Aage Bohr

Aage Bohr, Aage Niels Bohr, 19.6.1922-8.9.2009, fysiker. Efter 1940 at være blevet student fra Sortedam gymnasium studerede Aage Bohr fysik ved Københavns universitet og blev mag.scient. 1946, men efter en meget omskiftelig studietid idet han under 2. verdenskrig fulgte faderen under dennes eksil, først og fremmest i USA hvor han ydede en fra alle sider højt værdsat hjælp. De stærke indtryk Aage Bohr allerede i barndomshjemmet havde modtaget vedrørende det internationale samarbejde mellem fysikere blev herved yderligere uddybet og blev en af de mest udprægede ledetråde i hans alsidige virke.

Efter magisterkonferensen blev Aage Bohr medarbejder ved Instituttet for teoretisk fysik (nu Niels Bohr instituttet). 1954 blev han dr.phil. på afhandlingen Rotational States of Atomic Nuclei og udnævntes 1956 til professor ved Københavns universitet. Aage Bohr fortsatte som professor frem til 1992. Han var bestyrer for Niels Bohr institutet 1963-70 og blev i 1975 direktør for Det nordiske samarbejdsinstitut for teoretisk atomfysik (NORDITA) i hvis styrelse han havde sæde 1958-74. Siden 1973 var han medlem af Scientific Policy Committee i det europæiske samarbejdscenter for kerneforskning (CERN).

Han var en fremragende og inspirerende universitetslærer og en ledende forskerpersonlighed inden for den internationale kernefysiske forskning. Aage Bohrs forskning falder i særdeleshed inden for atomkernernes struktur. Det er en emnekreds hvortil hans far Niels Bohr gennem indførelsen af den såkaldte dråbemodel havde givet den indledende forståelse af mange kernefysiske fænomener. Også andre fysikere havde senere videreudviklet denne model ved at indføre mere detaljerede forudsætninger vedrørende adfærden af de nukleoner: neutroner og protoner hvoraf atomkernerne er sammensat. Men det var kendetegnende for Aage Bohr at han – og senere i samarbejde med Ben Mottelson – i selvstændig videreudvikling af en idé først antydet af J. Rainwater nåede frem til en langt dybere forståelse af nukleonernes bevægelser i kernerne. Hovedsynspunktet her er at nukleonerne udfører samordnede (korrelerede) bevægelser (svingninger og rotationer). Hertil kræves en almindelig teori for svingninger og rotationer af kvantemekaniske systemer af meget mindre stiv struktur end kendt fra kvantemekanikkens anvendelse på forståelsen af molekylernes opførsel.

I deres skelsættende værk Nuclear Structure I, 1969 og II, 1975 gav Aage Bohr og Mottelson en fremstilling af denne almindelige teori, ledsaget af et væld af konkrete anvendelser. Det var i det hele taget karakteristisk for Aage Bohr at han som teoretisk fysiker altid arbejdede i nær tilknytning til den eksperimentelle fysik, både hvad angår udnyttelsen af allerede fundne resultater og anvisningen af nye eksperimentelle muligheder. Et forhold som bevirkede at han i vid udstrækning kunne fastholde og videreudvikle den nære sammenhæng mellem teori og eksperiment som altid i særlig grad prægede det internationalt orienterede arbejde på Niels Bohr instituttet. Det var ligeledes karakteristisk for Aage Bohr at han besad en dyb indsigt i fysikkens udvikling også uden for kernefysikken hvilket var ham til direkte gavn når han i sin egen forskning erkendte ligheder med andre grene af fysikken. Men i denne sammenhæng skal også nævnes at han med omhu og følelsen af en stor forpligtelse hertil fulgte udviklingen inden for dansk fysik som helhed. Ved sin milde og tolerante adfærd, sit stærke ønske om at yde retfærdighed, og sin hjælpsomhed fortsatte og videreudviklede Aage Bohr på frugtbar og inspirerende måde den af faderen grundlagte tradition, både nationalt og internationalt. Og i hans og Marietta Bohrs gæstfrie hjem rådede den samme skønne ånd som prægede forældrehjemmet.

Aage Bohr var medlem af talrige videnskabelige akademier, 1955 af Vidensk. selsk., og han modtog både herhjemme og internationalt mange andre hædersbevisninger, han er æresdoktor ved universiteterne i Manchester 1961, Oslo 1969, Heidelberg 1971, Trondheim 1972. 1975 modtog han i fællesskab med sin medarbejder Ben Mottelson og den amerikanske fysiker J. Rainwater Nobelprisen i fysik. Han modtog endvidere Ole Rømer-medaljen 1976.