Harald V. Rygner, Harald Vestergaard Rygner, 9.11.1878-4.4.1965, ingeniør. Født i Kbh. (Frue), død i Odense, begravet Sorgenfri kgd. R. blev student 1897 fra Metropolitanskolen og 1902 cand. polyt, som bygningsingeniør. Efter eksamen fik han ansættelse ved Kbh.s vandforsyning, n.å. blev han ingeniør ved anlægget af Lyngby-Taarbæk kommunes vandværk. 1904 fik han ansættelse som kommuneingeniør og bygningsinspektør i Lyngby-Taarbæk og Søllerød kommuner; fra 1907 ophørte dette fællesskab således at han alene var ansat i Lyngby-Taarbæk kommune. Fra 1917 til 1948 var R. stadsingeniør i Odense. I dette tidsrum voksede byens indbyggertal til mere end det dobbelte (fra 45 000 til 97 000 indbyggere), og byens tekniske udvikling prægedes i denne periode stærkt af R.s indsats på det kommunaltekniske område. Han var en af pionererne inden for byplanlægningen og interesserede sig også stærkt for byplanens grønne områder som han søgte virkeliggjort ved såkaldte "friskluftskiler" der skulle fremme luftfornyelsen i byens midterste del. I hans embeds-tid fandt betydelige indlemmelser sted for hvilke han udarbejdede bebyggelsesplaner til dels efter nye principper. Han fik også udbygget færdsels-gader, vandforsyningsanlæg (indtil 1937 administreredes Odense vandværk af stadsingeniøren) og kloakanlæg.

R. var interesseret i alt nyt inden for sit fagområde, og han forstod at sammenfatte og bearbejde mange spredte oplysninger til en helhed til glæde for andre interesserede. Dette gælder i særlig grad byplanlægning og moderne vejproblemer. 1913 fik han præmie for besvarelsen ("støvfri veje") af den af Den tekniske forening stillede prisopgave om bekæmpelse af støv på landeveje. 1917 udgav han Fikspunkter i danske Byer, 1918 Statistiske Oplysninger om tekniske, hygiejniske sociale og økonomiske Forhold i danske Byer 1916, 1919 Bolignøden i danske Købstæder, 1922 Odense Kommunes Boligpolitik i Aarene 1915–22 og 1926 Udfaldsvejene i Odense. 1935 fik han præmie fra Foreningen til færdselssikkerhedens fremme for afhandlingen Farefri veje. 1911–20 var R. i redaktionen af Maanedsskrift for Sundhedspleje. Han var i mange år formand for Stads- og havneingeniørforeningen, og var initiativtageren ved oprettelsen af foreningens blad Stads- og Havneingeniøren som han redigerede i mange år helt til sin død. Med sin umådelige flid skrev han selv ofte det meste af bladets stof. -1917–34 var R. medlem af bestyrelsen for Dansk ingeniørforenings sektion for vej-, vand- og jernbanebygning, de sidste elleve år som formand. 1919–32 var han medlem af bestyrelsen for Fyns ingeniørforening, 1920–32 faglig medarbejder ved Dansk ingeniørforenings tidsskrift Ingeniøren. Fra 1921 til 1965 var han censor i vejbygningsfagene ved Polyteknisk læreanstalt og fra 1922 medlem af vejkomiteen. 1922–31 var han medlem af bestyrelsen for Fyns stifts læseforening. 1923–29 var han formand for Odense turistforening. Fra 1924 var han medlem af bestyrelsen for Odense musikforening, og i en lang periode var han foreningens formand. Fra 1930 var han medlem af Skt. Knuds sogns menighedsråd og af Odense købstads provstiudvalg. 1935– 36 var han præsident for Odense rotary klub. R. var også interesseret i slægtsforskning og var 1915 med til at udgive en stamtavle over slægten Ryge.

Familie

Forældre: bogholder, senere hovedbogholder i Kbh.s Handelsbank, justitsråd Axel Thorvald Christensen (1846–1930) og Astrid Frederikke Westergaard (1851–1936). Navneforandring 30.10.1915. Gift 1. gang 26.3.1906 i Kbh. (Holmens) med Martha Frederikke Martine Wienberg, født 4.12.1881 i Kbh. (Frue), død 20.11.1910 sst., d. af murermester Edvard Alfred W. (1845–95) og Martha Dorothea Catharina Milo (1851–1912). Gift 2. gang 30.8.1913 i Lyngby med Gudrun Dagmar Maria Jørgensen, født 10.3.1890 i Kgs. Lyngby, død 30.5.1970 i Odense, d. af proprietær, ejer af Lyngbygård Lars J. (1848–1924) og Else Sophie Jacobsen (1855–1934).

Udnævnelser

R. 1942.

Ikonografi

Tegn. af L. Kaganas, 1939. Tegn. 1948. Foto.

Bibliografi

H. V. Christensen: Stamtvl. over slægten Ryge, 1915 27. Studenterne fra 1897, 1926 15f. Axel Riis i Stads- og havneingeniøren XXXIII, 1942 28f. A. Grum-Schwensen sst. 1948 143f. Rich. Honoré i Ingeniørens ugebl. III, 1965 nr. 21 39. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig