Sigurd Smith, 10.5.1874-17.2.1936, ingeniør, teknolog. Født i Jordløse ved Svebølle, død i Charlottenlund, begravet i Ordrup. Efter endt skolegang og tre års læretid som smed i Vallekilde tog S. til Askov hvor han blev medarbejder ved Poul la Cours forsøgsmølle. Her begyndte S. samtidig at forberede sig til polyteknisk adgangseksamen som han tog 1893. Vinteren 1894 var han lærer ved Kolding tekniske skole, og 1895 ernærede han sig som maskinarbejder i Kolding. 1896 tog han første del af maskinisteksamen. 1900 blev han cand.polyt. som maskiningeniør. Umiddelbart efter eksamen fik han ansættelse ved Gothersgades elektricitetsværk i Kbh. og var beskæftiget ved udvidelsesarbejder, anlæg af nye værker m.m. 1905 blev han ansat ved A/S De forenede papirfabrikker hvor han 1910 blev overingeniør. 1911 og 1912 udgav S. på dansk og engelsk med støtte fra Carlsbergfondet og Elektroteknisk forening en bog om Søren Hjorth hvori han giver en fremstilling af dennes arbejder og dokumenterer at Hjorth er dynamoprincippets opfinder. Det dygtige arbejde S. her satte ind på at skaffe Hjorths arbejde den anerkendelse det havde krav på var en fortsættelse af den af englænderen Bolton 1879 foretagne påvisning af Hjorths fortjeneste, og det blev ikke uden betydning. 1920 blev S. dr.techn. på en værdifuld afhandling om heltøjshollænderen der kastede nyt lys over arbejdsprocessen i en af papirindustriens vigtigste arbejdsmaskiner; den udkom på tysk 1922 og på engelsk 1923. 1922 holdt S. foredrag i Royal Society of Arts i London om sit forskningsarbejde og modtog dette selskabs sølvmedalje. 1930 trak han sig tilbage fra sin stilling og blev ansat som papirfabrikkernes tekniske konsulent. Fra 1906 var han censor i teknologi ved Polyteknisk læreanstalt. 1934 udgav han sammen med H. I. Hannover en bog om papirfabrikation. 1923–28 var S. medlem af bestyrelsen for A/S Dansk Poseindustri i Lyngby og 1924–36 af bestyrelsen for A/S Schønbergs Papirvarefabrik i Kbh.

Familie

Forældre: lærer Hans Frederik Emil S. (1842–1917, gift 2. gang 1877 med Johanne Marie Helsted Andersen, 1846–1924) og Johanne Petrine Jensen (1845–76). Gift 1. gang 5.12.1901 i Jordløse med Jacobine Buch, født 21.6.1871 i Lejrskov, død 22.12.1928 i Kbh., d. af høker, senere stempelfabrikant i Kolding Hans Ditlevsen B. (1840–88) og Gertrud Jacobsen (1836–91). Gift 2. gang 30.3.1931 i Kbh. (Helligg.) med Gina Henrikka Haarvej, født 22.7.1871 ved Ålesund, død 7.6.1947 i Kbh., d. af eksportør Johannes H. (1835–1917) og Jensine Birgitte Pedersen (ca. 1840–91).

Bibliografi

Årbog for Kbh.s univ. 1902–03, 1904 740. – Cathrine Pedersen: Nogle medd. om lærerslægterne Rafn, Smith og Barsøe, 1900 10. Ingeniøren XLV, 1936 afd. IV 10.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig