Anders N. Neergaard, Anders Nikolaj Neergaard Andersen, 7.8.1900-8.1.1971, ingeniør. Født i Struer, død i Skovshoved, urne på Frbg. (Solbjerg). Navnebevis til N. 28.9.1905. N. blev cand.polyt. 1923 og s.å. ingeniør hos farvefirmaet Sadolin og Holmblad. 1931-43 var han chef for firmaets videnskabelige og tekniske centrallaboratorium, i hvilken egenskab han 1934-35 projekterede og anlagde Kemisk Værk Køge – en dristig, velforberedt og succesfuldt gennemført plan der har givet senere kemikere værdifuld erfaring og været til belæring for talrige studerende fra den daværende Polyteknisk læreanstalt. 1940 blev han dr.techn. på afhandlingen Undersøgelser over Farvelakker af uorganiske Syrer. Tre år senere, 1943, blev N. administrerende og teknisk direktør for A/S Toms Chokolade. Råvaremangelen var på dette tidspunkt – midt under anden verdenskrig – udtalt; men det lykkedes N. med stor fantasi og dygtighed at finde nye produkter der blev markedsført med held til længe efter krigen. Efter 1945 gik udviklingen stærkt for Toms. Udvidelser og moderniseringer af fabriksanlæggene blev nødvendige for at klare konkurrencen fra udlandet, og i midten af 50erne indså N. at der måtte opføres en helt ny fabrik. 21 ½ha land blev erhvervet i Ballerup, hvortil arkitekt Arne Jacobsen tegnede et kompleks der dengang blev betegnet som verdens mest moderne inden for chokoladeindustrien, indviet 1961. Anlægget var stort, men allerede 1966 kom den første udvidelse, og i begyndelsen af 1970 påbegyndtes endnu en. N., der også var en fremragende maskinkonstruktør, konstruerede selv en del af maskinerne, således allerede 1949 den der lavede de kendte "skildpadder". Et par af maskinerne blev patenteret og solgt til udlandet, bl.a. til det fornemme schweiziske firma Lindt. Efter sin afgang 1970 fortsatte N. i Toms bestyrelse, hvortil han var blevet valgt 1961.

Sin banebrydende industrielle indsats supplerede N. med en række tillidshverv. 1946-70 var han formand for Foreningen af danske chokolade- og sukkervarefabrikanter samt for Brancheforeningen for danske sukkervare-, marcipan- og chokoladefabrikker. 1951 blev han medlem af Industrirådet og sad i rådets bestyrelse 1954-69. Endvidere var han medlem af Dansk arbejdsgiverforenings hovedbestyrelse fra 1955, af sammes forretningsudvalg 1957-64 og af forretningsudvalget for industrifagene fra 1955, formand 1956-63. I 1958 blev han medlem af repræsentantskabet for Danmarks ingeniørakademi, af planlægningsudvalget for Polyteknisk læreanstalt og formand for teknikerkommissionen.

1960-68 var han formand for det teknisk-videnskabelige forskningsråd, 1967-70 formand for Statens lånefond for erhvervsforskning og 1970 for afløseren, Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling, fra 1959 medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber. – N. var en af dansk industris store personligheder i nyere tid -videnskabeligt skolet, ingeniørmæssigt tænkende og samfundsbevidst. Det gav resultater i form af industrielt pionerarbejde, rationalisering af uddannelsessystemet, statsstøtte til forskningen osv. med bedring af kemikernes arbejdsvilkår og industriens konkurrenceevne til følge.

Familie

Forældre: farvehandler Christen N. Andersen (1870-1930) og Anna Cathrine Nissen Arent (1874-1959). Gift 13.11.1926 med maler Ingeborg Høltzermann, født 27.8.1898 i Gentofte, død 26.1.1978 på Skt. Lukasstift., Hellerup, d. af grosserer Conrad Alexander Fridrichsen (1855-1923) og Ida Minna Dorthea Høltzermann (1867-1948).

Udnævnelser

R. 1957. R.1 1965.

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Børsen 6.8.1950; sst. 31.1.1968 (interview). Berl.tid. 9.1.1971. Ahrend Larsen i Dansk kemi LU, 1971 nr. 2 21. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig