Børge Lunn, 14.9.1912-23.1.1986, civilingeniør, metallurg. L. blev student fra Ordrup gymnasium 1930 og cand.polyt. (kemiingeniør) 1935. Efter at have arbejdet som metallurg og støberiingeniør hos A/S Frichs i Århus var han 1937-53 driftsingeniør og chefmetallurg hos Paul Bergsøe & Søn og derefter ved Nordiske Kabel- og Trådfabriker 1953-62 som teknisk underdirektør for valseværk og trådværk og 1962-78 som direktør for forskning og udvikling. 1950-52 fungerede han som leder af laboratoriet for metallære på Danmarks tekniske højskole og varetog undervisningen i dette fag mens professoratet var vakant. Skønt ganske sikkert velkvalificeret undlod han at søge det da det blev opslået og foretrak at gå tilbage til industrien. Hans interesse samlede sig om legeringer, især lejemetaller. 1950 opfandt han en speciel umagnetisk bronze til brug for Gaiatheaekspeditionen. 1951 udgav han Bogen om hvidtmetal. 1952 erhvervede han den tekniske doktorgrad på afhandlingen Some experiments with sleeve bearing metals. At L. her for første gang anlagde både kemiske og metallurgiske betragtninger på vekselvirkningen mellem smøremiddel og metal vakte berettiget opsigt omend industrien, der var vant til at behandle sådanne problemer rent empirisk, ikke umiddelbart ville godtage hans revolutionerende synspunkter. – L. blev gennem sit arbejde en af vore førende og mest alsidige metallurger og desuden en kyndig ekspert i smøremidler og deres kemi og rheologi. – Han var medlem af statens materialprøveråd 1964-73, af statens tekniske prøvenævn 1973-79, af miljøankenævnet 1974-82, formand for korrosionsudvalget fra 1960 og for korrosionscentralen 1965-75, for Dansk metallurgisk selskab 1950-53 og 1959-65, og han blev dette selskabs æresmedlem 1975. L. er medlem af flere udenlandske videnskabelige selskaber og organisationer, og han tildeltes 1956 The Alfred E. Hunt Memorial Medal af American Society of Lubrication Engineers. Medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber 1960.

Familie

Børge Lunnblev født i København (Jac); begravet på Egebæksvang kirkegård, Espergærde.

Forældre: civilingeniør Gustav L. (1879-1949) og Ellen Johanne Marie Emilie Krüger (1884-1956). Gift 1.5.1943 i Rødovre k. med Nina Poulsen, født 7.3.1921 på Frbg., død 28.12.2001, d. af planteskoleejer Svend P. (1884-1974) og Petra T. M. Thomsen (1890-1982).

Ikonografi

Mal.

Bibliografi

Berl.tid. 12.12.1952. Pol. s.d.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig