Jørgen Bøggild, Jørgen Kruse Bøggild, 30.7.1903-28.9.1982, fysiker. Født i Hillerød (Fr.borg slotsk.), død i Kbh., begravet på Bispebjerg kgd.. Efter at have bestået studentereksamen fra Frederiksborg statsskole 1921 studerede B. ved Kbh.s univ. og blev 1927 mag. scient. i fysik. Allerede under studietiden var han blevet ansat som assistent ved universitetets biofysiske laboratorium hvis leder var professor H. M. Hansen, og her virkede han til han 1940 blev assistent ved universitetets institut for teoretisk fysik (nu Niels Bohr instituttet) hvor han arbejdede til han 1973 fratrådte på grund af alder. 1955 udnævntes han til professor i fysik ved Kbh.s univ.

B. er en betydelig eksperimentalfysiker som allerede medens han virkede på det biofysiske laboratorium var optaget af målemetoder og problemer af betydning for atomfysikkens udvikling foruden at han tog del i de praktiske arbejder hvormed dette laboratorium under H. M. Hanséns ledelse var beskæftiget. Og det var i denne periode han gennemførte det arbejde som 1937 førte til at han opnåede den filosofiske doktorgrad ved Kbh.s universitet med afhandlingen Uber die sekundåren Wirkungen der Hohenslrahlung. Efter ansættelsen ved Niels Bohr institutet kom hans betydelige evner for eksperimentalfysisk forskning til rig udfoldelse på forskellige områder. Her skal i særdeleshed nævnes hans undersøgelser i Wilsons tågekammer over arten af de fragmenter der opstår ved fissionen (spaltningen) af en uranisotop. Nogle undersøgelser der var iværksat på Niels Bohrs foranledning efter O. Hahns og F. Strassemanns opdagelse af uraniums fission ved bombardement med neutroner, og som blev af betydning for udviklingen af Bohrs atomkerneteori. Endvidere udviklede qg organiserede B. et omfattende arbejde på Niels Bohr instituttet med hensyn til de kerneprocesser hvis spor kan iagttages i fotografiske emulsioner, ikke mindst hvad angår det vi nu kalder K-mesonens adfærd. Også i administrationen af Niels Bohr instituttet tog B. stærk del og virkede her i en årrække som inspektør. 1954 blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1957 medlem af direktionen for Landsforeningen til kræftens bekæmpelse, 1960-69 var han medlem af atomenergikommissionen, og 1961 valgtes han som medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber. I mange år var han dansk repræsentant i den intereuropæiske samarbejdsinstitution for kerneforskning CERN.

B. har også vist betydelige evner for kunsthåndværk, en interesse der har optaget ham stærkt i hans otium og ført til skabelsen af meget smukke mønstre med fængslende og originale symmetri-. egenskaber.

Familie

Forældre: adjunkt, senere lektor Adam Nicolai Peder Kruse B. (1865-1937) og Karen Barfoed (1873-1941). Gift 1. gang 28.3.1934 i Roskilde (domk.) med Karen Louise Schønau, født 12.5.1913 i Roskilde, d. af lektor Vilhelm S. (1870-1943) og Kristine Skaarup (1883-1931); ægteskabet opløst 1957. Gift 2. gang 14.10.1961 i Kbh. (b.v.) med sekretær Gunhild Marie Bladt, født 17.2.1921 i Kbh. (Rosenvængets), død 12.5.1981 sst. (Jac.), d. af ciselør Peter B. (født 1894) og Ester Louise Bengtson (1893-1968).-Bror til Mogens B.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

I Selvbiogr. i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1937 173.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig