Villars Lunn, Villars Knudsen Lunn, 11.10.1845-26.12.1921, ingeniør, landmand, politiker. Født på Dorthealyst ved Holbæk, død på Frbg., begravet sst. L. blev student 1864 fra Roskilde, studerede en tid polyteknik, var halvandet år tegner hos W. G. Armstrong i Elswick og studerede et halvt år jernbaneteknik ved selskabet North Eastern i Newcastle, bestyrede derefter et stenhuggeri på Malmön i Bohuslen og var 1872-75 ansat ved anlægget af den nordvestsjællandske jernbane. 1873-86 drev han Knabstrup Teglværk som forpagter og 1886-97 som ejer. Han ejede fra 1888 en række gårde, 1888-1910 Tornvedgård, 1898-1916 Aggersvold, begge ved Jyderup, 1916-19 Hegnsholt ved Fredensborg, 1907-10 Søgård i Nordslesvig. I politik tog han del på konservativ side, stillede sig ved talrige folketingsvalg mod K. L. Fogtmann i Holbæk og 1906 mod Kr. Pedersen i Svinninge, valgtes 1890 til landstinget i 2. kreds og genvalgtes, til han 1914 trak sig tilbage. Han beskæftigede sig i tinget især med jernbanespørgsmål og indtog som regel en selvstændig holdning med front mod administrationen. Hans angreb på statsbanernes forhold til privatbanerne 1892 førte til et voldsomt sammenstød med minister H. P. J. Ingerslev. 1894 udgav han en pjece om banegårdsforholdene i Kbh. Stærkt nationalt interesseret var han sammen med H. V. Clausen, Holger Petersen o.fl. 1898 medstifter af Oktoberforeningen til fremskaffelse af midler til lån til nordslesvigske landmænd. Hans køb af Søgård 1907 skete for at hindre at gården solgtes til en tysker.

Familie

Forældre: godsejer, senere etatsråd Frederik Carl August L. til Knabstrup (1808-86) og Geske Cathrine Resch (1813-1901). Gift 1.6.1881 i Åbenrå med Anna Cathrine Henriette Junggreen, født 6.9.1858 i Åbenrå, død 23.3.1940 i Helsingør, d. af tobaksfabrikant J. P. J. (1827-86) og Catharina M. F. Otte (1836-66).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Lunnsamfundet: Slægtstvl. over efterkommere efter Hans Pedersen Lunn samt stamtvl. over forfædre til etatsråd C. F. A. Lunn, 1972 13. N. P. Bransager og P. Rosenkrantz: Den danske regering og rigsdag, 1901-03 617-19. Berl. tid. 27.12.1921. Nationaltid. s.d. Holger Andersen i Grænsevagten IV, 1922 165-67. Fr. v. Jessen: Håndbog i det slesv. spørgsmåls hist. I, 1938 98 105. - Papirer i Landsark., Åbenrå.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig