Alex. Foss, Einar Alexander Foss, 1.10.1858-24.11.1925, ingeniør, industridrivende, politiker. Født i Viborg, død på Høvildgård, Tem sg., Århus amt, begravet i Kbh. (Vestre). F. blev student 1876 og cand.polyt. 1882. Efter forskellige korterevarende ansættelser blev han 1885 knyttet til F. L. Smidths ingeniørfirma og indtrådte 1887 som medejer af firmaet. Sammen med F. L. Smidth og den tredje kompagnon ingeniør Poul Larsen var F. med til at gøre F. L. Smidth & Co. til en verdensomfattende virksomhed med cementproduktion og maskinfabrikation som de vigtigste arbejdsområder. Virksomhedens udvikling førte F. ind i organisationsarbejde. 1903-12 var han formand for Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København, fra 1904 også for den landsdækkende jernindustrielle organisation og spillede herigennem en betydelig rolle for arbejdsgiverarbejdet. 1911-21 var F. formand for Industrirådet. Under 1. verdenskrig blev F. inddraget i arbejdet på at sikre Danmarks vareforsyning. Han var medlem af den overordentlige kommission 1914-18, formand for erhvervenes fællesudvalg 1917-19 og deltog i adskillige forhandlinger med de krigsførende lande. Arbejdet indenfor organisationerne førte F. over i politik. Han var medlem af folketinget 1915-18 og af landstinget 1918-20 (kons.). F. udførte et kolossalt arbejde, men måtte på grund af sygdom 1920 indstille sit offentlige arbejde og trak sig gradvis ud af sine mange hverv.

F. flyttede efter sin fars død 1862 til København og voksede op her, nært knyttet til sin morfar, etatsråd Peter Kornerups, hjem. 1876-80 underviste han på Hauchs latin- og realskole og finansierede derved for en stor del sine studier selv. 1882-83 aftjente F. sin værnepligt (blev 1887 sekondløjtnant), var derefter en kort tid i tømrerlære og fik 1884 til opgave at anlægge og bestyre en kakkelfabrik på Hakkemose Teglværk. Erfaringerne herfra kom F. til gode da han okt. 1885 indtrådte i F. L. Smidths ingeniørfirma. Det var på det tidspunkt – tre år efter starten – endnu et lille firma som beskæftigede sig med projektering og rådgivende ingeniørvirksomhed specielt vedr. mølleri- og teglværksanlæg. Det var firmaets politik fra starten at tilvejebringe et bredt afsætningsgrundlag, og F.s opgave i de første år var at etablere en kundekreds i udlandet. Det lykkedes ved langvarige rejser, først i Sverige og Norge, senere i en række andre europæiske lande. Disse udenlandske kontakter blev fra 1890erne fulgt op ved, at firmaet oprettede kontorer i England, Frankrig, Rusland og USA. Samtidig påbegyndte firmaet en indenlandsk produktion af cement, og det lykkedes i løbet af en årrække at erhverve en monopolstilling på det danske marked, samtidig med at Danmark der før 1890 havde importeret langt størstedelen af sin cement nu blev cementeksporterende. På grundlag af de praktiske erfaringer fra cementfabrikationen gik F. L. Smidth & Co. 1898 gennem anlæg af en stor maskinfabrik ved Valby over til ikke længere blot at projektere anlæg til cementfabrikation, men nu også selv at producere dem. Det var således lykkedes på forholdsvis få år at opbygge en meget betydelig virksomhed. Bag dette resultat stod bl.a. det gode samarbejde mellem virksomhedens ledere. 1887 var Poul Larsen og F. blevet optaget som medejere af firmaet, og de fortsatte alene efter F. L. Smidths død 1899. Virksomheden blev drevet efter faste principper, og F. pegede selv på det omhyggelige valg og uddannelse af medarbejdere som et af de vigtigste.

Den position F. havde vundet gennem arbejdet i F. L. Smidth & Co. førte ham i stigende grad over i organisationsmæssigt og politisk arbejde, indtil han i krigsårene blev næsten helt optaget af varetagelsen af sine tillidshverv. Efter sin sygdom jan. 1920 frigjorde F. sig for de fleste af disse, men han genvandt ikke sine kræfter og trak sig ud af ledelsen af F. L. Smidth & Co. med udgangen af 1923.

Allerede i sin studietid blev F. engageret i foreningsarbejde. 1879-82 sad han i bestyrelsen for Akademisk skytteforening, 1882-83 var han formand for Polyteknisk forening. Senere var han med til at stifte Ingeniørforeningen og sad 1892-1901 i dens bestyrelse og var 1904-07 formand for foreningen. Sin største indsats indenfor organisationslivet ydede F. dog i Arbejdsgiverforeningen, 1903-12, og som formand for Industrirådet, 1911-21. Det var via jernindustrien (F. L. Smidths maskinfabrik i Valby) at F. kom ind i arbejdsgiverarbejdet. Han blev 1903 formand for Foreningen af fabrikanter i jernindustrien i København og året efter formand for den landsdækkende organisation, Sammenslutningen af arbejdsgivere indenfor jern- og metalindustrien i Danmark. F. repræsenterede således den egentlige industri indenfor Arbejdsgiverforeningen og stod derved i et vist modsætningsforhold til håndværkerne. Det lykkedes de industridrivende i den periode hvor F. stod i spidsen for jernindustrien at sikre sig en betydeligt forøget indflydelse indenfor Arbejdsgiverforeningen på håndværkernes bekostning, uden at det kom til et brud med dem. 1906 oprettedes en særlig organisation, Industrifagene, der samlede alle industridrivende indenfor Arbejdsgiverforeningen. F. var medlem af dens bestyrelse og blev 1907 ligeledes medlem af Arbejdsgiverforeningens hovedbestyrelse, da de industridrivende fik øget deres repræsentation der. Til gengæld arbejdede F. for at lade en håndværksmester (Kaspar Rostrup) overtage hvervet som formand for Arbejdsgiverforeningen for at sikre en balance mellem de to grupper. F. arbejdede her udfra sin ofte udtalte grundsætning at al kærlighed grundes på respekt, og det lykkedes ham i høj grad at vinde respekt og anerkendelse både blandt meningsfæller og modstandere. I forholdet til arbejderne stod F. på en stejl linje. Han brugte det franske udtryk "qui s'excuse, s'accuse" (ved at undskylde sig, anklager man sig selv) og sagde, at ville man være arbejdsgiver, måtte man også være stillingen bekendt. Han indskærpede betydningen af forud for en forhandling at gøre sig sit standpunkt klart og derpå stå fast. Ved overenskomstforhandlingerne stod F. der var indehaver af en eksportorienteret virksomhed, på et langt mindre imødekommende standpunkt overfor arbejderne end håndværksmestrene. F. var medlem af det fællesudvalg af arbejdere og arbejdsgivere som 1910 fastlagde rammerne for en forligsmandsinstitution og den permanente voldgiftsret (den nuværende arbejdsret).

F. trak sig 1912 tilbage fra sine tillidshverv indenfor Arbejdsgiverforeningen og deres underorganisationer og koncentrerede herefter sit organisatoriske arbejde om Industrirådet hvor han 1911 havde afløst H. P. Prior som formand. Industrirådet var på det tidspunkt en ny organisation, stiftet 1910, og det sene tidspunkt hang sammen med at industriens samfundsøkonom. -ske betydning længe havde stået i skyggen af de øvrige erhverv. Det var derfor en vigtig opgave for Industrirådet at være med til at skabe en industriel opinion her i landet, og hertil ydede F. et vigtigt bidrag. Klarest udtrykte han sit synspunkt i et foredrag Danmark som Industriland, 1912. F. gik her imod den dengang dominerende opfattelse af, at Danmark kun havde muligheder som et landbrugsland og pegede på, at industrien på lidt længere sigt ville blive det bærende erhverv. Med udbruddet af 1. verdenskrig voksede opgaverne for både Industrirådet og F. Straks ved krigens begyndelse blev F. udpeget som medlem af den overordentlige kommission, og han havde sæde der indtil han trak sig tilbage 1918. F. var i stigende grad blevet utilfreds med kommissionens arbejde som han fandt havde forskubbet sig i krigens løb fra vareforsyning til prisregulering. Det var vareforsyningen der havde F.s interesse, og her udførte han i krigsårene et kæmpearbejde, både indenfor Industrirådet i dets mange nævn og udvalg og som repræsentant for Danmark ved forhandlinger om handelsoverenskomster med de krigsførende lande. Da vilkårene for alvor skærpedes, blev F. formand for det nyoprettede Erhvervenes fællesudvalg, 1917-19 og havde her til opgave at koordinere det samlede erhvervslivs positioner, så udlandet ikke kunne spille de danske erhverv ud mod hinanden. Samtidig gjorde F. et stort arbejde for at forøge den skandinaviske vareudveksling, så de nordiske lande i størst mulig udstrækning kunne kompensere hinanden for de vanskeligheder som den svigtende varetilførsel medførte. Det var en kolossal indsats F. gjorde i disse år, og han løste sine opgaver på en måde der skabte udbredt tillid og respekt om hans navn. Et synligt udtryk for sine kollegers hengivenhed fik han ved en stor fest der holdtes på Københavns rådhus april 1919 til hans ære, og hvor han fik overrakt et stort beløb til et industrifond der var stiftet i hans navn. 1939 afsløredes foran Industrirådets bygning et mindesmærke for F. udført af billedhuggeren Johs. Bjerg.

Arbejdet indenfor Industrirådet og de mange opgaver som krigen skabte førte F. ind i politik. F. havde tidligere 1903-07 været medlem af Københavns borgerrepræsentation og havde 1912-13 ved et offentligt møde protesteret mod regeringens forslag til grundlovsændring, men havde i øvrigt ikke deltaget i partipolitisk arbejde, og det var med store betænkeligheder af F. 1915 sagde ja til at lade sig opstille til folketinget, dels fordi hans tid i forvejen var stærkt beslaglagt, dels fordi han med hele sin autokratiske indstilling stod fjernt fra parlamentarisk arbejde. F. accepterede dog opstillingen af hensyn til samspillet mellem organisationsmagt og lovgivningsmagt og opfattede sit politiske arbejde som en naturlig forlængelse af sit arbejde indenfor Industrirådet. Han blev valgt ved et suppleringsvalg dec. 1915 som kandidat for det konservative folkeparti. Frem til valget april 1918 sad F. i den kun syv mand store konservative folketingsgruppe, og han måtte således påtage sig mange ordførerskaber. Han overvejede at trække sig helt ud af politik, men søgte i stedet over i landstinget og havde sæde der 1918-20. F. arbejdede med reguleringspolitiske og trafikpolitiske spørgsmål, men interesserede sig især for udenrigspolitiske og nationale spørgsmål. Han engagerede sig i kampagnen mod salget af De vestindiske øer, arbejdede for at bevare Island som en del af Danmark og blev partiets ordfører i det sønderjyske spørgsmål. Han deltog som partiets repræsentant i rigsdagsdelegationens rejse til fredskonferencen i Paris marts 1919. Partiet var meget delt i det sønderjyske spørgsmål, men F. fik efterhånden samlet det omkring et Flensborgstandpunkt. F. tog ivrigt del i presset mod regeringen Zahle 1919-20. Han udgav 1919 en pjece Udenrigsminister Scavenius og Genforeningen hvori han opfordrede Erik Scavenius til at gå af og rettede senere en opfordring til Chr. X om at afskedige ministeriet og udskrive valg. Pjecen udgav F. anonymt, fordi han ikke talte på partiets vegne og derfor ikke ville binde det. F. hørte til partiets højrefløj og stod i skarpt modsætningsforhold til venstrefløjen ledet af redaktør Asger Karstensen og prof. L. V. Birck. Der var tale om et dybtgående ideologisk modsætningsforhold som konkretiseredes i en uenighed omkring et forslag til monopollovgivning, den såkaldte trustlov. F. opfattede forslaget som begyndelsen til en permanent statskontrol med erhvervslivet og gik derfor skarpt imod det. Under det interne partiopgør omkring dette spørgsmål arbejdede F. på af skaffe sig støtte i pressen. Han havde længe været utilfreds med pressens dækning af industripolitiske spørgsmål og havde jan. 1918 overtaget aktiemajoriteten i dagbladet København og fået magister Harald Nielsen knyttet til redaktionen. Nu støttede han også oprettelsen og driften af et korrespondancebureau Riget som inden for den konservative presse skulle være modvægt mod Asger Karstensens bureau og slå til lyd for F.s synspunkter. Udfaldet af opgøret i det konservative folkeparti blev en sejr for F., idet hans to hovedmodstandere Karstensen og Birck måtte trække sig ud af partiet 1920. På det tidspunkt havde F. imidlertid også selv måttet trække sig tilbage. Som følge af lang tids overanstrengelse blev F. 24.1.1920 ramt af en hjerneblødning hvis følger han ikke overvandt helt og som satte punktum for hans aktive virke.

