Knud Højgaard

Knud Højgaard, Knud Nielsen Højgaard, 12.6.1878-4.9.1968, ingeniør, entreprenør. Født i Ryslinge, død på Ørumgård (Daugård), begravet på Ørum kgd., Vejle amt. H. blev klassisk sproglig student fra Nykøbing F. 1897, n.å. tog han polyteknisk adgangseksamen og filosofikum, og blev 1903 cand.polyt. som bygningsingeniør. Efter at have aftjent værnepligt rejste han til USA hvor han gennemgik en alsidig uddannelse hos rådgivende ingeniørfirmaer og i entreprenørvirksomheder indtil han afsluttede sin amerikanske karriere som tegnestuechef hos brobygningsfirmaet The Strauss Bascula & Concrete Bridge Co. i Chicago. 1910 forlod H. USA og blev ansat som leder af Christiani & Nielsens russiske afdeling som under hans ledelse udførte en række større jernbetonarbejder, fx havneanlæg, beddinger, fyrtårne, broer, pakhuse m.v. i Petrograd (Leningrad), Kronstadt, Reval (Tallinn) og Nikolajev. Efter revolutionen vendte han 1918 tilbage til Danmark, og stiftede nu sammen med en lidt yngre kollega, Sven Schultz, firmaet Højgaard & Schultz som efter Schultz' død 1932 lededes af H. alene. Med energi og dygtighed drev de to unge ingeniører hurtigt deres virksomhed frem til en position der sikrede den betydelige entreprisekontrakter, først i Danmark, men snart efter også i udlandet. De danske arbejder omfatter bl.a. broer for statsbanerne og Kbh.s kommune, Ny Halskov bro ved Korsør og Langebro i Kbh., samt store vandledningsarbejder for Kbh.s og Gentofte kommuner. – I tyverne fik firmaet overdraget betydelige offentlige arbejder i en række østeuropæiske stater. Det største, og for firmaet mest betydningsfulde arbejde, var bygningen af havnen i Gdynia hvor H. & Schultz arbejdede uafbrudt fra 1924 til krigsudbruddet 1939. Blandt de udenlandske arbejder kan også nævnes: vandkraftanlæg i Zur i Polen og ved Ljosafoss i Island, to store gadebroer i Kowno, jernbanelinjen Telšiai-Kretinga og jernbanelinjen Dorpat-Petschur, den store udvidelse af Litauens havn Memel, havnen i Setubal i Portugal og i Funchal på Madeira.

H. medvirkede personlig ved gennemførelsen af alle disse arbejder. I kraft af sine store sprogkundskaber og omfattende tekniske viden vandt han respekt og tillid overalt. Også en række danske og udenlandske industrivirksomheder blev oprettet på H.s initiativ, bl.a. rørfabrikken, Kbh. 1933, Korsør glasværk 1934, beton varefabrikken i Herlev 1951, cementfabrik i Portugal 1930, asfaltfabrik sst. 1935 og i Polen 1935, rørfabrik i Malmø 1944, farvefabrik i Portugal 1947, betonelementfabrik i Viby, Sjælland, samt betonsvellefabrik i Fredericia der muliggjorde statsbanernes overgang fra træsveller til betonsveller.

H. var medlem af adskillige bestyrelser for industriselskaber, bl.a. formand i bestyrelsen for Højgaard & Schultz A/S 1937–68, A/S Korsør Glasværk, 1935ff og Bur-Wain Autodiesel A/S 1937–39, medlem af bestyrelsen for DFDS 1936, A/S Spraymuls 1936, A/S Jydsk Landvinding 1941 og Dansk Aluminium Industri A/S 1941, medlem af repræsentantskabet for A/S Kbh.s Handelsbank 1935 og for Dansk Arbejde 1936. H. var desuden medlem af det udvalg der 1932 rekonstruerede Burmeister & Wain, af Thyborøn-kommissionen af 1937, og formand for trafikministeriets vejudvalg i 1940 efter at Højgaard & Schultz 1936 havde deltaget i udarbejdelsen af et stort projekt til udførelse af motorveje i Danmark og bygning af en Storebæltsbro og en Øresundsbro. H. var endvidere formand for statens materialprøveråd, medlem af udvalget vedrørende Hanstholm havn 1948, samt for Teknologisk institut i en lang årrække. Forbindelsen med Polen medførte at H. blev præsident for Danskpolsk handelskammer 1936–41 og formand for Dansk-polsk forening 1936–41. H. var endvidere medlem af repræsentantskabet for Foreningen Norden 1935 og af Det kgl. danske geografiske selskabs råd 1940. H. ejede fra 1939 herregårdene Ourupgård og Brændte Ege på Falster.

I Dansk ingeniørforening ydede H. en meget betydelig indsats. Hans virke som formand for foreningen i årene 1936–40 prægedes bl.a. af hans arbejde for en udbygning af samarbejdet mellem de nordiske ingeniørforeninger og for ingeniørens gode placering i samfundet. H. var også initiativtageren til Ingeniørhuset som blev indviet i 1935, bombarderet under krigen og, ikke mindst takket være H.s store arbejde, påny indviet i januar 1948. 1953 blev han æresmedlem af foreningen, s.å. blev han æresmedlem af Entreprenørforeningen.

I 1955 overdrog H. størstedelen af sin formue til Knud Højgaards fond som skal fremme erhvervsmæssige, kulturelle, videnskabelige, sociale og kunstneriske formål. Allerede 1939 havde H. oprettet Danmarks akvarium i Charlottenlund. Af fondens initiativer skal nævnes oprettelsen af Dansk Bilharzioselaboratorium, og en millionbevilling til Ostenfeldkollegiet, beliggende ved den nye tekniske højskole i Lyngby. H. var 1937 medstifter af Akademiet for de tekniske videnskaber. Initiativtageren, professor P. O. Pedersen, var hans gode ven, og de nærede begge en brændende interesse for samvirket mellem læreanstalten og erhvervslivet. Han var 1. vicepræsident 1937–40 og formand for den bygningstekniske gruppe. – H.s virke fik en helt usædvanlig betydning for dansk erhvervsliv, for den byggetekniske udvikling og for ingeniørstanden.

Politisk tilhørte H. konservatismen. Han fandt regeringen Stauning-Munchs demokratiske og sociale reformer alt for vidtgående og anså den tyske besættelse april 1940 for en følge af en for svag udenrigs- og forsvarspolitik der hang sammen med at folkets moral og selvopholdelsesdrift var nedbrudt af de radikale med tilslutning fra socialdemokratiet. Sommeren 1940 deltog H. i en række møder med en lille kreds af ligesindede, den såkaldte Højgaardkreds, der 20.8.1940 i Dansk ingeniørforenings hus samlede en større kreds til drøftelser der dog endte uden egentlige beslutninger. 14.11. forebragte ambassadør N. Høst imidlertid Højgaardkredsens synspunkter for Christian X i privataudiens. Kredsen kunne ikke "tillægge politikernes bedømmelse af den foreliggende situation virkelig betydning". Med henvisning til grundlovens § 13, hvorefter kongen frit valgte sine ministre, anmodede den kongen om direkte at tage sagen i sin hånd og danne en upartipolitisk regering der skulle udstyres med en fuldmagtslovgivning fra rigsdagen. Til slut hed det i henvendelsen, at "en regering, som den vi har nævnt, vil kunne opnå fordele fra Tyskland der ikke vil kunne opnås med et ministerium som det nusiddende". H. var på forretningsrejse i Portugal da henvendelsen til kongen fandt sted og kendte ikke dens ordlyd, men skrev efter sin hjemkomst et brev til kongen 25.11. hvori han meddelte at han i et og alt kunne slutte sig til henvendelsen og bad kongen betragte ham som medunderskriver. Da Christian X afviste at handle uden om regering og rigsdag kom der intet ud af kredsens initiativ, og H. beskæftigede sig derefter ikke med aktiv politisk virksomhed. – Efter at H. var flyttet tilbage til sin barndomsø Falster mærkedes hans opvækst i et grundtvigsk højskolemiljø. Han var meget optaget af uddannelse og skoleforhold og ydede betydelige beløb til sin gamle skole til udsmykning og udstyr, bl.a. et observatorium, og til stipendier til ubemidlede dygtige elever der ønskede at uddanne sig til ingeniører.