Ivar Knudsen, Ivar Peter Bogger Knudsen, 1.4.1861-23.3.1920, ingeniør, maskinkonstruktør. Født i Følle ved Kalø, død i Bombay, begravet i Hellerup. K. kom ni år gammel i skole i Vejle og viste sig her i besiddelse af stort mekanisk talent, tog præliminæreksamen og kom i smedelære i Vejle 1876 og herfra som svend til Caroc & Leths maskinfabrik i Århus. Samtidig forberedte han sig til polyteknisk adgangseksamen som han tog 1882. 1887 blev han cand.polyt. som maskiningeniør; også i studietiden dyrkede han sine mekaniske interesser, således fremstillede han en cykel hvortil hver enkelt del var lavet af ham selv. Efter at have aftjent sin værnepligt fik han en kort tid beskæftigelse ved Kbh.s fæstningsanlæg og kom 1888 som løst ansat ingeniør til stadsingeniøren i Kbh. hvor C. Ambt skulle bruge en maskiningeniør til de sanitetstekniske anlæg. 1889 påbegyndtes under ledelse af Ib Windfeld-Hansen projekteringen af Kbh.s første elværk i Gothersgade, og ved projekteringen af kedel- og maskinanlægget medvirkede K., der 1891 ansattes som maskiningeniør ved bygningen og senere ved driften. Under sit arbejde her kom han i berøring med firmaet Burmeister & Wain der havde leverancen af dampmaskinerne, og da firmaets direktør D. Halley døde 1895 tilbød bestyrelsen, inden for hvilken G. A. Hagemann var en fremtrædende kraft, K. stillingen som ledende maskiningeniør, idet han på forskellig måde havde vist sine usædvanlige evner som tekniker og konstruktør; bl.a. havde han konstrueret en dampkedel med dobbeltrør som B. & W. havde købt patentet på, og en aperiodisk ampèremetertype som Siemens & Halske købte. K. tog mod tilbuddet og tiltrådte 1.2. som direktør K. C. Nielsens tekniske medhjælper. Okt. s.å. blev han underdirektør. Det var i en for firmaet kritisk tid, K. trådte til; Halley havde ikke været sin stilling voksen, han savnede evnen til at have betroede medarbejdere, og hele virksomheden viste sig at være temmelig forældet; således voldte det vanskelighed at fuldføre bygningen af det store russiske kejserskib Standart.

Den første opgave K. tog op var, støttet af Hagemann, at modernisere maskinfabrikken på Christianshavn. Der opførtes et nyt maskinværksted og et nyt lyst og rummeligt jernstøberi, der anskaffedes nye arbejdsmaskiner og indførtes et centralt kraftanlæg med elektrisk kraftoverføring i stedet for de kulfyrede og pasningskrævende dampmaskiner. For at kunne levere hurtige reparationer af havarister, moderniserede man grovsmedjen med store hydrauliske presser og gasfyrede ovne til stort smedegods, og da man fra tysk side som modtræk herimod satte priserne på stålblokke betydeligt op byggede selskabet sin egen Siemens-Martin stålovn, baseret på anvendelse af skrot. Efter Hagemanns tiltræden som bestyrelsesformand 1898 efter C. F. Tietgen var K. blevet selskabets maskindirektør, mens K. C. Nielsen blev administrerende og Martin Dessau merkantil direktør, og den periode der nu fulgte, vil altid blive husket som en i teknisk henseende meget indholdsrig tid, selv om det økonomiske udbytte ikke svarede hertil. På de moderne værksteder byggede man skibs-dampmaskiner til værftets nybygninger og veg ikke tilbage for en så vanskelig opgave som en hurtiggående maskine på 11500 HK til den russiske krydser Bojarin. Også skibsværftet udvidedes, man byggede en tørdok og 1906 anskaffedes en flydedok med en løfteevne på 11500 tons. Til elværkerne, der på dette tidspunkt begyndte at rejse sig i danske købstæder, leverede man landdampmaskiner, et område hvor K. fra tidligere arbejde havde særlig erfaring, og hvor det også lykkedes at oparbejde en eksport, bl.a. til Rusland, Spanien og Sydamerika. Da dampturbinerne begyndte at spille en rolle, tog man også bygningen af sådanne op idet K. sikrede sig de Parsonske patenter for firmaet, bl.a. byggedes der dampturbiner på 1100 HK til to torpedobåde. 1888 havde man optaget fabrikationen af centrifuger, men var igen næsten ophørt hermed, bl.a. havde man forsømt at sikre sig det revolutionerende Bechtolsheimske patent.

1900 tog K. på ny denne opgave op og satte al sin energi, opfindsomhed og tro på fremtiden ind i arbejdet, men en tid lang gav det kun økonomiske skuffelser indtil K. 1906 ved sin geniale konstruktion af en centrifuge med selvbalancerende spindel gav B. & W. en førende stilling, hvilket medførte at dets hårdeste konkurrent, det meget pengestærke Aktiebolag Separator i Stockholm, købte hele fabrikationen. Herefter kunne man sætte al kraft ind på en ny stor fabrikation der skulle blive epokegørende, dielselmotoren. Allerede 1897 havde B. & W. som følge af K.s fremsyn af fabrikken Augsburg i Nürnberg købt udnyttelsesretten til den tyske ingeniør Rudolf Diesels patent på en forbrændingsmotor med en betydelig højere teoretisk virkningsgrad end man før havde kendt, og langt højere end dampmaskinens. Opfinderens første maskine fra 1893 var ganske vist eksploderet ved første igangsætning, og den forsøgsmaskine man byggede efter de modtagne tegninger var ikke praktisk anvendelig. Fabrikationen gik efterhånden i stå overalt. 1903 var de værste vanskeligheder -særlig ved brændstofindsprøjtningen og forstøvningen af brændselsolien – imidlertid overvundet af de firmaer som arbejdede efter patenterne, og som stadig udvekslede erfaringer, og nu tog K. sagen op på ny idet han påbegyndte bygningen af dieselmotorer til elværkerne, og her viste nytten sig af det reorganiseringsarbejde K. 1895–1903 havde udført for værkstedernes vedkommende. Fabrikationen stillede store krav til præcisionsarbejde og til de anvendte materialers egenskaber fordi man arbejdede med tryk og temperaturer – ca. 100 atmosfærers tryk på brændstoffet og ca. 1200° under forbrændingen – som man ikke før havde anvendt i praksis, men værkstederne var stedse i stand til at svare til disse, og dieselmotorer til de mange nye elværker der skød op i disse år blev en meget betydelig fabrikation. 1904 var man nået til at bygge dieselmotorer på 160 HK, 1908 til 360 HK, og 1909 byggede man en fire-cylindret maskine på 600 HK. Det sidstnævnte år, der på flere måder blev et mærkeår bl.a. fordi G. A. Hagemann trak sig tilbage og afløstes af admiral A. de Richelieu er endvidere af interesse, fordi man da begyndte konstruktionen af skibsdieselmotorer, det arbejde der mere end noget andet skulle gøre K. og B. & W. kendt ude i verden.

Mens man arbejdede på løsningen af de hertil fornødne opgaver, og særlig den at sætte motoren i stand til at gå både frem og bak bestilte ØK et mindre dieselmotorskib med 400 HK-maskine, men da man følte sig sikker på også at kunne magte betydelig større opgaver, ændrede ØK sin oprindelige ordre til tre store oceangående motorskibe på 7400 tons med dieselmotorer på hver 2500 HK. De to skibe byggedes hos B. & W. selv, og det tredje byggedes efter firmaets anvisninger på et engelsk værft Barchley, Curie & Co. Det var et vældigt ansvar der her blev lagt på K.s skuldre, men den værkstedsorganisation han havde skabt, og den kreds af medarbejdere han gennem årene havde samlet og opdraget, stod under hans ledelse sin prøve; han havde altid interesseret sine medarbejdere for at yde det bedste de formåede, og for altid at gøre en ting helt færdig. Det første af disse skibe M/S Selandia var på en prøvetur i Sundet 15.2.1912, og dets første rejse til Bangkok fra 22.2. til 26.6. forløb uden uheld af nogen art, og uden at de stillede forventninger til 10 pet. øget plads og lasteevne, til 11 knobs fart og til tidsbesparelse fordi tankene kunne rumme brændselsolie til 30000 miles distance, blev skuffede. Hjemrejsen fra London til Kbh. var næsten et triumftog. I London var Selandia det almindelige samtaleemne, og marineminister Winston Churchill aflagde besøg om bord. Det næste motorskib M/S Fionia blev afleveret juni 1912 og blev sejlet til Kiel hvor det blev forevist for kejser Wilhelm og generaldirektør Albert Ballin, og ved denne lejlighed passerede Selandia på hjemrejsen Fionia. Dette købtes af Hamburg-Amerikalinjen og omdøbtes til Christian X; s.å. beordrede ØK et nyt Fionia med et maskineri på 4000 HK, og som indeholdt alle de forbedringer man ved driften af de første motorskibe havde indset ønskeligheden af. Det nye skib der afleveredes 1914, og om hvilket det blev sagt at det i sin indretning mere lignede en herregård end et skib, anvendtes til den danske rigsdagsdelegations Parisrejse 1919 og til Christian Xs rejse til London og Paris 1920. I de følgende år kom der rigeligt med ordrer både fra ØK, rederiaktiebolaget Nordstjernan, DFDS o.a. Det kneb vel i krigsårene med at fremskaffe materialer, men selskabet havde en grundfæstet position da K. 1919 trådte tilbage som direktør og kom ind i bestyrelsen som kommitteret. Helt uden mislyde var hele dette store arbejde dog ikke forløbet, idet en af K.s medarbejdere, ingeniør O. E. Jørgensen, rejste en bitter strid om honorar for sine opfindelser. Efter krigens afslutning fik K. fra engelske forbindelser inden for finanskredse opfordring til at assistere ved starten af forskellige større industrielle foretagender, og han kom i den anledning ud på flere rejser, deriblandt også den rejse til Indien, på hvilken han døde af en forgiftning.

K. der under sit arbejde udtog en lang række patenter fik 1908 Deutsche Landwirtschaftl. Gesellschafts sølvmedalje for sin centrifugekonstruktion. I foreningsliv deltog han ikke meget, 1898–1901 var han medlem af Dansk ingeniørforenings bestyrelse, 1916–20 var han formand for Kbh.s golfklub og 1919–20 vicepræsident i Kgl. dansk automobil klub. 1904–17 var han medlem af direktionen for A/S Frbg. Metalvarefabrik som 1908–16 kaldtes B. & W. eksportkompagni, 1907–20 var han medlem af Arbejdsgivernes hovedbestyrelse, 1913–17 af bestyrelsen for A/S Helsingørs jernskibs- og maskinbyggeri og 1913–20 af repræsentantskabet for arbejdsgivernes ulykkesforsikring. I den 15.10.1913 på foranledning af Brammingeulykken nedsatte kommission med G. A. Hagemann angående statsbanernes sikkerhedstjeneste indtrådte K. som medlem.

Familie

Forældre: købmand Jens Eisbert K. (1826–1901) og Julie Vilhelmine Rønberg (1828–88). Gift 29.10.1891 i Bregnet med Julie Marie Olsen, født 9.8.1870 på Kalø, død 14.5.1931 på Frbg., d. af godsinspektør, kancelliråd Carl Christian Georg O. (1825–91) og Julie Vilhelmine Grønbek (1841–1934).

Udnævnelser

R. 1900. DM. 1907. F.M.I. 1912.

Ikonografi

Afbildet på P. S. Krøyers mal. Industriens mænd, 1903–04 (Fr.borg). Mal. af Michael Ancher, 1912 (sst.). Træsnit af L. B. Hansen, 1913. Foto. – Mindesten i Følle, 1932.

Bibliografi

Ingeniøren, 1912 449–58. H. H. Blache sst. 1920 277–79. Sst. 1922 1–9. [C. Hentzen] i Opfindernes liv, udg. Helge Holst II, 1915 223–29. Samme: 40 år i Kbh.s elektricitetsværkers tjeneste, 1933 9 14 16f. A/S Burmeister & Wain 1872–1922, 1922. Dansk arbejde 1.12.1936. Berl. tid. 17.2.1937. Povl Vinding: Dansk teknik gennem hundrede år, 1939 (2. udg. 1941) 169–88. – Levnedsberetning i ordenskapitlet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig