Dansk Biografisk Leksikon

R.C. Stæger

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

R.C. Stæger, Rasmus Carl Stæger,  3.11.1800-9.2.1875, entomolog. Født i Kbh. (Trin.), død sst., begravet på Frbg. Om S.s ungdom vides kun at han 1817 tog dansk-juridisk eksamen og 1825 blev ansat som kontorist i bureauet for de udenlandske betalinger under finansdeputationen. Her avancerede han indtil han 1831 blev sekretær i statsgældskontoret. 1840 blev han chef for zahlkammeret, og da dette 1849 blev slået sammen med statsgældskontoret til finanshovedkassen blev han finanshovedkasserer. Han var en ypperlig organisator og levende interesseret i offentlige og velgørende formål. Under treårskrigen 1848–50 organiserede han en indsamling "til vore bortdragne krigeres efterladte" idet hvert medlem af en husstand betalte fire skilling ugentlig der blev indsamlet af hjælpekasserere og hovedkasserere til en generalkasserer som var S. der også forestod uddelingen. lait indsamledes således 350 000 rigsbankdaler. Under koleraepidemien 1853, krigen 1864 og stormfloden 1872 gentog han denne organisation. Han var medstifter af sparekassen Bikuben 1857 og den første formand for dens repræsentantskab. Af talrige understøttelses- og hjælpeforeninger, fattigkasser osv. var han et virksomt medlem.

S.s interesse for entomologien må være opstået sidst i 1820erne og fik støtte af grosserer B. W. Westermann. Fra 1836 koncentrerede han sig om de tovingede insekter, fluer og myg, og indledte en meget udbytterig og langvarig korrespondance med entomologen prof. J. W. Zetterstedt i Lund. I dennes 14-binds værk Diptera Scandinaviæ, 1842–60 er talrige beskrivelser bygget på eksemplarer lånt fra S. Selv skrev S. 1839–42 i Naturhistorisk Tidsskrift fire afhandlinger der skulle være begyndelsen til en Systematisk Fortegnelse over de i Danmark hidtil fundne Diptera: manuskripter til endnu fem, seks utrykte afhandlinger som fortsættelse findes på Zoologisk museum. 1845 skrev han sst. om de grønlandske Diptera. I disse afhandlinger er bl.a. beskrevet 115 danske og syv grønlandske dipterer der næsten alle stadig er gældende; S. havde et skarpt blik for artskarakterernes værdi inden for disse selv endnu vanskeligt bestemmelige insekter og blev i den korte tid han publicerede en internationalt anerkendt kapacitet. Efter 1845 tog hans offentlige hverv al hans tid; selvom han stadig forsøgte at vende tilbage til entomologien blev der intet mere deraf. En samling på 1326 danske arter forærede han til universitetsmuseeet 1846; resten testamenterede han det nu forenede museum. – S. kom tidligt ind i det naturvidenskabelige foreningsliv, var revisor i Naturhistorisk forening fra dens stiftelse 1833, 1841–49 dens vicedirektør ligesom han også deltog aktivt i det af J. C. Schiødte 1842 stiftede Skandinavisk entomologisk selskab. 1845–46 varetog han sammen med Westermann Det kgl. museums insektsamling under Schiødtes udenlandsrejse. Han havde sympati for både Krøyer-Schiødte-kredsen og Jap. Steenstrup og var med sin retlinede karakter, sin forståelse af og medfølelse med mennesker og sit stille lune en mand der i en sjælden grad hvilede i sig selv. -Kammerråd 1835. Justitsråd 1838. Etatsråd 1852.

Familie

Forældre: styrmand, senere kaptajn, havnefoged Lauritz Peter S. (ca. 1755–1817) og Margrethe Christine Jacobsen (ca. 1763–1851). Gift 20.5.1830 i Kbh. (Helligg.) med Sophie Therese Alberg, født 17.5.1809 i Kbh. (Frue), død 29.2.1860 på Frbg., d. af bogholder, senere statsgældsdirektør, konferensråd Peter A. (1771–1831) og Conradine Christine Rasmussen (1786–1860).

Udnævnelser

R. 1850. DM. 1862. –

Ikonografi

Mal. af H. Olrik, 1867. Træsnit 1875 efter fotografi. Foto (Zool. mus.).

Bibliografi

C. C. A. Gosch: Udsigt over Danm.s zoologiske lit. 11,2, 1875 436–38; III 1878 416–18 (bibliografi). Berl. tid. 9.2.1875. Dagstelegrafen 10.2. s.å. [Harald Westergaard:] Bikuben 1857–1907, 1907 17f. Kai L. Henriksen: Oversigt over da. entomologis hist., 1921–37 = Entomologiske medd. XV 179–82 (bibliografi). R. Spårck i Vidensk. medd. fra da. naturhist. foren. XCV, 1933 50f. – Papirer i Zoologisk museum. Breve til J. W. Zetterstedt i univ. bibl., Lund.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
Westermann
dansk bogforlag, etableret 1941 af Poul Westermann ( ...Artikel i Den Store Danske
entomologisk
(se entomologi ), vedr. entomologi. ...Artikel i Den Store Danske
Bikuben
finansiel koncern. Sparekassen Bikuben blev stiftet ...Artikel i Den Store Danske
Steenstrup
dansk præste- og embedsmandsslægt, som kan føres ...Artikel i Den Store Danske
rigsbankdaler
dansk sølvmønt, indført efter Statsbankerotten 1813 ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
SLT
18/07/2011
  • Læst 355 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki