Dansk Biografisk Leksikon

Jens Møller

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Jens Møller, Jens Jensen Møller,  8.3.1901-4.3.1991, civilingeniør. Født i Sattrup, Østbirk sg. Efter kortvarige ansættelser i installationsbranchen hos det rådgivende ingeniørfirma Eriksen og Sardeman i Århus og hos firmaet Ladegaard og Co. fik han i marts 1927 en stilling som ingeniør på Sønderjyllands Højspændingsværk i Åbenrå. Her virkede han i 15 år som konstruktør og tekniker og satte med sine konstruktive evner sit præg på de betydelige udbygninger der i denne periode fandt sted på Åbenrå værket. 1942 udnævntes han til driftsbestyrer for Sydvestjyllands Forenede Elektricitetsværker i Esbjerg og begyndte som sådan at arbejde for et nærmere samvirke mellem de vestjyske elværker med det formål at skabe en større driftsikkerhed i elforsyningen. Resultatet blev dannelsen i 1946 af interessentskabet Vestkraft for hvilket M. blev administrerende direktør. Han forestod i de følgende år opbygningen af kraftcentraler og forsyningsnet i det vestjyske område og tog samtidig fra begyndelsen af 1950erne initiativ til et nærmere samarbejde mellem elværkerne i det vestlige Danmark der i 1958 førte til dannelsen af den jyskfynske elorganisation ELSAM. Både som leder af Vestkraft til 1972 og bestyrelsesmedlem i EL-SAM til samme år har han været en drivende kraft i efterkrigsårenes meget omfattende udbygning af den danske elproduktion. Han var den første inden for branchen der pegede på atomenergien som en realistisk kraftkilde, og fik straks fra oprettelsen af atomenergikommissionen i 1955 sæde i denne (-1976, forretningsudvalgsmedlem fra 1958, næstformand fra 1965). Inden for elværksorganisationerne varetog M. en lang række tillidshverv, blandt andet som formand for Foreningen af danske elværksledere 1949-65 og bestyrelsesmedlem i Danske elværkers forening 1949-66 (næstformand fra 1954, formand fra 1958) hvor han tog initiativ til et omfattende analysearbejde omkring elforsyningsspørgsmål. Han var ikke de skarpe standpunkters mand, men var med sin faglige dygtighed, kombineret med en tillidvækkende og ofte munter facon en fortrinlig formidler og forhandlingsleder. I kraft af sin sagkundskab har han tillige haft sæde i offentlige danske og internationale råd og organisationer, fx elektricitetsrådet (1953-71), Dansk elektroteknisk komité (1956-66), den internationale elværksorganisation, (UNIPEDE) (1956-66) og det nordiske elsamar-bejdsorgan Nordel (1963-72). På det lokale plan var han i nogle år medlem af Vestjyllands udviklingsråd (1957-61) ligesom han har været med i ledelsen af flere erhvervsvirksomheder bl.a. Handelsbanken i Esbjerg (1954-72) og A/S Cheminova (1961-79).

Familie

Forældre: gårdejer Jens M. (1872-1935) og Maria Hansen (1874-1918). Gift 1. gang 30.9.1930 i Åbenrå med Erna Rigmor Larsen, født 15.10.1899 sst., død 8.2.1951 i Esbjerg, d. af smedemester Martin L. og Anna Nielsen. Gift 2. gang 23.1. 1954 med Atka Ingeborg Andresen, født 3.6.1910 i Sønderborg (gift 1. gang 1944 med Viggo Barfoed, 1895-1948), d. af malermester Peter A. (1887-1970) og Anna Louise Weber (1887-1963). M. blev matematisk student fra Horsens statsskole 1919, og studerede dernæst på Polyteknisk læreanstalt hvorfra han fik sin afgangseksamen som elektroingeniør 1926.

Udnævnelser

R. 1954. R1. 1965.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Interview i Vestkysten 6.3.1971. – Sst. 4.3.1961. Elektroteknikeren 22.6.1967 og 8.3.1971. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 


 

Kommentarer

Skriv kommentar

Her kan du skrive en kommentar til artiklen. Du skal være logget ind for at kunne skrive kommentarer.

Hvad er en kommentar? Her kan du kommentere artiklens indhold. Dine kommentarer er synlige for alle brugere.

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   E-bøger
hos g.dk

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Vestkraft
tidligere, jysk kraftværksselskab med hovedsæde i Es ...Artikel i Den Store Danske
civilingeniør
cand.polyt. , kandidat i ingeniørvidenskab. Ud ...Artikel i Den Store Danske
konstruktør
(fr. constructeur ), tekniker, der leder byggeri- o ...Artikel i Den Store Danske
Cheminova
dansk kemisk virksomhed, der blev grundlagt i ...Artikel i Den Store Danske
elektroteknisk
(se elektroteknik ), vedr. elektroteknik. ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
EKJo
18/07/2011

© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki