Einar Lundsgaard

Einar Lundsgaard, 12.2.1899-18.12.1968, fysiolog. Født på Frbg, død i Kbh. (Sions), begravet sst. (Ass.). L. blev student 1917 fra Schneekloths skole og efter at have taget medicinsk embedseksamen med udmærkelse 1923 begyndte han straks at arbejde på universitetets medicinsk-fysiologiske institut under Valdemar Henriques som frivillig assistent og blev efter halvandet års kandidattjeneste på hospitaler (Kbh. og Århus) først honorarlønnet (1925) og derefter fast videnskabelig assistent 1928 og senere amanuensis 1931 ved dette institut. Han fik universitetets guldmedalje i teoretisk medicin 1929 for en afhandling om virkningen af tilførsel af proteiner og deres spaltningsprodukter (aminosyrer) på blodets sukkerindhold og blev dr.med. 1929. Hans disputats handler Om Aarsagen til Næringsstoffernes specifike dynamiske Virkning og er en af V. Henriques inspireret undersøgelse over den stofskiftestigning som følger efter tilførsel af proteiner, aminosyrer, alkohol, organiske syrer, forskellige salte m.m. Ved arbejdet med guldmedaljeafhandlingen havde han bl.a. konstateret at mono-jodeddikesyre medførte død hos forsøgsdyrene under kraftig muskelkontraktion. Ved L.s sans for stringent analyse og logik uddybede han sine tidligere forsøg og kunne påvise, at muskelkontraktion kunne finde sted i jodeddikesyreforgiftede angrebne muskler. Englænderen A. V. Hill og tyskeren Otto Meyerhof havde da lige delt Nobelprisen for deres påvisning af mælkesyredannelsens lovmæssige sammenhæng med muskelkontraktion. L. analyserede problemet videre (1930-32) og kunne logisk postulere, at mælkesyredannelsen er en normal restitutionsproces, som sikrer resyntesen af musklernes egentlige energileverandør kreatin-fosfatet. A. V. Hill betegnede det som en revolution i muskelfysiologien, idet L. dermed fremmede forståelsen af fosfatbindingers energetisk koblede reaktion. 1939 postulerede L., at insulin udøver sin virkning i muskelcellemembranen - et synspunkt, der endeligt accepteredes omkring 1950. I en række studier over det intermediære stofskifte har L. bl.a. påvist, at den primære alkoholoksidation foregår i leveren, ligesom han med medarbejdere har ydet betydningsfulde kvantitative bidrag til forståelsen af ketonstofskiftet.

1934 efterfulgte L. V. Henriques som professor i fysiologi ved Kbh.s univ. Indtil sin afgang 1967 blev han en af studenterne højt skattet lærer, der gav dem indtryk af, hvordan naturvidenskabelig erkendelse kan erhverves - under en fremstillingsform præget af bred dannelse og humoristisk sans. 1941-64 var han medlem af konsistorium, 1948-49 prorektor og formand for stipendieudvalget hvorved han udførte et stort uegennyttigt arbejde for de studerende. Han har udgivet en lærebog i fysiologi (8. udg. 1964). 1938 blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1948 af Akademiet for de tekniske videnskaber. Sc.dr.h.c. ved McGill univ. 1953, dr.h.c. Paris s.å. Fik overlæge Espersens hæderspris 1959, Thunberg-medaljen 1960, Munksgaard-prisen 1962, Anders Jahre-prisen 1964.