Ole Olufsen

Ole Olufsen, 24.1.1865-13.12.1929, geograf. Født i Bjødstrup, Bregnet sg., Randers amt, død på Frbg., begravet i Helsingør. Efter at have gennemgået realklasserne i Århus latinskole trådte O. ind i hæren, udnævntes 1885 til sekondløjtnant og 1889 til premierløjtnant i fodfolket. Hans interesse for geografisk forskning var tidligt vakt, og samtidig med at han trådte uden for nummer (1894) studerede han geografi i Kbh. og udlandet, bl.a. under F. v. Richthofen i Berlin. Det lykkedes ham, hovedsagelig ved privat understøttelse, at gennemføre to ekspeditioner 1896-97 og 1898-99 til lidet kendte egne i Pamirs højland, og 1899-1900 besøgte han Iran og Kaukasus. 1907 tog han sin afsked fra militærtjenesten. Allerede forinden (1903) var han blevet sekretær i Det kgl. danske geografiske selskab, i hvilken egenskab – hvormed var forbundet stillingen som redaktør af Geografisk Tidsskrift – han virkede til 1923. Sit forskningsarbejde fortsatte han 1912 og 1914 med rejser til Saharas nordrand og Tunesien som 1922-23 efterfulgtes af en større ekspedition til det centrale Sahara. 1924 besøgte han atter Nordafrika (Tunesien og Marokko). Han gik nu, efter at have forladt Geografisk selskab, over i praktisk virksomhed idet han 1925 dannede handelsselskabet Compagnie l'Afrique du Nord Française, men opgav dog ikke derfor sine geografiske interesser; således stiftede han 1926 en dansk afdeling af det franske Société de Géographie Commerciale og foretog 1927 sin sidste større rejse til Sudan og det sydlige Sahara. – O. var en elskværdig karakter, en dygtig rejsende og forfatter til talrige arbejder. De mindre blandt disse er især fremkommet i Geografisk Tidsskrift, men desuden har han udgivet større, selvstændige værker som Through the unknown Pamirs, 1904, The Emir of Bokhara and his country, 1911, Hos Ørkenens Sønner, 1924 og Hvor Nigeren vander –, 1928. Det kan dog ikke nægtes at det i adskillige af hans arbejder i nogen grad skorter på videnskabelig nøjagtighed. O.s største betydning som rejsende ligger derfor i at han har givet en række danske forskere, navnlig botanikere som Ove Paulsen,Kaj Gram og O. Hagerup, lejlighed til at foretage undersøgelser i vanskeligt tilgængelige egne, foruden at hans ekspeditioner har hjembragt omfattende samlinger af etnografisk og zoologisk materiale til henholdsvis Nationalmuseet og Zoologisk museum. Hans fortjeneste af Geografisk selskab og dets bibliotek har også været betydelig, og det var på hans forslag at der ved geografkongressen i Rom blev oprettet en verdensunion af geografiske selskaber.