Viggo Rothe

Viggo Rothe, 20.1.1814-10.5.1891, jernbanedirektør, polytekniker. Født på Fødselsstiftelsen (Frbg.), død i Kbh. (Matth.), begravet på Frbg. (Solbjerg). R. tilbragte sin første barndom på Lerchenfeld ved Kalundborg og Buderupholm mellem Ålborg og Hobro som faderen købte henholdsvis 1811 og 1821. 1824 kom han i huset hos sin ældste bror August der var lektor ved Sorø akademi, og her tog han studentereksamen 1832 og filosofikum 1834. Under opholdet i Sorø var R., dels under indflydelse af faderens breve og dels under påvirkning af gejstlige slægtninge i omegnen som han jævnlig besøgte, nærmest bestemt på at blive teolog. En åndelig gæring under den sidste del af Sorøopholdet førte ham imidlertid herfra og bragte ham til klarhed over at studiet af økonomiske og finansielle spørgsmål stemte bedst med hans tilbøjelighed. Da han i febr. 1834 kom tilbage fra Sorø til sine forældre på Frbg. henvendte han sig derfor bl.a. til H. C. Ørsted der var medlem af en kgl. kommission angående indretning af en såkaldt kameralistisk eksamen ved universitetet, omfattende statsøkonomiske, finansielle og juridiske fag. Ørsted rådede R. til at begynde studiet til polyteknisk eksamen idet den kameralistiske eksamen bl.a. også ville komme til at omfatte naturvidenskabelige fag. R. fulgte rådet skønt familien og særlig faderen betegnede det som galskab og en ødelæggelse af hans fremtid at foretrække dette for det juridiske studium. R. stod dog fast på sit og fik hurtigt en levende interesse for studiet af de anvendte naturvidenskaber.

1836 blev R. cand.polyt., og umiddelbart herefter foretog han, sammen med bl.a. J. G. Forchhammer og Japetus Steenstrup, en studierejse til Bornholm. Efter forskellige andre mindre indenlandske rejser for at studere fabrikanlæg og efter at have fortsat sine studier over teknologi og statsøkonomi blev han i efteråret ansat som volontør i generaltoldkammerets og kommercekollegiets industri- og fabrikkontor. Han havde også haft tilbud om at gå ind i praktisk industri, men han foretrak efter moden overvejelse kommercekollegiet hvor departementschefen, G. Garlieb i en lang årrække blev en trofast støtte for den unge polytekniker der som den første i kollegiet med den uddannelse blev betragtet med uvilje. Allerede samme vinter fik R. orlov for efter opfordring fra Ørsted at holde forelæsninger over fysik og kemi i Roskilde, arrangeret af Selskabet for naturlærens udbredelse. Da R. i foråret 1837 vendte tilbage fra Roskilde blev han ved Ørsteds indflydelse alumnus på Borchs kollegium. Han fortsatte sin studier jævnsides med sit arbejde i generaltoldkammeret der væsentlig bestod i bearbejdning af de tabellariske oversigter over de forskellige industrianlæg som årlig indsendtes til toldkammeret, og fuldstændiggørelse af dette ofte ret ufuldkomne materiale ad forskellige veje. 1839 udgav R. sit første større værk Agerdyrknings-Chemie eller om Agerjordens Bestanddele, deres Egenskaber og Indflydelse paa Vegetationen der blev den første danske fremstilling af det her da ganske ukendte fag. Vinteren 1837–38 var det overdraget R. sammen med en anden polytekniker på Polyteknisk læreanstalt at demonstrere princippet for H. C. Ørsteds elektriske telegraf for publikum, en række forevisninger der arrangeredes af Selskabet for naturlærens udbredelse. R.s arbejder i toldkammeret havde, selv om de fra visse sider betragtedes med mistro, vakt interesse nogle steder, bl.a. hos departementschefen, og denne foranledigede nu at R. kom til at arbejde i praksis nogle måneder på Den kgl. Porcelainsfabrik og fik to stipendier for i sommeren 1839 at studere de industrielle forhold i Slesvig og Holsten. Hans rapport om denne rejse der bl.a. omtalte jernstøberier og smeltning af indenlandsk myremalm ved hjælp af koks og tørv, teglværker, salinen og kalkbruddene i Oldesloe o.l., vakte interesse.

Okt. 1839 fik R. ansættelse i en ledig stilling som copiist ɔ: assistent i kanal-, havne- og fyrkontoret, som hørte under et andet departement end Garliebs. R. satte sig grundigt ind i tingene og blev hurtigt klar over at særlig fyrvæsenet var temmelig forældet. Han var bl.a. virksom for indførelsen af linsefyr, var først i Norge for at studere disses indretning og fordele og fik derefter overdraget at forestå anskaffelsen af de franske linseapparater. Efter at kanal- og fyrkontoret 1839 var blevet sammenlagt med fabriks- og industrikontoret ansattes R. 1841 som fuldmægtig her, og samme efterår tiltrådte han en større studierejse til udlandet, først over Stettin til Berlin. Han opholdt sig her fem måneder og var der jævnlig sammen med en koloni af danske der den nævnte vinter studerede her, bl.a. A. F. Krieger, Søren Kierkegaard, den senere stiftsprovst C. Rothe, kemikeren C. T. Barfoed o.fl.a. R. studerede statsøkonomi, industri- og fabrikanlæg, men kunne ikke helt undgå at blive påvirket af det teologisk-filosofiske røre der optog flere af de andre. Emner af denne art var R. tidligere kommet ind på ved på Borchs kollegium at omgås D. G. Monrad, med hvem han boede dør om dør, og at færdes i kredse hvortil mænd som J. P. Mynster, H. L. Martensen, J. N. Madvig og H. N. Clausen hørte. Efter opholdet i Berlin, under hvilket R. for første gang kørte med jernbane, og som gav ham et godt indblik i tyske industri- og toldforhold, fortsattes rejsen over Dresden, Leipzig, Chemnitz og Frankfurt til Paris. Også her fik R. gennem sine anbefalinger hjemmefra gode forbindelser og adgang til at gøre indgående studier. Han fik endvidere lejlighed til at rejse til Schweiz og besøgte på hjemvejen Holland og Belgien.

Efter sin hjemkomst sept.1842 genoptog R., afbrudt af en sygdomsperiode, sit arbejde og fremsatte nogle af sine ved studierne i udlandet erhvervede anskuelser i værket Danmarks industrielle Forhold I–II, 1843–45 der bl.a. omhandler spørgsmålet om afslutning af told- og handelstraktater med de øvrige nordiske lande idet R. i udlandet var blevet grebet af tanken om hvad det at tilhøre et stort samfund betyder i økonomisk henseende. 1844 var R. på studierejse i Sverige, og efter hjemkomsten herfra blev han 1845 chef for det kontor hvorunder han hidtil havde gjort tjeneste, og som behandlede alle sager vedrørende industri og fabrikvæsen foruden havne- og fyrvæsen. 1848 blev R. Søren Hjorths efterfølger som teknisk direktør for Det sjællandske Jernbaneselskab der på dette tidspunkt reorganiseredes på grund af økonomiske vanskeligheder; s.å. blev han konstitueret som kommitteret ved generaltoldkammerets sektion for toldsager vedrørende hertugdømmerne. Omtrent samtidig hermed tilbød kultusminister D. G. Monrad R., der havde udfoldet en ikke ringe litterær produktion og som 1848–49 havde holdt forelæsninger ved universitetet over Danmarks industri- og handelsstatistik, ansættelse som professor i statsøkonomi og statistik ved universitetet, et tilbud han dog ikke modtog fordi han anså sig bedre egnet til administrativ virksomhed, men han blev så medlem af den komité der skulle udarbejde plan for det i juli 1848 anordnede statsvidenskabelige kursus.

R.s nære forbindelse med martsministeriet -bl.a. var udenrigsminister F. M. Knuth hans svoger – førte til at han fik opfordring til at stille sig til valg til den grundlovgivende rigsdag. R. stillede sig i Ringsted, men blev ikke valgt. På dette tidspunkt tog R. i Fædrelandet til orde for Slesvigs deling i nogle artikler der vakte en del opsigt og modstand. Da novemberministeriet havde afløst martsministeriet blev en del af de ældre regeringskollegier ophævet, og det var nu indenrigsminister P. G. Bangs hensigt at ansætte R. som chef for et eget kontor hvorunder næringsvæsen og havnevæsen skulle høre. Imidlertid vakte det i juridiske kredse en storm at en ikke-jurist skulle forestå behandlingen af de under næringslovgivningen hørende sager som hidtil under danske kancelli kun var behandlet af jurister. Bang turde ikke over for denne modstand gennemføre R.s ansættelse, og R. tog da i vrede og bitterhed sin afsked fra statstjenesten fra nytår 1849. Der fulgte nu en i økonomisk henseende vanskelig tid, og R. søgte på forskellig måde at sikre sin eksistens. Han søgte, støttet af sin ven og skolekammerat, finansminister Wilh. Sponneck, to gange at komme ind ved toldvæsenet, men det mislykkedes, sidste gang på grund af arbejdet i rigsdagen hvori R. var blevet indvalgt som nationalliberal, i efteråret 1849 som folketingsmand for Kbh.s 4. valgkreds og blev genvalgt 1852 og efter opløsningen 1853. Ved valget efter opløsningen 1854 søgte han ikke genvalg. Han tog stærkt del i rigsdagens arbejde, også i den grundlæggende tilrettelæggelse af dette. 1850–51 og 1851–52 var han statsrevisor og det sidstnævnte år statsrevisionens formand. Han fik som sådan megen betydning for tilrettelæggelsen af dette nye arbejde. 1853–54 var R. medlem af finansudvalget og indbragte i samme samling et privat lovforslag om anlæg af en jernbane fra Kbh. til Helsingør som blev vedtaget men ikke kom til udførelse. Det var stigende optagethed på anden måde der fik R. til at forlade den politiske virksomhed, og det var i konsekvens heraf at han 1854 afslog at overtage redaktionen af et større konservativt dagblad som en kreds af godsejere tilbød ham.

Efter afskeden fra statstjenesten havde R. på forskellig måde søgt at komme i praktisk virksomhed. 1851 købte han, støttet af F. M. Knuth, sammen med sin jævnaldrende ven, cand.polyt. Johan Glahn kalkbrænderiet på Østerbro som de drev i fællesskab til 1855 hvor R. solgte sin andel til Glahn. Jævnsides med denne virksomhed havde R. spillet en ikke ubetydelig rolle i den 1838 under medvirkning af bl.a. Ørsted, Forchhammer og Garlieb stiftede Industriforening hvor han straks blev sekretær. 1840–54 var han medlem af bestyrelsen, 1847–48 formand, 1848–51 og 1852–54 næstformand. Gennem hele denne tid havde han endvidere jævnlig ud fra sin store viden om industrielle forhold holdt foredrag ved de ugentlige møder og været virksom ved organisering af udstillinger. Af komiteen vedrørende verdensudstillingen i London 1851 blev han af indenrigsministeriet valgt til medlem, og det skete jævnligt at ministeriet også på anden måde lagde beslag på R. med hensyn til erklæringer om tekniske og industrielle spørgsmål. 1849 udkastede R. i Industriforeningen tanken om en skole for unge håndværkere, det der senere er realiseret som Det tekniske selskabs skole, og 1850 var han, sammen med flere andre, virksom for tanken om en sammensmeltning af den militære højskole og Polyteknisk læreanstalt. Også i oprettelsen af et kursus for vej-, vand- og jernbanebyggere, de såkaldte civilingeniører, det sidstnævnte sted, som gennemførtes 1857 på initiativ bl.a. af Julius Thomsen, Adolph Steen og C. Carlsen, var R. interesseret. 1854 valgtes R. af Kbh.s kommunalbestyrelse til medlem af et udvalg, i øvrigt bestående af borgmester A. L. Casse og brygger J. C. Jacobsen, som skulle forestå udførelsen af de den gang approberede planer til bygning af vand- og gasværk i Kbh. og administrativ leder af udvalgets arbejde. R. tog med stor interesse fat på dette arbejde som han fulgte til anlæggenes fuldførelse 1858. 1858–62 var han medlem af borgerrepræsentationen.

Imidlertid var den virksomhed som teknisk direktør for Kbh.-Roskilde jernbanen som R. havde beholdt ved sin udtræden af statstjenesten vokset til et betydeligt større omfang end før fordi den ved loven af febr. 1852 vedtagne rentegaranti for den til banens fortsættelse til Korsør nødvendige kapital muliggjorde dette anlæg der var en nødvendighed for Det sjællandske jernbaneselskabs rentabilitet, og det var R., der blandt banens tre direktører blev udpeget til sammen med borgmester E. D. Ehlers og bankdirektør H. C. Hansen at udgøre bygningsbestyrelsen. R. udførte her et meget dygtigt arbejde og måtte ikke sjældent udjævne modsætningsforhold mellem den kontrollerende ingeniør, major Frederik Dreyer og de engelske entreprenørers overingeniør. Banen åbnedes for drift 27.4.1856, men allerede 1855 var selskabets forhold nyordnede, dels ved udvidelse af koncessionen og dels ved nye statutter, og aug.s.å. valgtes R. til selskabets administrerende direktør. Han tog straks fat på udarbejdelsen af reglementer for befordring, signalvæsen, takster samt lønningsbestemmelser og instrukser for alle tjenestemænd således at alt var klart på åbningsdagen. Fra dette tidspunkt indtrådte han i den stilling hvor hans indsats i særlig grad vil blive husket. R. arbejdede utrættelig på at udvikle og forbedre jernbanedriften, han var så at sige inde i alt vedrørende banens drift og færdedes tidligt og silde på stationer og værksteder og på banelinjen. Over for sikkerhedstjenesten var han meget årvågen, ikke mindst af den grund at han som ung i Paris på nært hold så en jernbaneulykke som han selv kun undgik at blive offer for fordi han ikke kunne få plads i et overfyldt tog. I hans lange tjenestetid som jernbanedirektør skete der ingen ulykker af betydning. Sit personales evner havde han et kyndigt blik for, og han viste sin omsorg for det bl.a. ved at stifte en pensionskasse. Også med publikum kom han til at stå sig godt. Han havde megen sans for ved en smidig takstpolitik at få lært publikum at bruge jernbanen, fx indførte han billige lystrejser og rabat på godstaksterne ved større forsendelser. I økonomisk henseende fik han efterhånden opnået så gode resultater at man kunne tænke på bygningen af nye sjællandske banelinjer. Efter Korsørbanen fulgte jernbanen til Klampenborg og Lyngby 1863, til Helsingør 1864, til Masnedsund 1870, til Kalundborg 1874 og til Frederikssund 1879. Fra 1.1.1880 overtog staten de sjællandske baner med R. som direktør, men da samtlige statsbaner 1.10.1885 forenedes i én administration trådte R. tilbage og gav plads for den første generaldirektør, den daværende direktør for de jysk-fynske statsbaner, ingeniørkaptajn Niels Holst. Siden den tid levede R. et stille privatliv i Kbh. – Justitsråd 1856. Etatsråd 1859. Konferensråd 1885.