Emil Chr. Hansen

Emil Chr. Hansen, Emil Christian Hansen, 8.5.1842-27.8.1909, gæringsfysiolog, laboratorieforstander. Emil Chr. Hansens far havde ført en eventyrers omflakkende liv før han nedsatte sig som malermester i Ribe (født i Kbh., adopteret af lederen af Jonstrup seminarium, sejlede syv mdr., i malerlære i Odense, skibsmaler i Bremerhaven, malede teaterdekorationer i Karlsruhe, sang som statist i koret. Franske fremmedlegion i 1830erne mod Abd-el-Kader, 1835 mod Don Carlos i Spanien, såret 1837, deltog i opstande i Frankrig, deporteret, vendte 1838 tilbage til Danmark. Virkede først som maler i Haderslev, nedsatte sig derefter i Ribe.). Som ældste søn følte Emil Chr. Hansen sig i opvæksten nært knyttet til sin far og måtte meget tidligt deltage i dennes arbejde og døje urimelige strabadser under dennes udflugter, udskejelser og natte-svir. Beretningerne om faderens tidligere liv prægede sig dybt i Emil Chr. Hansens sind.

1850 kom han i borgerskolen, dernæst i betalingsskolen hvor han var den dygtigste elev med umættelig lyst til at læse og lære. Hjemmet var med en voksende børneflok yderst fattigt. Teatertruppens besøg gav ham tanken om at blive skuespiller, men faderen tvang ham lige før konfirmationen i købmandslære trods lærerens ønske om at lade ham fortsætte læsningen. Han blev efter mange bataljer på lærepladsen frigjort fra aftalen efter mindre end et års forløb og blev af omgivelserne betragtet som uregerlig og uberegnelig. Tilbage stod muligheden at tage faderens erhverv op.

10.4.1860 udstedtes rejsepapirer for husmaler Emil Chr. Hansen. Han fandt først arbejde i Åbenrå, derfra sydpå til Rendsburg, og på vej til Neumünster sluttede han sig til en sigøjnerfamilie. Han afslog dog at følge dem til Køln. Tilbage i Ribe forsøgte Emil Chr. Hansen sig som kunstmaler og kopierede bl.a. J. Roeds billede Kristi gang til Golgatha i Kathrinekirken. Opmuntret af ros sendte han kopien til Roed i Kbh. og rejste selv derover 1861. Roed kunne dog kun råde Emil Chr. Hansen til at lære at tegne fra grunden, men det var der ikke råd til. Emil Chr. Hansen søgte, efter at have tjent nogle penge som maler i sjællandske byer, at blive optaget på kunstakademiet, men forgæves. Dermed måtte drømmen om at blive kunstner opgives.

Emil Chr. Hansen besluttede så at blive skolelærer og tjente netop nok dertil ved ekstraundervisning, tegning og kontorhjælp. Drømme og planer om at slutte sig som frivillig til Garibaldis hær spøgte stadig i Emil Chr. Hansens tanker da han 1862 blandt andre ansøgere blev valgt som huslærer for godsforvalterens børn på Holsteinborg. Dette blev et vendepunkt i Emil Chr. Hansens liv. Bekendtskab med læreren i Ørslev, den senere fremragende forsøgsleder og botaniker P. Nielsen, genskabte hans interesse for naturhistorie, dog især botanik. Emil Chr. Hansens urolige sind blev dæmpet ved målbevidst arbejde. Grev Holsteins huslærer hjalp ham med latin, 1864 tog han til Blågårds seminarium for at følge afsluttende kurser, og han fik sin lærereksamen.

Ved sessionen blev Emil Chr. Hansen ikke taget til soldat da han var nærsynet. Han fortsatte som lærer på Holsteinborg og tog 1865 1. del af artium i København. I det efterfølgende år var han huslærer på Fyn og fik tid til at studere botanik – tanker om at blive veterinær eller læge stod ham dog også i hovedet. I stedet søgte og fik han det Monradske stipendium til et treårigt kursus for lærere på Polyteknisk læreanstalt. Dette kursus var en af spirerne til den senere lærerhøjskoles virksomhed. I disse år havde Emil Chr. Hansen et svigtende helbred – bl.a. fik han tyfus – men han gennemførte sine eksaminer 1869.

