Th. Claudi Westh

Th. Claudi Westh, Thorvald Claudi Westh, 1.2.1868-26.4.1955, kulturingeniør. Født på Store Hallegård i Olsker, Bornholm, død i Charlottenlund, urne på Mariebjerg kgd., Gentofte. Efter eksamen fra Rønne realskole var W. 1885-86 i lære hos kvægopdrætteren Knud Jensen i Elkenøre på Falster, og derpå to år på Næsgård agerbrugsskole, hvorefter han tog eksamen som landbrugskandidat 1891. Yderligere skoling i praktisk landbrug fik han gennem forvaltervirksomhed hos Ad. Tesdorpf på Pandebjerg 1891-93. Hans lærer på landbohøjskolen, docent T. Westermann havde i mellemtiden måttet opgive at få sin dygtige elev knyttet til højskolen og formidlede i stedet et møde mellem hedeselskabets direktør Enrico Dalgas og W. Det førte 1.4.1893 til W.s ansættelse i selskabet som særlig sagkyndig i spørgsmål vedr. mosernes rette udnyttelse. Snart blev han "moseingeniør": leder af hedeselskabets mose- og engafdeling, en stilling han bestred i 25 år. Allerede på den 17. danske landmandsforsamling 1894 talte han i den sygemeldte Dalgas' sted om mosekulturens fremtidsudsigter i et jordhungrende landbrugsland som Danmark. Han vakte her opsigt ved kraftfuldt at undsige den kritikløse omplantning af tyske opdyrkningsprincipper til Danmark, de såkaldte Rimpauske kulturer med de store arbejdsomkostninger til udgrøftning og kultivering. I en artikel i Hedeselskabets Tidsskrift 1895 præciserede W. yderligere sin opfattelse: at en højmose først kan opdyrkes, når den har ligget hen med græs i flere år. Fra første færd var hedeselskabets afvandings- og kultiveringsarbejde under W.s ledelse indrettet efter at nå ud til landmændenes store flertal. Helst skulle arbejdet tilrettelægges som store, samlede projekter, forberedt gennem systematiske undersøgelser og gennemført med offentlig støtte på basis af landmændenes solidariske hæftelse for gælden. Atter og atter docerede W. sine teser, og da opslutningen om dem gik en kende trægt, forsøgte han som folketingskandidat for det nyoprettede parti det radikale venstre at få politisk støtte til sine planer. Han opnåede dog aldrig at blive valgt, og selv om han blev medlem af partiets hovedbestyrelse hørte han næppe til den bestemmende inderkreds. Til hedeselskabets flytning fra Århus til Viborg 1907 var han dog i nær kontakt med radikale kredse i Århus-området. Selvfølende og fremfusende som han var, mest dog på sagens vegne, løb han ind i mange vanskeligheder i hedeselskabet. Det var i det hele taget selskabets lidt kranke skæbne ikke at kunne finde frem til egnede ledere som kunne løfte arven efter E. Dalgas. I stedet blev det som oftest en tumleplads for ærgerrige og temperamentsfulde personligheder som sønnen Christian Dalgas og W.

Dalgas sled ihærdigt med de faglige problemer, men savnede personligt format; W. holdt i adskillige henseender mål med den store Dalgas, men prioriterede det daglige, slidsomme arbejde lavere end den udadvendte agitation. I arbejdet på at få mergelarbejdet ført ud til de fjerneste egne i Jylland opnåede W. dog nogle af de resultater hans modstandere altid efterlyste. W.s megen tale om solidaritet mellem jordbrugere af alle brugsstørrelser og om statsmagtens aktive rolle i et landsomfattende grundforbedringsarbejde tiltalte heller ikke alle hartkornsbesiddere af agrarisk observans. Når W. 1909 fremlagde sine ufyldestgjorte lederaspirationer for en nyudnævnt landbrugsminister i en radikal mindretalsregering, måtte konservative kredse se deres værste anelser bekræftet. Chr. Dalgas' egenmægtige selvpromovering som bestyrelsens kommitterede 1912 må også ses i denne sammenhæng. På sin side arbejdede W. som konsulent for landbokommissionen af 1911 på at fremme sine synspunkter på spørgsmålet om driftskredit til mindre landmænd og mulighederne for statsstøtte til grundforbedringsarbejder. I et foredrag i Hjørring 5.6.1913 med titlen Nyt land fremlagde han da åbent sine synspunkter herpå og undså sig heller ikke for at kritisere meget af det læplantningsarbejde hedeselskabet lagde navn til. To år senere stillede han selskabets bestyrelse over for et formeligt ultimatum: enten gik man ind i grundforbedringsarbejdet, som W. ville det, eller også søgte han at virkeliggøre sine tanker om et statsligt alternativ. Da svaret blev en ny afvisning, forsøgte W. i alliance med klitplantør, senere folketingsmand for venstre, V. Pinholt at få en "hedekommission" til at etablere grundforbedringen, specielt hvad angik planlægning og koordinering, som en statslig opgave under W.s ledelse. Nu mislykkedes det i første omgang, mest fordi hedeselskabet på sin side søgte støtte hos venstres leder, J. C. Christensen, men 1918-19 fik W. i samarbejde med landbrugsminister Kr. Pedersen og den administrative leder af Statens planteavlsudvalg, H. C. Larsen etableret Statens grundforbedringsvæsen med H. Hauch som formand for bestyrelsen. En ny hedekommission, med J. C. Christensen som initiativtager, fik imidlertid den nye organisation nedlagt og arbejdet overført til hedeselskabet, hvilket var muliggjort ved venstres valgsejr maj 1920. Til gengæld måtte hedeselskabet acceptere at landbrugsministeriet og de store landbrugsorganisationer fik repræsentation i bestyrelsen. Det faldt da i hedeselskabets lod at realisere W.s tanker om en landsomfattende grundforbedringsindsats og det med statsstøtte, sådan som den af W. udformede lov om grund-forbedringslån af 6.5.1921 bestemte det. W. selv måtte lade sig nøje med en ret betydningsløs placering som landbrugsministeriets konsulent i vandløbssager. Mest beskæftigede han sig her med 1920- og 1930ernes store projekter om bedre afvanding af vestjyske fjorde og vandløb. Over for modstandere kunne W. virke temmelig brysk og afvisende. Så tidligt som 1900 forsøgte han at få dannet en funktionærforening i hedeselskabet, men forstfolkene og bestyrelsen afviste dette. Først syv år senere blev der dannet en sådan forening. Ved en radikalisering af dens politik 1913 blev W. en overgang dens formand. I perioder stod han også i spidsen for de lokale vælgerforeninger for det radikale venstre i Århus, Viborg og Gentofte. Han var medlem af Viborg byråd 1913-17, Hellerup menighedsråd 1922-29, hovedbestyrelsen for Henry George foreningen 1925 og hovedbestyrelsen for Dansk freds- og folkeforbundsforening 1926-27. Han var 1903 stifter af og flere år formand for Jysk forening for naturvidenskab. 1919 blev han medlem af Dansk ingeniørforening.