Alfred Wegener

Alfred Wegener, Alfred Lothar Wegener, 1.11.1880-nov. 1930, geofysiker. Alfred Wegener studerede på universiteterne i Heidelberg, Innsbruck og Berlin og udviklede tidligt interesse for arktisk klimatologi. Han deltog i Danmark-ekspeditionen til Nordøstgrønland 1906-08 som meteorolog og var igen 1912-13 med J.P. Koch i Østgrønland hvor han overvintrede på en højtliggende gletscher. Om sommeren gik de med islandske heste over indlandsisen til Upernavik hvor de efter nedstigningen blev reddet af en grønlandsk præst på tjenesterejse.

1908 blev Alfred Wegener lærer på fysisk institut i Marburg og udgav her 1911 Thermodynamik der Almosphäre hvori han første gang fremlagde sine tanker om at kontinenterne oprindelig havde udgjort en sammenhængende landmasse, flydende på Jordens tungere kerne, og at de siden langsomt var gledet fra hinanden og spaltet til de nuværende verdensdele. Tanken herom var først opstået ved at iagttage hvordan kystlinjerne på begge sider af Atlanten passede ind i hinanden, og den bestyrkedes da Alfred Wegener kunne konstatere store ligheder i den geologiske opbygning på begge sider af havet. Også den efter Charles Darwins teori så uforklarlige lighed mellem plante- og dyrearter på de adskilte kontinenter kunne finde en forklaring gennem Alfred Wegeners teori.

Under første verdenskrig gjorde han tjeneste som underofficer og blev to gange såret. Under en rekonvalescens skrev han 1915 sit hovedværk om kontinentalforskydningen: Die Entstehung der Kontinente und Ozeane. Teorien vakte straks megen modsigelse og afstedkom en heftig debat, men er efterhånden i stigende grad blevet accepteret. 1919-24 var Alfred Wegener ansat som lektor ved Deutsche Seewarte i Hamburg og 1924 blev han professor i meteorologi og geofysik ved universitetet i Graz. Herfra planlagde han en ekspedition til Grønlands indlandsis med to overvintringer, fordelt på tre stationer, en vest for, en øst for og en midt på indlandsisen, den såkaldte Eismitte.

Sommeren 1929 rekognoscerede han kysten fra Jakobshavn til Umanak, og valgte Kamaurujukgletscheren i Umánaq distrikt til opstigning og anlæggelse af veststationen. 1930 startede selve ekspeditionen, og sommeren gik med at transportere de tunge forsyninger op på isen og videre ind til Eismitte. Da den sidste sending kun nåede 200 km ind på isen hvorfra der endnu var 200 km til Eismitte, udrustede Alfred Wegener en ny transport og fik også ført godset frem til stationen, så de dér placerede folk kunne overvintre. Selv forlod han Eismitte sammen med grønlænderen Rasmus Willumsen 1.11.1930 – på sin 50-års fødselsdag – for at vende tilbage til veststationen og overvintre, men undervejs døde Alfred Wegener og blev siden fundet begravet under sine oprejste ski. Willumsen kørte videre, men er aldrig fundet.