Emil Chr. Hansen havde under pseudonymet "E.C." skrevet fortællinger til almanakker og blade for at tjene lidt penge. De følgende to år gik som lærer og manuduktør i zoologi og botanik og 1871 tog han såvel 2. del af artium som filosofikum. Blandt lærerne på universitetet gjorde zoologen J.C. Schiødte stort indtryk på ham, og i den skarpe strid mellem zoologer i disse år sluttede Emil Chr. Hansen sig til Schiødtes parti. Dette kan i nogen grad forklare Emil Chr. Hansens senere personlige forhold til andre grupper af danske naturforskere.

I disse år følte han sig også tiltrukket af plantefysiologi, og afgørende for Emil Chr. Hansen blev at han 1871 blev privatassistent ved professor Japetus Steenstrups moseundersøgelser. 1873 gjorde han det interessante fund af bøgeblade i de dybere liggende tørvelag i Femsølyng mose, hvoraf han sluttede at bøgen er meget ældre i Danmark end antaget af Steenstrup. Under forelæggelsen af dette fund i Naturhistorisk forening fremhævede Emil Chr. Hansen det som en meget vigtig videnskabelig opdagelse. Da Steenstrup stillede sig noget kølig dertil opfattede Emil Chr. Hansen dette som Steenstrups forsøg på at stække ham som ivrig Schiødtianer, en opfattelse som han vedblev at nære, endog i forstærket form. Følgen af dette modsætningsforhold blev at Emil Chr. Hansen opgav sin plads hos Steenstrup, omend han nogle år endnu fortsatte moseundersøgelserne. Intet er dog publiceret.

1873-76 forberedte Emil Chr. Hansen sin magisterkonferens med plantefysiologi som speciale, og han deltog i professor Eug. Warmings planteanatomiske øvelser. 1874 udsatte Kbh.s universitet en prisopgave som Emil Chr. Hansen 1876 fik guldmedalje for. Afhandlingen omhandlede de svampe der i Danmark vokser på frisk pattedyrgødning. Arbejdet var baseret på talrige kulturer og præparater og var dygtigt gennemført. Det blev delvis trykt i Vidensk. Medd. fra Naturh. Forening, 1876 (De danske Gjødningssvampe). Arbejder af samme art med andre højere svampe fortsattes gennem årene, idet Emil Chr. Hansen forblev en ivrig mykolog med særlig interesse for biologi og variation indenfor arterne. 1898 forelagde han ved naturforskermødet i Stockholm en meddelelse om dette arbejde.

1877 modtog Emil Chr. Hansen fra professor P.L. Panum en opfordring til at studere gæringsfysiologi på dennes dyrefysiologiske laboratorium. Dette markerer Emil Chr. Hansens indgang til hans skelsættende arbejder med gær. Samtidig ansøgte han om tilladelse til at disputere for doktorgraden uden først at tage magisterkonferens. Skønt Steenstrup og andre modsatte sig dette fik han tilladelsen. Han begyndte arbejdet på Panums laboratorium med at studere de organismer der fandtes i øl og i ølurt. På samme tid ønskede brygger Carl Jacobsen de daglige mikroskopiske undersøgelser af øllet fra Ny Carlsberg udført af en videnskabeligt uddannet mand, og på Steenstrups anbefaling antog han Emil Chr. Hansen i januar 1877. Da pladsen som forstander for Carlsberg laboratoriets fysiologiske afdeling blev ledig ved årets udgang fik Emil Chr. Hansen tilladelse fra brygger J.C. Jacobsen (GI. Carlsberg) til at arbejde med sin disputats på laboratoriet. Emil Chr. Hansen fik endog bolig ved laboratoriet og arbejdede 1878 intensivt med sin disputats. Graden tildeltes 25.4.1879 for afhandlingen Om Organismer i Øl og Ølurt (trykt i Medd. fra Carlsberglaboratoriet I, 1879, i noget udvidet form). J.C. Jacobsens interesse for Emil Chr. Hansens arbejde var uhyre stor, endog så stor at Emil Chr. Hansen – ifølge nedskrevne beretninger – engang i 1878 bad Jacobsen lade være med at forstyrre arbejdet. Efter at have sundet sig på denne bemærkning kunne Jacobsen endog senere tale spøgefuldt om episoden.

1.1.1879 konstitueredes Emil Chr. Hansen og 1.10.1879 ansattes han som forstander ved Carlsberg laboratoriets fysiologiske afdeling, og han forblev der til sin død. I denne stilling – under datidens bedst mulige arbejdsforhold – udførte Emil Chr. Hansen de gæringsfysiologiske arbejder der har gjort ham til en af Danmarks mest kendte videnskabsmænd. Doktorafhandlingen er Emil Chr. Hansens første vigtige arbejde i denne sammenhæng. Han viste bl.a. at mikroorganismer kan udvise ganske forskellig kemisk reaktion, selv om de morfologisk ikke kan adskilles. Dette førte direkte til den antagelse at det samme gælder for de i bryggeriet anvendte gærformer (saccharomyces). Dette synspunkt er afgørende idet Emil Chr. Hansen her skiller sig fra og går mere i dybden end sine berømte forgængere på feltet, M. Reess samt L. Pasteur. Sidstnævnte betegnede simpelthen alle gærformer der gav alkohol som saccharomyces. En nærmere botanisk analyse af spørgsmålet blev aldrig overvejet af Pasteur; hans uddannelse og evner lå på andre områder.

Det blev Emil Chr. Hansens indsats at vise den store indflydelse som vækstbetingelserne har på gærens fysiologi og morfologi, det vil også sige mulighed for identifikation i mikroskop. Det er blevet sagt af en af Emil Chr. Hansen kolleger, tyskeren K. Windisch, at Emil Chr. Hansens væsentlige indsats bestod i at erstatte tågede teorier og løse spekulationer med klare eksempler og fakta der fik praktiske konsekvenser. Emil Chr. Hansen videnskabelige botaniske resultater er publiceret 1881-1908 i 13 afhandlinger under den fællles hovedtitel Undersøgelser over Alkohol-gjærsvampenes Fysiologi og Morfologi (i Medd. fra Carlsberg Lab.). Han begyndte med den let kendelige S. apiculatus hvis biologi (her defineret som overvintrings- og formeringsforhold) han klarlagde 1881. Kort fortalt, at den overvintrer i jorden og formerer sig om sommeren på saftige frugter. I de følgende 20 år lykkedes det at påvise at andre gærarter forholder sig stort set på samme måde, et væsentligt bidrag på det tidspunkt. 1882 påviste han at nogle af de i naturen forekommende gærformer (i gæringsindustrien betegnet som "vildgær") havde forskellig gæringsevne, og at nogle gav øllet en "ilde smag".

Til forskel fra Pasteur der kun ledte efter de i mikroskop let påviselige bakterier som årsag til "sygdomme i øl" og foreslog at rense gærkulturer ved dyrkning af disse i sucrose tilsat vinsyre (bakteriehæmmende), viste Emil Chr. Hansen at vinsyretilsætningen også hæmmede nogle "vildgær"-typer. Som udgangspunkt for en fastlæggelse af hvad der var "kulturgær" eller "vildgær" benyttede han såvel botaniske som fysiologiske kriterier, og han anvendte disse på absolut rene gærkulturer opformeret fra en enkelt gærcelle. Til sidstnævnte – på det tidspunkt helt ukendte målsætning – lykkedes det for Emil Chr. Hansen efter lange og vanskelige forsøg at udarbejde en rendyrkningsmetode hvor dette kan gøres med usvigelig sikkerhed, samt at konstruere en glaskolbe hvor renkulturer kan opbevares gennem mange år. Dette er beskrevet i hans anden og femte afhandling 1883 og 1886.

Det varede adskillige år, før hans arbejder vandt almen anerkendelse blandt fagfæller hjemme og ude i verden – det betød jo også at andre måtte opgive egne synspunkter. På GI. Carlsberg var J.C. Jacobsen også i begyndelsen tvivlende overfor Emil Chr. Hansens resultater, men efter at Emil Chr. Hansen 1883 havde isoleret og formeret en tilstrækkelig mængde af "Carlsberg bundgær no. I" til et bryg i stor skala, og da dette bryg der blev startet 12.11.1883 bekræftede at Emil Chr. Hansen havde ret, gik J.C. Jacobsen helt ind for den nye metode. Denne dato er senere betragtet som Carlsbergs "fødselsdag".

Emil Chr. Hansen havde egentlig forestillet sig at GI. Carlsberg mod betaling skulle levere rent gær til bryggerierne verden over, men tro mod sine principper vedrørende Carlsberg laboratoriets statutter hvor det er fastslået at ingen af dets resultater må hemmeligholdes, nægtede Jacobsen at gå ind på Emil Chr. Hansens forslag om at lade metoden patentere eller at fremstille ren gær til salg. Prøver af ren gær blev gratis stillet til rådighed, og inden længe blev metoden anvendt verden over. Gæringsfysiologer fra mange lande kom til Carlsberg for at lære; det første kursus blev afholdt 1882, og trods modstand og kritik fra flere sider har kun få gennemgribende metodeændringer indenfor industrien så hurtigt vundet international anerkendelse. I syv afhandlinger under fællestitlen Undersøgelser fra Gjæringsindustriens Praxis (Medd. fra Carlsberg Lab.) har Emil Chr. Hansen 1888-92 publiceret de arbejder der havde praktisk sigte. De er udkommet på tysk i bogform i flere oplag. Det blev Emil Chr. Hansens ungdomsven og videnskabelige kollega Alfred Jørgensen, der så og som sin livsopgave udnyttede muligheden for at formidle udbredelsen af Emil Chr. Hansens rendyrkningsprincip i hele verden. Deres indbyrdes forhold er belyst i Alfred Jørgensens biografi.

1889 begynder en ny periode i Emil Chr. Hansens arbejder. Hidtil havde han antaget at gæren saccharomyces bevarede sine karakteregenskaber konstant. Fra dette tidspunkt studerede han også muligheden af variation i disse karakteregenskaber, fx deres evne til at danne sporer. Bl.a. fandt han at ren gær, efter at have været dyrket talrige generationer i ølurt ved en vis temperatur, mister evnen til sporedannelse og ikke genvinder den selv om temperaturen ændres til en for sporedannelse gunstig temperatur. Selv om vi i dag kan forklare resultaterne ud fra mulighederne for mutationsdannelse var de dengang sensationelle, idet de virkede som belysende for Charles Darwins dengang nye love om arternes variation og udvikling, løvrigt havde de derved udviklede gærvarianter betydning ved fremstilling af gær eller alkohol. I mange år betragtede Emil Chr. Hansen de fleste af ham adskilte gærformer som fysiologiske racer, senere antog han dem som arter, hvilket han anførte i sin bog Grundlinier for Saccharomyceternes Systematik der først udkom på tysk (1904), senere på dansk (1911). Emil Chr. Hansens øvrige publikationer (af ialt 90) kan findes i Meddelelser fra Carlsberg Laboratoriet på dansk eller fransk, eller på tysk i Centralblatt für Bakteriologie und Parasitenkunde som Emil Chr. Hansen iøvrigt var medudgiver af. 1911 er hans mere videnskabelige arbejder udgivet af Alb. Klücker under titlen: Gesammelte theoretische Abhandlungen über Gärungsorganismen von Emil Chr. Hansen.

For Emil Chr. Hansens arbejder er det bemærkelsesværdigt at de er værdifulde og er blevet højt vurderet både ud fra et videnskabeligt synspunkt og ud fra deres praktiske betydning. Dette bevirkede at Emil Chr. Hansen blev æresmedlem af mange udenlandske selskaber og institutter. Han blev æresdoktor ved universiteterne i Uppsala, 1907, Genève, 1909 samt Teknisk højskole i Wien, 1908. I Danmark blev han medlem af Videnskabernes selskab, 1890, og han fik donationer fra Carlsbergfondet og Bryggeriforeningen, og i 1902 (efter 25 års tilknytning til Carlsberg laboratoriet) fik han af Carl Jacobsen en guldmedalje samt en sum penge indsamlet ved en international subskription.

Emil Chr. Hansens usædvanlige og hårde barndomsår og den måske mere eller mindre indbildte modstand imod hans første videnskabelige arbejder prægede ham hele livet igennem. Han var udadtil bitter og barsk samt uden sans for humor og gemytlighed som han anså for uværdige egenskaber hos en videnskabsmand. Dette var dog måske et påtaget væsen da det kan vises at han til anden side var godgørende og viste medfølelse med dårligt stillede. Han interesserede sig også for kunst og kunsthistorie, havde et stort bibliotek, især om naturvidenskabens historie, og testamenterede dele deraf til Carlsberg laboratorium. Emil Chr. Hansen efterlod sig en betydelig formue, hvoraf 50.000 kr. blev testamenteret til et fond der bærer hans navn; fondets renter uddeles af en international komité som belønning for biologiske arbejder. Emil Chr. Hansen forblev som leder af Carlsberg laboratoriets fysiologiske afdeling til sin død. 1909 blev først hans kone, kort tid efter han selv syg. Han led meget, og hans høreevne blev stærkt nedsat. Han tog til et sanatorium for at komme til kræfter igen, men fik feber og døde kort tid efter. – Tit. professor 1892.