V. Erhard-Frederiksen, Vilhelm Erhard-Frederiksen, 18.6.1883-19.3.1932, frøavler, frøeksportør, planteforædler. Født i Nakskov, død i Kbh., urne på Vestre kgd. E.-F. lærte landvæsen på forskellige gårde og uddannedes på statsfrøkontrollen og statens forsøgsstation før han kom på landbohøjskolen hvorfra han tog eksamen 1906. Allerede før han blev landbrugskandidat havde E.-F. 1905 oprettet firmaet E.-F.s Frøavl og Frøeksport. Han studerede planteforædling og frøavl i udlandet bl.a. i USA og knyttede samtidig kontakter der fik betydning for hans eksportvirksomhed. 1905 købte han sammen med Mogens H. Bing Rosnæs ved Vordingborg for at drive frøavl. Bing overtog gården 1911. 1907-17 besad E.-F. Svindingegård ved Klarskov og Anneksgården ved Lundby. Her iværksattes en betydelig frøavl og indledtes et omfattende forædlingsarbejde, og virksomheden udvidedes gennem kontraktfrøavl hos mange landmænd, og ved Klarskov anlagdes et større renseri og frøtørringsanlæg. Firmaet ekspanderede med kontor i Kbh. og filialer i Stege, Svendborg og Holbæk og omdannedes til A/S 1917 med E.-F. som formand, men virksomheden overlevede ikke efterkrigsvanskelighederne og lukkede 1923. N.å. måtte E.-F. afstå et par ejendomme der havde tjent til forsøgs- og forædlingsarbejde. S.å. købte E.-F. Nøjsomhed ved Nakskov, men han blev boende i Kbh. og kastede sig snart med energi ind i andre virksomheder i tilknytning til landbruget, bl.a. som leder af kalkkvælstofkontoret, landbrugskyndig rådgiver for siloselskabet m.m. I sine sidste år begyndte han fabrikation af foderkager på grundlag af hjemlige afgrøder og landbrugets affaldsprodukter. – Af E.-F.s litterære virksomhed skal nævnes hans Vejledning i Frøavl, 1917 der kom i flere oplag, Om Forædling af Landbrugets Kulturplanter, 1924 og Landbrugets Fagkalender, 1927-30. Kort før sin død fuldførte han sammen med Rich. EgeVitaminerne og deres Betydning for vort Husdyrbrug, 1932, og han var i sine senere år landøkonomisk medarbejder ved den borgerlige dagspresse. E.-F. var aktiv i landbrugets oplysningsarbejde, en udmærket foredragsholder og hertil en vindende personlighed. Han havde arvet faderens virketrang og initiativrigdom og hans indsats inden for de sider af landbrugsindustrien og forædlingsarbejdet han tog op var præget af forretningsmæssig optimisme, ekspansionstrang, men også af sårbarhed over for modgang og manglende begrænsningsevne. E.-F. har dog gennem sin virksomhed placeret sig markant inden for de bestræbelser der efter århundredskiftet blev rettet mod en stærkere placering af planteavlen inden for dansk landbrug.

Familie

Forældre: landbrugskonsulent, redaktør Erhard Frederiksen (1843-1903) og Sigrid M. E. Topsøe (1844-1925). Døbt Vilhelm Topsøe Frederiksen, antog 1899 navnet E.-F. Gift 29.8.1916 i Vordingborg med Hvenild Spang, født 4.11.1894 på Rosenfeldt, Kastrup sg., Præstø amt, død 19.6.1967 i Vordingborg, d. af godsinspektør Jens Johan Gether S. (1861-1933) og Fanny Lange (1870-1940).

Bibliografi

L. O. [Pedersen] i Ugeskr. for landmænd LXXVII, 1932 207f. K. R[aunkjær] i Vort landbrug LI, s.å. 191.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig