amsterdam) med 596.00 ...Artikel i Den Store Danske
skoleembedseksamen
universitetsuddannelse, beregnet på latinskole-, sen ...Artikel i Den Store Danske
Antwerpen
fransk Anvers , Belgiens næststørste by ved flo ...Artikel i Den Store Danske
Limfjordstunnelen
sekssporet motorvejstunnel der fører Europavej E ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
PHBen
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki