H. Rink

H. Rink, Hinrich Johannes Rink, 26.8.1819-15.12.1893, geograf, Grønlandsforsker. Født i Kbh. (Petri), død i Kristiania, begravet sst. R. var på fædrene side af en gammel Holland-Holsten-Ditmarsken æt, på mødrene af en betydelig ditmarsker slægt. Faderen var i Kbh. blevet handelsuddannet, og knyttet til Skt. Petri menighed ligesom sin familie, førte han tidligt et stort hus præget af gammel borgerkultur med tysk præg. For R. der fødtes i Kbh. og havde sin opvækst der, var både dansk og tysk sprog ligeværdige; men af den dengang standende nationalitetskamp prægedes han i overvejende dansk retning. I den henseende kom skolegangen i Sorø vel også til at være afgørende. 1838 dimitteredes han til universitetet og efter anden eksamen (også ved Sorø Akademi 1839–40) studerede han fysik og kemi ved Polyteknisk læreanstalt, blev amuensis ved dets kemiske laboratorium; men tog så vidt vides ikke nogen afgangseksamen. 1843 vandt han universitetets guldmedalje i kemi, og for den samme afhandling fik han den filosofiske doktorgrad ved Kiels univ. hvor han på det tidspunkt studerede. Økonomisk uafhængig var han og tog til Berlin for at studere medicin og meteorologi. Disse spredte studier førte ikke til noget endeligt valg af fag. R. havde stiftet bekendtskab med H.C. Ørsted, og på hans forslag kom R. hovedkulds og egentlig noget modstræbende med som geolog på korvetten Galatheas jordomsejling. Juledag 1845 begyndte han på sine geologiske undersøgelser på Nikobarøerne, men blev også brugt til tekniske arbejder ved oprettelsen af kolonien der. En ondartet klimatfeber, formentlig malaria, tvang ham dog til at rejse til Danmark i sommeren 1846. En geografisk beskrivelse på tysk af Nikobarerne 1847 blev det synlige resultat af denne færd for hans vedkommende. Her viste han sig som en fremragende geografisk og topografisk beskriver, så disse fag måtte blive hans fremtidige? Også som korttegner havde han vist sig fremragende. Hans geologiske og geografiske interesser vendte sig derefter tilfældigvis mod Grønland, nærmere betegnet grafitforekomsterne i det nordlige Vestgrønland. 1848 foretog han en rejse dertil og fandt ved Umanaq nogle grafitforekomster, der muligvis var rentable. Udvindingsforsøg blev under R.s ledelse etableret. Hele foretagendet mødte lokal uvilje, og det blev efter et par års virksomhed opgivet. R. blev dog i Grønland til 1851 og virkede samtidig som en slags geologisk konsulent for direktoratet for Den kgl. grønl. Handel. Der var i de år også andre mineraludvindingsprojekter under drøftelse. Efter sin hjemkomst 1851 fik han Videnskabernes selskabs sølvmedalje. 1853 udgav han så sit arbejde Om Isens Udbredning og Bevægelse over Nordgrønlands Fastland (i Tidsskr. for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben). Denne beskrivelse af hans undersøgelser over indlandsisen og gletscherne i isfjordene i det nordvestlige Grønland dannede epoke i glaciologien og geognostikken. R. blev "The Classical Rink". På grundlag af hans undersøgelsesresultater kunne videnskaben arbejde videre. Med meget enkle hjælpemidler fik han også tegnet et længe brugt kort over Nordgrønland.

Umiddelbart efter hjemkomsten var R. ved et andet medlems udtræden blevet knyttet til kon missionen for de grønlandske anliggender af marts 1851. I dennes betænkning 1852 blev det henstillet, at R. foretog en rejse til det sydlige Vestgrønland, svarende til rejsen i det nordlige. Samme sommer rejste han. Efter at være vendt tilbage udgav han den lille bog Om Monopolhandelen paa Grønland hvori han tog til orde for opretholdelsen af monopolet af hensyn til befolkningens velfærd, dog med en mulighed for ophævelse af monopolet, når udviklingen tillod det. Samtidig udkom, støttet af Videnskabernes selskab, 1. del af hans Grønland, geographisk og statistisk beskrevet om det nordre inspektorat. 2. del tilsvarende om det søndre inspektorat udkom 1857, udvidet og oversat 1877 under titlen Danish Greenland, its People and its Products, (reproudg. 1974). Dette værk er en ind imellem subjektivt præget statusopgørelse over tilstanden i Vestgrønland umiddelbart forud for 1850 og en længe ønsket beskrivelse af kyststrækningerne og deres befolkning. Kommissionen af 1851 havde drøftet muligheden af at sammenlægge inspektørstillingerne til én, hvor embedsmanden skulle være omrejsende inspektør. R. blev derfor 1853 i første omgang forsøgsvis konstitueret som kolonibestyrer i Julianehåb og samtidig som den tredje inspektør. Hans indberetninger derfra virkede så opskræmmende, at en undersøgelse blev sat i værk. Inspektør C. P. Holbøll blev hjemkaldt, men døde på tilbagerejsen 1855. R, blev så konstitueret som kolonibestyrer og inspektør i det søndre inspektorat. Tanken om sammenlægningen af embederne blev opgivet og 1858 blev R. fast ansat. Ikke blot ved sin konstitution 1853 men også ved sit ægteskab blev R. knyttet fastere til den grønlandske hverdag. Hans unge hustru var født i landet og beherskede sproget, hvorved hun blev R. en uvurderlig fortsat hjælper. R. helligede sig fra da af ganske at søge løsninger på de mange grønlandske problemer, samtidig med at han utrættelig arbejdede på forbedringer af forholdene for befolkningen. Han fandt yderligere tid til studiet af denne befolknings fortid og kultur, og derved reddede han mangt og meget fra at gå endegyldigt tabt. Sine studier nedfældede han løbende, bl.a. samlingen Eskimoiske Eventyr og Sagn, 1866, suppleret 1871 og afkortet oversat til engelsk 1875 (i reprotryk 1974). Adskillige mindre afhandlinger blev udgivet, heriblandt Om Grønlændernes gamle Tro og hvad der af samme er bevaret under Kristendommen (Aarbøger for nord. Oldkyndighed, 1868), hvor han lidt vel ensidigt klandrede missionens indsats.

Ligesom R. var nytænkende inden for eskimologien og geologien, var han nyskabende inden for administrationen og kulturudviklingen i Grønland. Under samtaler med fremtrædende danske embedsmænd i Godthåb og seminarielærer Samuel Kleinschmidt undfangede R. 1855–56 ideen om oprettelse af et begrænset lokalt selvstyre i Vestgrønland. Det blev til de såkaldte forstanderskaber. Denne betegnelse peger i sig selv tilbage på oprettelsen af sogneforstanderskaberne i Danmark 1841. Tanken på dem, parret med datidens tro på fremskridt i forbindelse med politisk vækkelse og frihed, ligger sandsynligvis til grund for R.s og Kleinschmidts idé. Skønt man ikke med bestemthed ved det, menes R. at have hældet stærkt til politisk liberal side. Efter lang tids drøftelser med myndighederne i Kbh. lykkedes det at føre en fastlagt ordning ud i livet, 1862 i det søndre inspektorat, 1863 i det nordre. Ved af beskæftige sig med de lokale sager, mest socialforsorgsemner, og træffe selvstændige beslutninger skulle befolkningens selvrespekt genrejses. Dette var R.s og Kleinschmidts håb, men også at grunden til en udvikling henimod et egentlig kommunalvæsen skulle være skabt. Udviklingen skulle hvile på de grønlandske forudsætninger. I den først lagte form virkede forstanderskaberne fortrinligt en lang årrække, men stivnede efter 30–40 års forløb, delvis forårsaget af R. selv. – Ved siden af forstanderskaberne skulle et i Grønland redigeret, trykt og gratis udsendt blad give plads for oplysning, fortrinsvis verdslig, debatter, fangstberetninger, fortællinger og andre kulturelle emner. Det skulle være illustreret. På R.s initiativ og med hans selvlærte tekniske færdigheder blev en trykpresse anskaffet til inspektoratet, en grønlandsk redaktør antaget (Rasmus Berthelsen) og en typograf uddannet (Lars Møller) som senere blev redaktør. På dette trykkeri blev udgivet adskillige småskrifter og fra 1861 det grønlandsksprogede månedsblad Atuagagdliutit, der udsendes den dag i dag. Til dette blad indhentede R. beskrivelser af dagliglivets foreteelser skrevet af grønlændere, sagn, historier og beretninger. Spændende europæiske fortællinger bragtes som føljetoner. R. var en har bil tegner og akvarelmaler med sans for balancen i motivet. Nogle af hans billeder blev litograferet af Lars Møller. R. fik samtidig sat gang i grønlandske naturbegavelser inden for tegning og træsnitkunsten. Det betød begyndelsen til en meget frugtbar udvikling. På mange felter kom grønlænderne pludselig til orde, og det var netop R.s mening med dette.

Allerede 1868 måtte R. på grund af svigtende helbred forlade Grønland. I to år samlede han sig om sine grønlandske studier og udgivelser, bl.a. Om Eskimoernes Herkomst (Aarbøger for nord. Oldkyndighed, 1871). Efter direktør Christian Olriks død 1870 kaldte regeringen R. til embedet 1871. Det blev til 11 års hårdt slid, mange stridigheder og skuffelser. Han havde tænkt sig at lede udviklingen i Grønland videre ad de spor, han havde lagt i sine sydgrønlandske år. Netop af den grund mødte han modstand både i de højrekredse, der var politisk ledende, og hos de meget konservative og traditionsbundne embedsmænd i indenrigsministeriet, hvorunder direktoratet hørte. R. var og blev fortsat betragtet som én, der havde trængt sig ind i embedshierarkiet. I sit centraladministrative virke søgte han at effektivisere Den kongelige grønlandske handels apparat og at stramme styret af de enkelte kolonidistrikter op. Samtidig skiftede han til en vis grad principielt standpunkt, idet han tidligere havde fastholdt monopolets enhed, men nu mere var tilbøjelig til at ønske en adskillelse af handel og administration. Det er ikke helt klart, hvorfor han ændrede sit synspunkt. Ved visse ændringer gjorde R. forstanderskaberne mindre smidige i deres forretningsgang. Han fik uddannelsen af unge grønlændere i Danmark lagt i fastere rammer ved oprettelsen af Grønlænderhjemmet 1879. 1877 havde han efter megen modstand fået oprettet Den permanente Kommission, sammensat af sagkyndige. Direktøren kunne rådspørge denne forsamling; men ministeriet så skævt til denne utraditionelle institution. Under alle omstændigheder kom han i stigende modsætning til indenrigsministeriet. Den derværende fuldmægtig Hugo Hørring, der ekspederede de grønlandske sager, modarbejdede systematisk R. og opnåede til sidst at gøre R. træt. 1882 søgte han sin afsked, faktisk fældet på rene bagateller. En lidet opløftende pennefejde påfulgte og blev først afsluttet, da R. som en skuffet mand havde forladt Danmark 1883 og bosat sig i Kristiania (Oslo) hvor han havde en datter gift. Endnu et tiår var R. videnskabeligt virksom, stod i korrespondance med alverdens videnskabsmænd. Blandt flere mindre afhandlinger udgav han sit skelsættende sprogforskningsarbejde The Eskimo Tribes, their Distribution and Characteristics, especially in Regard to Language I–II. 1887–91 (reproudg 1975). Han blev ved at forske og at skrive indtil kort før sin død.

R. var efter sigende meget sky, men til gengæld meget stejl og let pirrelig og til tider unødigt selvhævdende, når han blev sagt imod. Han kunne undertiden være noget melankolsk. Hans høje asketiske skikkelse indgød respekt, men virkede samtidig lidet imødekommende, hvilket også gav sig udslag i en udpræget mangel på forhandlingsevne. Dybere liggende humor var ham ikke givet. – Hans hustru skal have været hans absolutte modstykke. Hun gjorde sig litterært bemærket ved en række skildringer fra Grønland ved 1850. Heriblandt kan nævnes Grønlændere, 1886, Koloniidyller fra Grønland, 1888, Kajakmænd, 1896, og Fra det Grønland som gik, 1902. Alle er livfulde, værdifulde og ikke ukritiske tidsbilleder, ofte opfattet med et stille lune. 1900 udgav hun Hansêraqs dagbog.