D. F. Eschricht

D. F. Eschricht, Daniel Frederik Eschricht, 18.3.1798-22.2.1863, fysiolog, zoolog. Født i Kbh. (Petri), død sst. (Petri), begravet sst. (Ass.). E., hvis far var fra Brandenburg, voksede op under temmelig små kår. Han blev student 1817 fra Metropolitanskolen og tog 1822 både kirurgisk og medicinsk eksamen. Umiddelbart efter blev han landfysikus på Bornholm, men tog snart på en længere studierejse til bl.a. Paris og London. Efter hjemkomsten blev han 1825 dr. med. på en afhandling om hjernenervernes sammenlignende anatomi og de enkelte nervers funktionsområde. Han søgte nu afsked fra sit lægeembede og fik et stipendium til en treårig rejse over store dele af Europa hvor han navnlig studerede sammenlignende anatomi hos førende forskere. Efter hjemkomsten holdt han forelæsninger som privatdocent og ansattes et halvt år senere som lektor i fysiologi ved universitetet og som underaccoucheur ved Fødselsstiftelsen. 1830 blev han professor i fysiologi og to år senere tillige i anatomi. 1831 blev han medlem af sundhedskollegiet, 1837 af Videnskabernes selskab og 1844-45 var han rektor for universitetet.

Skønt E. gennem 34 år holdt de fysiologiske forelæsninger for de medicinske studerende og skrev en Haandbog i Physiologien, 1834-44 (2. udg. 1851) har han kun ydet mindre bidrag til den fysiologiske forskning. For den frembrydende eksperimentelle fysiologi havde han ingen interesse, ej heller de fornødne forudsætninger. For ham var fysiologi – som for så mange i 1800-årenes første del – sammenlignende anatomi i forbindelse med betragtninger over organernes funktion. Hans store håndbog er i højere grad en populær fremstilling end en egentlig lære- eller håndbog. Af egentlige fysiologiske afhandlinger har han foruden disputatsen kun skrevet få: om rete mirabilis hos forskellige dyr (1835 og 1838, til dels sammen med Johs. Müller) samt nogle delvis embryologiske arbejder om fostrets næring og respiration (bl.a. i universitetets program 1837), og om refleksbevægelserne (i samme, 1845). Kliniske arbejder har E. ikke leveret. Hans forelæsninger for medicinerne skal have stået tilbage for hans populære foredrag. Skønt E. således af uddannelse var læge og havde sin embedsgerning inden for det medicinske fakultet er det som zoolog og sammenlignende anatom han har ydet sin væsentligste indsats. Al-, lerede som ganske ung havde han naturhistoriske interesser og en udpræget samlerlyst, og han repræsenterer inden for dansk naturvidenskab en i 1800-tallet ikke sjælden type: den som naturhistorisk samler og videnskabsmand virkende mediciner.

Som ung læge kom han gennem en stranding i besiddelse af et ypperligt naturvidenskabeligt bibliotek og lagde herved grunden til en meget betydelig privat bogsamling. Han havde et ikke ringe forretningstalent og forstod gennem bytte og salg af dubletter både at øge sine samlinger og skaffe midler til adskillige rejser i udlandet. Han stiftede her bekendtskab med tidens førende zoologer og anatomer bl.a. G. L. Cuvier, J. F. Meckel og Johs. Müller (sidstnævnte blev hans nære ven), og han vedligeholdt hele livet en uhyre omfattende korrespondance med samtidens førende naturforskere.

E.s mest bekendte zoologiske arbejder er hans afhandlinger om hvaler. Den første, om marsvin, fremkom 1839, og han fortsatte disse undersøgelser til sin død. Hans hovedarbejde er seks afhandlinger under fællestitlen Undersøgelser over Hvaldyrene (i Vidensk. selsk. skr. 1845-51) hvori han beskriver finhvalernes fostre og næbhvalens og finhvalernes osteologi og systematik, omtaler adskillige biologiske forhold og fremsætter en ny teori om hvalernes vandringer. Sammen med J. Th. Reinhardt udgav han en stor monografi fra 1861 Om Nordhvalen (dvs. grønlandshvalen) i hvilken der bl.a. for første gang gøres rede for det rudimentære bækkenparti hos sletbagene, og artsforskellen mellem grønlandshvalen og nordkaperen endeligt fastslås. Hertil kommer arbejder om hvalers udbredelse og en beskrivelse af gangesdelfinen på grundlag af et af Galathea-ekspeditionen hjembragt skelet (1851). Foruden disse for deres tid betydningsfulde afhandlinger om hvaler har E. behandlet andre dyregrupper, især arktiske, fx den ottearmede blæksprutte Cirroteuthis mülleri og vingesneglen Clione borealis (1838), det ejendommelige sækdyr Chelyosoma (1841) og den for sin tid betydningsfulde monografi Anatomisk-physiologiske Undersøgelser over Salperne, 1841. Blandt de lavere dyr beskæftigede E. sig dog især med bændelorme og andre indvoldsorme. Han imødegik de endnu delvis gængse teorier om generatio æquivoca, dvs. disse dyrs selvopståen, og giver i andre arbejder fremragende beskrivelser af deres anatomi og vækst. Desuden har han skrevet nogle mindre antropologiske arbejder, bl.a. Om Afklædningen af en peruansk Mumie, 1846 og Om Haarenes Retning paa det menneskelige Legeme, hvori han er inde på menneskets anatomiske lighedspunkter med aberne.

E. har betydet meget som popularisator. Sammen med H. C. Ørsted og J. Fr. Schouw har han en væsentlig del af æren for at naturvidenskaben ved skole og universitet efterhånden fik tilkæmpet sig en anset stilling.

Som et led i disse bestræbelser stiftede han 1833 Dansk naturhistorisk jorening (sammen med J. Fr. Schouw) og holdt her i det første årti et meget stort antal populære foredrag om snart sagt alle emner inden for zoologi og almindelig biologi. Foredragene vakte megen opsigt og fik stor tilslutning, og 12 af dem blev udgivet 1850. Lige så skattede var de populære forelæsninger han holdt på universitetet. For dansk museumsvæsen har E. haft en ikke ringe betydning. Dels tog han initiativet til Naturhistorisk forenings museum som på flere punkter brød nye baner (en særlig dansk samling, mere hensyn til publikum), dels opbyggede han en stor privatsamling som 1841 købtes af universitetet og i en længere årrække opretholdtes som Det zootomisk-physiologiske museum. 1868 overgik det meste til Zoologisk museum der herigennem bl.a. har erhvervet den væsentligste del af sin meget store hvalsamling. E. er som naturforsker en typisk repræsentant for den førdarwinske sammenlignende anatomi, vel denne forskningsretnings betydeligste i Danmark. Han mindede med sine vidtspredte interesser, sin begejstring og sit initiativ meget om Japetus Steenstrup, sin lidt yngre samtidige. Men E. var mere påvirket af Cuvier, mindre af tysk naturfilosofi, og han havde en større koncentrationsevne. Når han ikke nåede at få samme betydning og indflydelse skyldtes det sikkert i første linie at hans embedsgerning og hans videnskabelige indsats kom til at ligge på to forskellige felter. – Etatsråd 1853.