Ib Windfeld-Hansen

Ib Windfeld-Hansen, 27.4.1845-30.4.1926, ingeniør, belysningstekniker. Født i Nørre Farup ved Ribe, død i Kbh., begravet sst. (Holmens). W.-H. blev student 1875 fra Ribe og tog n.å. filosofikum og polyteknisk adgangseksamen. 1871 blev han cand.polyt. i ingeniørfaget. Hans første ingeniørarbejde var et sommerdige i Farup, og efter at have medvirket ved havnearbejdet i Esbjerg var han 1872 beskæftiget i Stege med projektering af et sejlløb til Koster og overværede her stormfloden i nov. Efter denne rejste han sammen med daværende havnebygmester Frands Øllgaard til de af stormfloden hærgede egne for at taksere skaderne. 1874-76 berejste han Bornholm og projekterede restaurering af havnene her hvorefter han som konsulent for det islandske ministerium besigtigede broer og havne i Island. 1877 antoges han af borgmester E. D. Ehlers som assistent for gasværksbestyrer G. Howitz ved opførelsen af Østre gasværk i Kbh. Efter afslutningen af dette store byggeforetagende ansattes han 1879 som teknisk fuldmægtig, en stilling der i virkeligheden krævede at han skulle forestå alle på et gasværk forefaldende ingeniørarbejder. W.-H. havde også en betydelig andel i udvidelsen af Vestre gasværk, og han byggede gaspumpestationen på Christianshavn. Imidlertid var W.-H. opmærksom på udviklingen af den nye kraftkilde, elektriciteten. 1885 havde Berlin fået en elektrisk centralstation, og 1888 var Hamburg fulgt efter. W.-H. studerede opmærksomt dette nye felt, også ved rejser i udlandet, og 1889 mente han at begyndervanskelighederne var så vidt overstået at man med fordel kunne indføre elektrisk belysning. På grundlag af hans undersøgelser og beregninger indstillede magistraten 1889 til borgerrepræsentationen at der i den indre by oprettedes en elektrisk centralstation til levering af jævnstrøm og beregnet på forsyning af indtil 10 000 glødelamper. At det nyoprettede embede som direktør for Kbh.s belysningsvæsen 1891 besattes med daværende kontorchef i magistraten A. Therkelsen var en forbigåelse, men efter Therkelsens død 1896 besattes embedet med W.-H. Han havde i mellemtiden fra 1892 gjort god fyldest i stillingen som driftsbestyrer ved elektricitetsværket i Gothersgade. Hele værkets anlæg og udførelse var godt gennemarbejdet og stod sin prøve gennem årene. Han organiserede installatørvæsenet og tilrettelagde værkets tariffer således at erhvervslivet kunne drage nytte af den nye kraftkilde. Lysprisen søgtes stedse nedsat, og der indførtes en særlig pris for strøm til motorer. Allerede 1894 måtte man til at arbejde med planér til et elektricitetsværk på Vesterbro, og da Gothersgadeværkets regnskab for 1895 viste sikker rentabilitet blev det udarbejdede forslag fremsat i begyndelsen af 1896. To år senere toges værket i brug. Som belysningsdirektør gik W.-H. ind til en lang og begivenhedsrig virksomhed. 1898-1902 byggedes Østre elektricitetsværk, og elektrificeringen af sporvejene gennemførtes. 1904 byggedes Gothersgades anneks, og samtidig afsluttedes overgangen fra 2 x 110 volt til 2 x 220 volt driftsspænding. 1907 påbegyndtes forsyningen af de ydre distrikter med højspændt vekselstrøm, og 1908 indførtes dampturbinedrift på Østre elektricitetsværk. 1916-20 opførtes H. C. Ørstedværkets første udbygning, og videreførelsen af samarbejdet med Nordsjællands højspændingsnet og derigennem med det svenske kraftværk ved Lagan sattes yderligere i system. Også for gasværkernes vedkommende krævede udviklingen nyanlæg. Jævnlig måtte Østre gasværk udvides. Ved indlemmelsen af Sundby 1902 overtoges Sundby gasværk, og 1908 toges det nye Valby gasværk, bygget under W.-H.s overtilsyn, i drift. 1913 toges den nye administrationsbygning i Vognmagergade i brug. 1920 trådte W.-H. tilbage som belysningsdirektør efter en fortjenstfuld embedsgerning der, ikke mindst under første verdenskrig, have stillet store krav. 1915 blev han medlem af Dansk kulbureau, som bistod ved landets kulforsyning, og 1916-17 var han leder af Kommunernes kulbureau. Som en særlig opmærksomhed over for W.-H. idriftsattes H. C. Ørstedværket i overværelse af den samlede kommunalbestyrelse få dage før han 1.4.1920 trådte tilbage. Foruden sin embedsgerning har W.-H. udfyldt en række andre hverv. Han var således 1896-1909 docent i elektroteknik ved Polyteknisk læreanstalt, den første lærer i dette fag. Det siger dog sig selv at den meget krævende embedsgerning tog hans bedste kræfter, og at undervisningen derfor let blev præget lidt af udvendig rutine. Fra 1896 var W.-H. medlem af telefonselskabets bestyrelse. For udviklingen af den unge læge Niels Finsens metode til behandling af lupus fik W.-H. stor betydning efter at Finsen i nov. 1895 var blevet introduceret til ham af underbestyrer C. Hentzen. W.-H. hjalp Finsen på enhver måde, og det var W.-H. der gik til G. A. Hagemann og fik hans og Vilh. Jørgensens støtte. W.-H. var medlem af det forberedende udvalg og af den første overbestyrelse for Finsens medicinske lysinstitut. 1916 blev han formand for instituttets bestyrelsesudvalg. 1903-08 var han formand for Elektroteknisk forening. Han var foreningens første formand og blev 1922 æresmedlem af foreningen. 1910-13 var han formand for Dansk ingeniørforening, en stilling hvori han betød meget for foreningens indre liv. 1908 blev han vicepræsident i og 1916 Hagemanns efterfølger som præsident for Dansk elektroteknisk komité.