Edouard Suenson

Edouard Suenson,  27.10.1877-5.11.1958, ingeniør, betontekniker. Født i Kbh. (Holmens), død på Frbg. (Godthåbs), begravet sst. S. blev student 1896 fra Borgerdydskolen i Kbh. og 1902 cand.polyt. som bygningsingeniør. Straks efter eksamen begyndte han at videreføre sine studier i udlandet, først i det da ret nye fag materialundersøgelse hos den tids førende forsker, professor Bach ved den tekniske højskole i Stuttgart, til hvem han var blevet introduceret af H. I. Hannover. Året efter blev han assistent i faget hos professor Föppl ved den tekniske højskole i München. 1904 vendte han tilbage og åbnede en rådgivende ingeniørforretning i Kbh. med jernbeton som speciale, og samme år ansattes han som docent i materiallære ved Polyteknisk læreanstalt. Fra 1910 underviste han tillige i jernbetonkonstruktioner, og efter stillingens omdannelse 1916 fortsatte han som professor i materiallære og jernbetonteknik, til han 1947 faldt for aldersgrænsen. Kort efter sin ansættelse begyndte han opbygningen af et materialprøvningslaboratorium og et laboratorium for byggeteknik og gennem sin materialforskning her, der ofte blev inspireret af hans praktiske erfaringer som rådgivende ingeniør inden for byggeindustrien, blev han landets førende forsker inden for sit felt. Inden for faget udfoldede han en betydelig litterær virksomhed. I danske og udenlandske fagtidsskrifter offentliggjorde han gennem årene flere hundrede afhandlinger, i første række eksperimentelle og teoretiske undersøgelser vedrørende jernbeton, men også en lang række artikler om de forskellige materialers (metaller, træ, sten, glas) egenskaber, om brandsikkerhed, varme- og lydisolering m.m. I forbindelse med sin undervisning, som han som den første i faget måtte opbygge helt fra grunden, skrev han endvidere en samling af lærebøger der er blevet stærkt værdsat af flere generationer af ingeniører for en næsten fantastisk grundighed og pålidelighed. Som rådgivende ingeniør forestod S. desuden – især i den første fjerdedel af århundredet – jernbetonkonstruktionerne ved opførelsen af en række større bygningsværker i Kbh. (Det ny teater. Rigsarkivet, Studenterforeningen, Christiansborg slot, H. C. Ørstedværket m.fl.). Med sin førende position inden for sit fagområde var S. selsk reven til som sagkyndig at indtræde i en lang række nævn, kommissioner og udvalg. Blandt hans offentlige tillidshverv hørte medlemskabet i meterudvalget (1907–14), i bestyrelsesrådet for statsprøveanstalten (1909–32) og statens materialprøveråd (1936–55), samt i vejkomiteen (1928–50). 1913 var han medstifter af Dansk studiefond i hvis forretningsudvalg han indtrådte 1917 (formand 1934–40), ligesom han 1933–55 sad i bestyrelsen for Foreningen socialt boligbyggeri. Han tog initiativ til oprettelsen af Dansk materialprøvningsforbund (formand 1928–48) og udøvede inden for Dansk ingeniørforening i dennes mange faglige udvalg en grundlæggende indsats vedr. etablering af standarder og normer. 1937 blev han medlem af det nyoprettede Akademi for de tekniske videnskaber. Internationalt vandt han betydelig anerkendelse for sin opbygning af materialprøvelaboratoriet og gennem sin litterære virksomhed, og han var 1931–37 præsident for Internationalt materialprøvnmgsforbunds B-gruppe. – S.s faglitterære produktion omfatter bl.a. Jaernbeton, 1907 (4. udg. 1931), Byggematerialier, 1911 (senere udg. i fire bind), Beionveje, 1924 (sammen med S. Ellert), Natursten. 1942, Betontekniske Fagudtryk, 1954.