Kirstine Meyer

Kirstine Meyer, 12.10.1861-28.9.1941, fysiker. Født i Skærbæk, Hviding hrd, død i Hellerup, urne på Bispebjerg kgd. M.s første udvikling bestemtes ved at hendes forældre var aktive i den begyndende nationale kamp og højskolebevægelsen. 1880 tog hun til Kbh. hvor hun nogle år boede hos sin bror, oftalmologen, professor Jannik Bjerrum, og gennem hans venner kom i berøring med en naturvidenskabeligt interesseret og rationelt indstillet kreds, foruden broderen særlig matematikerne Eigil Schmidt og Adolph M., hvilken sidste blev hendes mand. Hun tog 1882 lærerindeeksamen på N. Zahles seminarium, blev 1885 student, privat dimitteret fra N. Zahles kursus, og tog 1893 magisterkonferens i fysik. 1885-1909 virkede hun som lærer ved N. Zahles skoles forskellige afdelinger, 1892-93 som vikar ved Metropolitan-skolen (hvor hun som kvinde dog ikke kunne få fast ansættelse), 1900-30 som lærer (fra 1920 som lektor) ved H. Adlers fællesskole, nu Sortedams gymnasium. Hendes videre indsats inden for dansk undervisningsvæsen markeredes udadtil ved følgende hverv: medlem af forskellige udvalg vedrørende skoleloven af 1903, 1909, medlem af eksamenskommissionen for seminarierne, 1910-32 faglig medhjælper hos undervisningsinspektøren for gymnasieskolerne (allerede flere år forud indstillet dertil af professor C. Christiansen da han trak sig tilbage, men den daværende formand, professor M. Cl. Gertz, turde ikke tage en kvinde), 1909 leder af faglærerinders praktisk pædagogiske uddannelse, 1916 formand i bestyrelsen for faglærerinde- og faglærereksamen, 1919-23 medlem af den store skolekommission, 1928 censor i fysik ved universitetets skoleembedseksamen og censorformand.

Forudsætningen for denne omfattende virksomhed der lod M. sætte sit præg på fysikundervisningen inden for alle grene af skolen og gav hende indflydelse langt ud over hendes egentlige fag var hendes store faglige og pædagogiske dygtighed og hendes afklarede, Fine og stærke, sagligt indstillede personlighed. Især fik hun afgørende indflydelse på hvorledes skoleloven af 1903 førtes ud i livet for fysikkens og kemiens vedkommende hvorved vægten blev lagt på eksperimenter som grundlag og i videst muligt omfang elevernes egne eksperimenter. Ved sin Lille Naturlære, 1902 brød hun allerede disse nye baner for den elementære fysikundervisning. s.å. grundlagde hun Fysisk Tidsskrift efter at det forudgående Nyt Tidsskrift for Fysik og Kemi nogle år forud var gået ind. Hun redigerede det 1902-13 og gav det en central stilling inden for skolevæsenet, dels som forum for drøftelser af undervisningsspørgsmal, dels som refererende tidsskrift hvor fagets nye resultater fremlægges. Særlig værdifulde var i de første år hendes kritiske referater af resultaterne af den hurtigt fremadskridende radiumforskning hvorom hun tillige udgav Radium og radioaktive Stoffer samt nyere Opdagelser angaaende Straaler, 1904, gengivelse af folkeuniversitetforedrag. Ikke mindre betydningsfuldt var M.s videnskabelige arbejde. 1899 fik hun Videnskabernes selskabs guldmedalje for Om overensstemmende Tilstande hos Stofferne hvor denne teori prøvedes og udvidedes. Arbejdet er trykt i Vid. Selsk. Skrifter 1900 og i uddrag i Zeitschrift für physikalische Chemie, 1900. 1903 udkom Om Antiperistatis i Vid. Selsk. Oversigt og også på tysk i Annalen der Naturphilosophie, 1904. Hun disputerede 1909 med Temperaturbegrebets Udvikling gennem Tiderne der kom på tysk som selvstændig bog 1913. Heri påvistes bl.a. at grundlaget for vor temperaturmåling, anvendelsen af vandets frysepunkt og kogepunkt som faste punkter stammer fra Ole Rømer, og gjordes sandsynligt, hvad nu er sikkert opklaret, at G. D. Fahrenheit har fået tanken fra ham.

Dermed var M. kommet ind på de historisk-fysiske undersøgelser som skulle sætte så rig frugt i hendes arbejder over nogle af vore største fysikere, Rømer, H. C. Ørsted og Rasmus Bartholin. 1910 udgav hun sammen med Thyra Eibe Ole Rømers håndskrift Adversaria der indeholdt ukendte videnskabelige pionerarbejder; 1915-16 kom forskellige afhandlinger om Ole Rømer. 1920 i hundredåret for Ørsteds opdagelse af elektromagnetismen udgav hun H. C. Ørsteds naturvidenskabelige Skrifter I-III med to omfattende og værdifulde indledende afhandlinger: The scientific life and works of H. C. Ørsted og H. C. Ørsteds Arbejdsliv i det danske Samfund. I den første af disse gøres for første gang historisk rede for Ørsteds opdagelse. 1933 udkom Erasmus Bartholin. Et Tidsbillede. Derudover kan nævnes mange mindre afhandlinger, således talerne ved afsløringen af Rømers statue (1918) og ved Ørstedmødets åbning (1920, begge trykt i Fysisk Tidsskrift), velafvejede klare sammenfatninger af de nye oplysninger som M.s større historiske arbejder har givet om disse betydelige personligheder.