Dansk Biografisk Leksikon

Axel Jessen

Verificeret
Artiklens indhold er godkendt af redaktionen.

Axel Jessen, Axel Hans Jessen,  30.8.1868-27.7.1952, geolog. Født i Kbh. (Trin.), død i Gentofte, begravet i Lyngby (Mariebjerg kgd.). J. havde tilnavnet den fine J., hvilket skyldtes hans altid ulastelige påklædning selv efter længere varende undersøgelser i grus-, ler- og mergelgrave, men også hans altid beskedne og korrekte optræden. J. besøgte mange ler-, grus- og mergelgrave og foretog mange håndborsundersøgelser, for han var ligesom V. Milthers i hele sin videnskabelige karriere karterende geolog, hvilket også giver sig udtryk i at han har lagt navn til otte af 24 hidtil udgivne kortbladsbeskrivelser i DGUs (Danmarks geologiske'undersøgelse) I. række, foruden til regionaloversigten Vendsyssels Geologi (DGU 5.r. II, 1918, 2. udg. 1936) og det geologiske skolekort over Sønderjylland (1935). – J. blev cand.polyt. 1890, men tiltrådte allerede 1889 en stilling som sommerassistent ved det nyoprettede Danmarks geologiske undersøgelse og var siden knyttet til denne institution som assistent 1889–97 og som statsgeolog 1897–1938. I kortere tid var han desuden i den første periode knyttet til henholdsvis De danske Sukkerfabrikker og Mineralogisk museum (nu Geologisk museum). Det var først og fremmest Jyllands geologi J. beskæftigede sig med, og det var også her han udførte sine detaljerede undersøgelser og udredninger, fx grundlæggende arbejder over Vendsyssels glaciale, senglaciale og postglaciale stratigrafi med tilhørende genese og terrænformer, specielt sen- og postglaciale strandlinjer. I forlængelse af dette beskæftigede J. sig detaljeret med niveauforandringer i Danmark, specielt kvartærtidens. Skønt hans opfattelse af at Ribemarskens dannelse var betinget af en landhævning, ikke holdt, var hans beskrivelse den første og grundlæggende geologiske. Isens udbredelse under sidste nedisning i Midt- og Vestjylland bidrog han til at klarlægge i et projekt vedrørende Brørup-mosernes aflejringsforhold som han samarbejdede med V. Madsen, V. Milthers og V. Nordmann om. J.s opfattelse at der ikke er moræne over moserne bekræftedes. Naturgassen i Vendsyssel mente J. havde sin oprindelse i de kvartære lag, hvilket Skærumhedeboringen 1905 bekræftede. J. var formand for Dansk geologisk forening 1910, 1919 og 1922 og medlem af Geografisk selskabs råd og udvalget for naturfredning i en årrække. J. har foretaget studie- og undersøgelses-rejser i Grønland, Island, Nord-Tyskland og Sverige specielt med henblik på glacialgeologi.

Familie

Forældre: fabrikant Wilhelm Carl Hanno J. (1838–1911) og Marie Rudolphine Giese (1839–1908). Gift 1. gang 22.10.1902 i Kbh. (Frederiks) med Petrea (Musse) Pedersen, født 24.11.1875 i Lemvig, død 18.4.1922 på Frbg., d. af murermester Steffen Christian P. (1818–94) og Ane Jensen (1832–1905). Gift 2. gang 15.5.1925 på Frbg. (b.v.) med Johanne Olsen, født 2.8.1886 i Nykøbing F., død 1.1.1976 i Nivå, d. af skomagermester Hans Christian O. (1851–1923) og Emilie Larsen (1851–1929).

Udnævnelser

R. 1928.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Sigurd Hansen i Medd. fra da. geol. foren. XII, 1953 309–14. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

 

Find bøger

   
   Find Lydbøger
hos Storytel
   Find bøger
bogpriser.dk
   Studiebøger
pensum.dk
   Læs e-bøger
hos Ready

 

Hvad er et tag? Tags er artiklens nøgleord. Artikler med et fælles tag findes ved at klikke på tagget. Når du er logget ind, kan du tilføje tags og dermed skabe sammenhænge.

Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon

Nyhedsbrev
Læs mere i øvrigt
naturfredning
se fredning og Naturbeskyttelsesloven . ...Artikel i Den Store Danske
detaljeret
(se detaljere ), omstændelig; udførlig; med alle en ...Artikel i Den Store Danske
Brørup
stationsby i Sydjylland; 4511 indb. (2013). Brør ...Artikel i Den Store Danske
V. Milthers
Vilhelm Milthers , 1865-1962, dansk kvartærg ...Artikel i Den Store Danske

Om artiklen

Oprindelig forfatter
EKr
18/07/2011
  • Læst 598 gange

© Gyldendal 2009-2014 - Powered by MindTouch Deki