Valdemar Henriques

Valdemar Henriques, 19.4.1864-4.12.1936, fysiolog. Født i Kbh. (Mos.), begravet i Kbh. (Mos. vestre). H. blev student 1881 fra Mariboes skole, tog medicinsk embedseksamen 1888 og blev allerede sept. s.å. assistent ved universitetets fysiologiske laboratorium under Chr. Bohr, som fik stor indflydelse på hans videnskabelige udvikling. For den af Bohr skabte danske fysiologiske skole, der beskæftigede sig med respirationens og stofskiftets fysiologi, blev H. en af de betydeligste repræsentanter. Hans doktordisputats (1891) handlede om et respirationsfysiologisk emne (Undersøgelser over Nervesystemets Indflydelse paa Lungernes respiratoriske Stofskifte), og sammen med Bohr udførte han flere andre respirationsfysiologiske arbejder. Efter at have været kandidat ved kommunehospitalet 1889–91 foretog han flere studierejser til fysiologiske laboratorier (K. F. W. Ludwigs og Altmanns i Leipzig, Francks i Paris og S. Arloings i Lyon), og efter hjemkomsten udnævntes han 1893 efter konkurrence med H. Abrahamsen og L. Vogelius til lektor i fysiologi (fra 1903 professor) ved landbohøjskolen. Efter Bohrs død blev han 1911 professor i fysiologi ved universitetet, faldt 1934 for aldersgrænsen, men fortsatte stadig sit videnskabelige laboratoriearbejde. – H.s arbejder beskæftigede sig med emner, der lå på grænsen af fysiologien og biokemien. De blev næsten alle offentliggjort som artikler i tyske videnskabelige tidsskrifter (især i Hoppe-Seylers Zeitschr. für physiologische Chemie og i Biochemische Zeitschr.), nogle enkelte i Videnskabernes selskabs forhandlinger. Fra tiden på landbohøjskolen stammer dels nogle arbejder sammen med senere professor sst. C. Hansen, dels en række vigtige studier over æggehvidestoffernes betydning i ernæringen og stofskiftet (1907–11) i hvilke H. bl. a. påviste at pattedyrorganismen kan genopbygge æggehvide af æggehvidestof, der er totalt spaltet til aminosyrer. Han påviste endvidere at fedtstoffer ikke resorberes i emulgeret tilstand, men efter nedspaltning til fede syrer og glyceriner. Det lykkedes ikke H. at komme i samarbejde med det landøkonomiske forsøgslaboratorium hvis principper for fodringsforsøg han rejste kritik imod. Efter ansættelsen ved universitetet fortsatte han sit videnskabelige arbejde på samme område og påviste bl. a. at pattedyr gennem længere tid kan ernæres ved indsprøjtning af næringsstoffer i blodet (forelagt det 16. skandinaviske naturforskermøde 1916). Sine sidste år arbejdede han med studier over åndedrættets regulering og sammen med J. Lindhard om elektriske fænomener i musklerne ved kontraktion. I H.s funktionstid faldt overflytningen af universitetets fysiologiske laboratorium fra den ældre bygning bag Kirurgisk akademi i Bredgade til moderne, udmærket indrettede lokaliteter i den institutbygning på Juliane Mariesvej som blev skænket af Rockefellerfondet. Efter overflytningen (1928) tillod forholdene at flere unge læger end tidligere kunne arbejde videnskabeligt under H.s ledelse foruden at hans fag opnåede deling i biokemi og fysiologi med selvstændige lærestole. Ved H.s 70-års fødselsdag tilegnede hans elever ham et festskrift med en række fysiologiske og biokemiske arbejder. – H. satte hele sin arbejdsevne ind på videnskabelig forskning og undervisning og af de medicinske studenter blev hans klare og nøgterne undervisningsmåde værdsat højt. Han søgte aldrig at gøre sit arbejde kendt uden for fagfysiologernes snævreste kreds og skyede offentlig optræden. Popularisering af lægevidenskab var han modstander af, men han var et menneske med stærke følelser for hvad han mente var ret og rigtigt. Med sine elever kunne han ud fra rig erfaring og menneskelig forståelse lige vel diskutere videnskabelige problemer som kulturelle og sociale emner. Ved sin undervisning af de vordende læger søgte H. at bibringe dem selvstændig kritisk indstilling over for videnskabelige spørgsmål og at kunne skelne mellem væsentligt og uvæsentligt. Han kunne være en barsk, men retfærdig eksaminator. 1903 blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1917 af Carlsbergfondets direktion, 1921 formand for Carlsberglaboratoriets bestyrelse. Han blev korresponderende medlem af en række skandinaviske videnskabelige selskaber og medudgiver af flere fysiologiske tidsskrifter.