F. afviklede de fleste af sine mange hverv og trak sig tilbage til sit landsted Høvildgård ved Salten Langsø syd for Silkeborg. Her samlede han en del af sine taler og udgav dem i bogform 1920 under titlen I Krigsaarene 1914-1919. Samtidig dikterede han sine erindringer som blev udgivet 1972 af hans søn Erling F. og Poul Melgaard med titlen Memoirer fra 1. verdenskrig. F. fulgte interesseret med i den politiske og økonomiske udvikling, var optaget af forstmæssige og kulturhistoriske problemer og korresponderede med mange mennesker der søgte råd og bistand, men trådte ikke mere offentligt frem. Han døde på Høvildgård 24.11.1925. – F. blev ofte karakteriseret som en høvdingeskikkelse, og det er givet at det faldt ham naturligt at være den ledende og at han havde usædvanligt gode forudsætninger for at være det. F. besad en betydelig karakter-fasthed og selvdisciplin, var intelligent, resolut og havde en kolossal arbejdsevne. Han udstrålede i hele sin færd en myndighed og alvor som skabte respekt om ham hos hans modstandere og en hengivenhed og beundring hos venner og medarbejdere som han fik mange beviser på. F.s livssyn var nationalt farvet og konservativt, han ønskede en patriarkalsk samfundsstyring snarere end en demokratisk, han satte alle sine kræfter ind på at tjene sit land og sin stand, og i dette arbejde sled han sig op. F. påtog sig i tidens løb en række tillidshverv udover de allerede nævnte. Han var medlem af adskillige aktieselskabers bestyrelser, herunder bl.a. Ø.K.s, 1916-23, sad i Københavns havnebestyrelse 1913-20 og i Nationalbankens repræsentantskab 1913-16. F. var meget interesseret i den naturvidenskabelige forsknings praktiske anvendelighed, og det førte ham ind i Danmarks naturvidenskabelige samfund hvis præsident han var 1916-25. Han var medlem af bestyrelsen af Den internationale forening for materialprøvning 1896-1925 og arrangerede 1909 med stor dygtighed dens kongres i København. 1918 skænkede han Københavns by en statue af Ole Rømer. F.s interesse for udenrigspolitiske forhold førte ham 1906 ind i en kommission der skulle arbejde med en ændring af udenrigsministeriets forhold. 1919-24 var han medlem af traktatkommissionen. 1914-24 sad han i bestyrelsen for Danmarks amerikanske selskab. F. gjorde desuden et stort arbejde ved oprettelsen af Foreningen Norden 1919.

Familie

Forældre: exam.jur., landmåler, senere stiftslandinspektør Vilhelm Daniel Christian F. (1823-62) og Anny Cathinka Kornerup (1832-1909). Gift 1. gang 6.1.1891 i Kbh. (Holmens) med Frederikke Margrethe Schultz, født 9.8.1861 i Kbh. (Holmens), død 7.6.1922 på Høvildgård, d. af kaptajn, senere kontreadmiral og direktør i marineministeriet Johan Philip S. (1820-87) og Hansine (Sine) Haagen (1820-75). Gift 2. gang 12.1.1924 i Lyngby med Edda Marie Elisabeth Foss, f. Hostrup Schultz, født 25.2.1878 i Kbh. (Holmens), død 21.5.1955 sst., (gift 1. gang 1898 med vinhandler, grosserer Vilhelm Daniel Christian Foss, 1862-1914), d. af universitetsbogtrykker Frederik H. S. (1834-95) og Marie Ronckendorff (1842-1915). – Far til Einar F. og Erling F.

Udnævnelser

R. 1907. DM. 1913. K.2 1919. K.1 1920.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. "Industriens Mænd", 1904 (Fr.borg). Tegn. af Otto Bache (sst.) og mal. af samme, 1908 (Ingeniørforen., Kbh.). Mal. af L. Tuxen, 1912 (F. L. Smidth), af Knud Larsen, 1913 (Fr.borg), gentagelser (Foren, af fabr. i jernind. i Kbh.; Arbejdsgiverforen. 1923), kopi af Daniel Hvidt (folketinget). Afbildet på mal. af Knud Larsen, 1916. Buste af L. Brandstrup, 1921 (Industrirådet; Kbh.s rådhus 1927, Ingeniørforen.), relief af samme. Mal. af Aug. Tørsleff, 1955 (F. L. Smidth). Foto. – Mindestøtte af Johs. Bjerg, 1939, på H. C. Andersens boulevard, Kbh. Medalje af Gunnar Jensen, 1929, efter L. Brandstrups relief.

Bibliografi

A. F.: Memoirer fra 1.verdenskrig, 1972. – Th. Hauch-Fausbøll og H. R. Hiort-Lorenzen: Danske patriciske slægter II–III, 1911-15. Alb. Fabritius: Slægterne bag Titan, 1957. Poul Larsen m.fl. i Ingeniøren, 1907 63-72. Dansk industriberetn. 1915-18, X-XIII, 1921. Sst. 1919-20 XIV-XV, 1923. Fredrik Böök i Berl.tid. 24.3.1921. K. Rüsager: F. L. Smidth & co. 1882-1922, 1921. P. Drachmann: F. L. Smidth & co. 1922-1932, 1932. G. E. Hartz m.fl. i Ingeniøren XXXIV, 1925 573-84. J. T. Lundbye m.fl. i Polytekn. t., 1925 241-45. Harald Nielsen: Mænd og deres gerning, 1929 139-66. Povl Vinding: Dansk teknik gennem 100 år, 1939 127-48. Asger Karstensen: Et liv i politik, 1940. Erling Foss i Min far, udg. Poul Borchsenius, 1948 85-89. Jørgen Hatting: Fra Piper til Christmas Møller, 1966 – Det konservative folkepartis hist. I. Tage Kaarsted: Påskekrisen 1920, 1968. Samme: Storbritannien og Danm. 1914-20, 1974. Jørgen Fink i Historie n.r.XII, 1977 47-70. – Papirer i Rigsark. Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig