Aage Westenholz, 18.4.1859-23.12.1935, ingeniør. Født på Mattrup, død på Magleås, Høsterkøb, begravet i Hørsholm. W. blev 1884 cand.polyt. ved Polyteknisk læreanstalt og var derefter et års tid beskæftiget ved mindre arbejder i Danmark, såsom lollandske diger og kanalen fra Furesø til Klampenborg i forbindelse med fæstningsanlægget omkring Kbh. 1886 rejste han til Siam (Thailand) hvor han opholdt sig indtil han 1910 bosatte sig i Danmark. Straks efter sin ankomst til Bangkok blev han bestyrer af et teglværk nær byen og n.å. direktør (-1895) for Bangkoks sporveje hvis første linje åbnedes i sept. 1888. Disse sporveje, en enkeltsporet linje med vigespor i hovedgaden langs Menamfloden fra kongens palads til havnekvarteret, betjentes af små åbne sporvogne trukket af ponyer. På W.s initiativ ændredes dette nu til elektrisk drift. Det dristige forsøg, med et personale uden tekniske forudsætninger lykkedes; 1894 var elektrificeringen færdig, tre år før den første elektriske sporvogn kørte i Kbh., og længe før nogen anden by øst for Suez var nået så vidt. Jævnsides hermed var gået udviklingen af Bangkoks forsyning med elektrisk lys, påbegyndt allerede 1890. Både et engelsk og et amerikansk selskab havde forløftet sig på opgaven og det var først da L. A. de Richelieu og W. 1898 fik dannet det danske selskab Siam Electricity Co., Ltd. at denne virksomhed kom ind i faste former og efterhånden blev udbygget til et betydeligt omfang. W. var administrerende direktør for dette selskab 1898-1910 og var 1903-26 desuden formand for selskabets bestyrelse. 1908 overtog Siam Electricity Co. administrationen af et siamesisk sporvejsselskab som var grundlagt 1905 af personer der stod hoffet nær og fortsatte hermed til der 1927 blev dannet et nyt siamesisk selskab, Siam Electric Corp., Ltd. med en kapital på 22 mio. baht (tikaler) der overtog både Siam Eletricity Co.s og Siamese Tramway Co.s forretninger. I dette selskab var W. æresformand for bestyrelsen fra dets stiftelse til sin død. Selskabet, nu Thai Electric Corp., blev 1.1.1950 overtaget af staten og sporvejslinjerne nedlagt i begyndelsen af 1960'erne. W. valgte sine medarbejdere efter kvalitetsskøn men under lige forhold foretrak han landsmænd, og adskillige danske ingeniører, maskinmestre og forretningsmænd har i årenes løb fundet godt lønnet og udviklende beskæftigelse i W.s selskaber.
W. meldte sig som frivillig i kampene mellem Frankrig og Siam 1893 og deltog aktivt i træfningen ved Paknam. Han blev bagefter udnævnt til kaptajn i den siamesiske sømineafdeling. – W. medvirkede til grundlæggelsen af flere andre danske virksomheder i Siam, fx Menam Motor Boat Co. der drev motorbådstrafik på floderne i Bangkoks omegn, og Siam Cement Co., Ltd. der blev en meget stor virksomhed og producerede størstedelen af Siams forbrug af cement; fabrikken var udelukkende forsynet med danske maskiner og beskæftigede flere danske ingeniører og andre. 1906 stiftede W. Jendarata Rubber Co. der dyrkede gummi på en plantage i Malaystaterne og som 1917 blev sammensluttet med nogle kokosplantageselskaber, også stiftet af W., under navnet United Plantations Ltd. hvori W. var formand for bestyrelsen til sin død. United Plantations Ltd. (1982 overtaget af den malayiske stat) havde store arealer med gummi, kokospalmer og oliepalmer. Endelig stiftede W. 1913 sammen med søsteren Ingeborg Dinesen en kaffeplantage, Karen Coffee Co., Ltd. nær Nairobi i Kenya i det daværende Britisk Østafrika der i mange år blev bestyret af Karen Blixen. W.s niece og som W. langmodigt medvirkede til at finansiere gennem en årrække.
W. deltog stærkt i den danske forsvarsdebat forud for vedtagelsen af forsvarsloven 1909 og agiterede for uddannelse af frivilligt mandskab til opstilling i motoriserede og rekylgeværbevæbnede støtteenheder. Selv oprettede han som et konkret eksempel på sine ideer 1908 et sådant korps på ca. 150 mand, kaldet Korps Westenholz. Det blev anerkendt af krigsministeriet og deltog i en række øvelser i forbindelse med sikringsstyrelsen. W. afholdt selv alle udgifter i forbindelse med korpset der blev ophævet 1919. W. udgav 1910 den meget udbredte pjece Forsvar og Folkesjæl, ligesom han fra 1910 sad i styrelsen for centralkomiteen for de frivillige korps. 1915-16 ledede han Frederiksberg spejderkorps, de såkaldte "forsvarsspejdere", et forsøg på at plante forsvarstanken i spejderbevægelsen. 1918-19 var W. primus motor i dannelsen af en frivillig dansk styrke der skulle sendes til Estland og på lige fod med andre hvidgardistgrupper bekæmpe bolsjevikkerne. I den socialdemokratiske og radikale presse blev W. kritiseret for dette initiativ. – W. var en særpræget personlighed og en dybt fædrelandssindet mand hvis virksomhed i udlandet skabte respekt om dansk initiativ og dygtighed.
Forældre: etatsråd, godsejer Regnar W. (1815-66) og Mary L. Hansen (1832-1915). Gift 22.9.1903 i Hørsholm med Ellen Margrethe Grut, født 26.4.1875 på Gammalstorp, Tun sg., Vastergotland, død 13.3.1951 i Virum, d. af godsejer, løjtnant William Walter Hansen G. (1840-1902) og Valborg Heilmann (1850-1924). – Bror til Mary (B.) W. og R. A. W.
R. 1901.
Foto. – Monument på graven rejst af Danmarks frivillige korps 1936.
Walter Christinas: Et år i Siam, 1894. Samme i Gads da. mag. II, 1907-08 187-94. Vore frivillige korps, red. H. A. Hanson, 1913 8-11. Festskr. til korps Westenholz' 10-årige beståen 1908-18, red. K. A. Wieth-Knudsen, 1918. V. J. von Holstein Rathlou: De danske frivillige korps, 1930 87-94. Berl. tid. 26.12.1935, 28.12. og 29.12. s.å. Fr. v. Jessen i Dagens nyheder 26.12. s.å. A. N. Hvidt sst. 22.2.1958. The Bangkok times 27.12.1935. Anders Westenholz: Kraftens horn, 1982 især 18-49 (heri brevveksl, med Karen Blixen). – Levnedsberetning i ordenskapitlet.
| Find Lydbøger hos Storytel | Find bøger på bogpriser.dk | Studiebøger på pensum.dk | E-bøger hos g.dk | ||||
Denne artikel stammer fra Dansk Biografisk Leksikon
© Gyldendal 2009-2013 - Powered by MindTouch Deki