Oskar Klein, Oskar Benjamin Klein, 15.9.1894-5.2.1977, fysiker. Født i Stockholm, død i Danderyd, begravet sst. (norra kgd.). K. har gennem sit venskab og samarbejde med Niels Bohr øvet stor indflydelse på dansk universitetsundervisning i fysik og på danske fysikere. En indflydelse som også fortsatte, efter at han 1930 var blevet udnævnt til professor i teoretisk fysik ved Stockholms högskola, men stadig ved talrige besøg og stærke personlige kontakter bevarede tilknytningen til dansk fysik. Tidligt moden fik K. allerede i gymnasietiden adgang til den store svenske fysiker Svante Arrhenius' laboratorium og afsluttede sine studier 1918 med en licentiatgrad i matematisk fysik, efterfulgt af den svenske doktorgrad 1921 (Zur statistischen Theorie der Suspensionen und Lösungen). Men allerede 1918 rejste han på et stipendium til Kbh. for at studere hos Niels Bohr og med korte afbrydelser blev han her til 1931, fra 1926 i en fast stilling som assistent og fra 1928 som Werner Heisenbergs efterfølger i det lektorat i teoretisk fysik som tidligere var oprettet for H. A. Kramers, og hvor K. blev efterfulgt af Christian Møller. Det var i særdeleshed Kramers som indførte K. i den moderne atomfysik, således som denne var udviklet efter Bohrs grundlæggende arbejder 1913 med brugen af det såkaldte korrespondensprincip i dettes anvendelse på den analytiske mekanik og den klassiske elektrodynamik. Optagetheden heraf førte til, at K. var på nippet til at erkende den analogi på den ene side mellem den geometriske optik og bølgeoptikken, og på den anden side mellem den klassiske mekanik og hvad vi nu kalder for bølgemekanikken, som på afgørende vis – og uden kendskab til K.s ikke offentliggjorte overvejelser – blev grebet af Erwin Schrödinger. Men kort efter bølgemekanikkens fremkomst gav K. i Elektrodynamik und Wellenmechanik vom Standpunkt des Korrespondenzprinzips, 1926, den rigtige bølgemekaniske fortolkning af kvantefænomenerne i modstrid med Schrödingers egen forhåbning om at kunne opfatte disse på klassisk grundlag. I dette arbejde findes også den første tilnærmelse til den senere kvanteelektrodynamik. En videre udvikling heraf var det samarbejde med den japanske fysiker Nishina som straks efter P. A. M. Dirac's relativistiske teori for elektronen førte til beregningen af virkningstværsnittet for spredning af kortbølget lys ved frie elektroner ("Compton-effekten"): Klein-Nishina formlen. Af stor betydning for den senere udvikling blev også et arbejde af K. sammen med den tyske fysiker P. Jordan, hvori det kvantemekaniske flerlegeme-problem om identiske partikler behandles ved såkaldt kvantisering af en enkelt partikels bølgefunktion ("anden kvantisering"). Også den specielle og almene relativitetsteori optog K. stærkt gennem hele livet; ved opteisteori og anvendelsen af lignende synspunkter som i bolgemekanikken håbede han på at komme til en forståelse af elektricitetens kvantisering, men denne sag er endnu ikke afklaret. Efter K.s langvarige ophold i Kbh. kom hans generalisation af Dirac's elektronligning og hans astrofysiske arbejde vedrørende grundstoffers relative forekomster. K. var stærkt optaget af Niels Bohrs almene tanker om komplementaritet, og ud fra sin vidtspændende kulturelle indsigt gav han ved flere lejligheder udtryk herfor og bidrog herved til en mere let tilgængelig adgang til denne tankeverden. – K. var et elskeligt menneske. Meget hjælpsom i hele sin færd, hvilket også kom til udtryk i hans aktive indsats i støtten til ofrene for det nazistiske barbari.

Familie

Forældre: rabbiner, senere titulär professor, Gottlieb K. (død 1914) og Toni Levy (1857–1938). Gift 15.8.1923 i Århus med cand. phil. Gerda Agnete Koch, født 8.2.1902 i Århus, d. af læge Poul Gotfred K. (1872–1931) og Charlotte Marie Hansen (1875–1950).

Bibliografi

Inga Fischer-Hjalmars og B. Laurent i Kosmos LV, Sth. 1978 19–29.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig