Børge Fristrup, Børge Nicolai Fristrup, 15.4.1918-19.3.1985, glaciolog. Født i Kbh. F. blev student 1936 fra Gentofte statsskole og cand. mag. 1943 i naturhistorie og geografi. Efter en kortere periode (1943-44) som assistent ved Danmarks geologiske undersøgelsers brunkulsafdeling ansattes han som asssistent ved Kbh.s universitets geografiske laboratorium med tilknytning til Atlas over Danmark hvor han bearbejdede plante- og dyregeografiske udbredelseskort. 1948 blev han amanuensis samme sted, og 1963 udnævntes han til afdelingsleder og lektor ved geografisk institut. Hans undervisning her omfattede især Nordens og Grønlands geografi samt glaciologi. – F. deltog i den af Eigil Knuth og Ebbe Munck ledede første Peary Land ekspedition 1947-50 hvor han mest helligede sig klimatiske og glaciologiske observationer (Physical Geography of Peary Land, I: Meteorologicai Observations, i Meddelelser om Grønland, CXXVII: 4), og hermed var hans forskningsretning afstukket. På baggrund af talrige forskningsrejser til Grønland har han redegjort for de grønlandske gletscheres materialehusholdning og for de hermed forbundne klimasvingninger, bl.a. gennem studiet af fire udvalgte gletschere i årene 1956-58 hvormed Danmark bidrog til det internationale geofysiske år. Målingerne gentoges 1969 og 1970 under geografisk instituts ekspeditioner og under ledelse af F., og i 1970 planlagde og gennemførte han etableringen af en fast station ved Sermilik-fjorden på Angmagssalikøen. F. har som konsulent for Grønlandsministeriet og som forbindelsesofficer til den amerikanske Thulebase deltaget i det internationale arbejde om udforskningen af indlandsisen. Han var således formand for EGIG (Expedition glaciologique internationale du Groenlande) 1959-61 og har været Governor i AINA (Arctic Institute of North America) samt korresponderende medlem af CRREL (Cold Region Research and Engineering Laboratory), førhen S1PRE (Snow, Ice, and Permafrost Research Establishment), og Expeditions Polaires Francaises, Mission Paul-Emile Victor. I Danmark har han været medlem af bestyrelsen for Arktisk institut og i kommissionen for videnskabelige undersøgelser af Grønland.

F.s omfattende viden på det glaciologiske felt har resulteret i talrige bidrag i danske og internationale tidsskrifter, ligesom den har affødt mange populærvidenskabelige skrifter, kulminerende i Indlandsisen, 1963, der også foreligger i en engelsk udgave 77ie Greenland Ice Cap, 1966. Sammen med Adolf S. Jensen har F. skrevet Den arktiske klimaforandring og dens betydning, særlig for Grønland (Geografisk tidsskr. 1950). Fire andre væsentlige arbejder af F. er indeholdt i Physical Geography of Greenland (Folia Geographica Danica, IX, 1961), et resultat af det af F. ledede symposium i forbindelse med den internationale geografunions kongres i Kbh. 1960. En vigtig forskningsindsats er F.s Winderosion within the Arctic Deserts (Geografisk tidsskr. LI I, 1952/53) hvor han fokuserer på de arktiske ørkener der sammenlignes med Sahara. – F. har derudover gjort en væsentlig pædagogisk indsats gennem formidlingen af Grenlands geografi til det danske skolevæsen. – Hans Egede medaljen 1971. F.M.2. m. spænde 1952.

Familie

Forældre: overassistent i Kbh.s magistrat Hans Brodersen F. (1886-1961) og Ane Marie Rodvåld (født 1883). Gift l. gang 30.4,1942 i Kbh. med Aase Inge Rigmor Valentin Nielsen, født 28.3.1921 i Horsens, død 7.5.1944 i Herning, d. af skoleinspektør i Horsens Oluf N. (1894-1965) og Dagny Valentin (født 1898). Gift 2. gang 25.5.1948 i Odder med tegner Grete Augusta Kirstine Østerbye Nielsen, født 16.12.1913 i Odder, død 20.5.1995, d. af købmand Georg Frederik Julius N. (død 1943) og Maria Østerbye (død 1954). Ægteskabet opløst 1962. Gift 3. gang 15.4.1966 i Gentofte med sekretær Else Johanne Strøyberg, født 22.3.1916 i Kbh., d. af kontorchef, beregner, mag. sciént. Viggo S. (1870-1962) og Anna Louise Nielsen (1880-1970).

Ikonografi

Foto.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig