Carl Iacobsen

Carl Iacobsen, Carl Peter Vilhelm Iacobsen, Carl Jacobsen, 17.10.1881-19.11.1949, kemiker, ingeniør. Født i Kbh. (Helligg.), død i Kbh. (Kristk.), begravet sst. (Frbg.). I. blev student fra Lyceum 1899 og cand.polyt. (fabrikingeniør) 1905. Efter kortvarige ansættelser hos Nyboe og Nissen og ved Internationalt Buddiserings Compagni kom han 1.1.1907 til orlogsværftets kemiske laboratorium og udnævntes til forstander for dette 1.10 s.å. 1913 deltog han i konkurrencen om professoratet i teknisk kemi ved Polyteknisk læreanstalt, 1920 udnævntes han til professor ved oprettelsen af et nyt professorat i teknisk kemi med specialområdet mørtel, glas og keramik samt metallurgi. 1.10.1925 overtog han samtidig hvervet som forstander for den nyoprettede skandinaviske bryggerhøjskole, og 1.6.1928 forlod han professoratet for at blive teknisk underdirektør ved A/S De forenede Bryggerier. 1937 udnævntes han til teknisk direktør, i hvilken stilling han virkede til sin død. I årene 1907–20, hvor I. var forstander for orlogsværftets kemiske laboratorium, underviste han desuden i kemi på Søværnets officersskole og på Ingeniørelevskolen og senere også på kadetskolen. Desuden var han medarbejder ved Dansk patent kontor og fra 1910 konsulent og lærer ved Teknologisk institut. 1910 studerede han metalfarvning og galvanoteknik ved fagskolen i Iserlohn, 1914 foretog han en rejse til Belgien, Frankrig, Tyskland og Østrig-Ungarn især for at studere håndværkerundervisning. – I.s virksomhed falder således i tre hovedafsnit, alle indenfor det tekniskkemiske område, men fagligt set højst forskellige af indhold, og man må imponeres af hans evne til at sætte sig ind i nye fagområder og over de pædagogiske og organisatoriske evner, han bragte til udfoldelse i forbindelse med sin tekniske indsats. Under hans ledelse foregik den store udvidelse af orlogsværftets kemiske laboratorium der gjorde det til en egentlig materialprøveanstalt. Den indsigt og erfaring han her erhvervede sig, især vedrørende sprængstoffer og brændselsmidler, blev udnyttet igennem mange år ved hans medlemskab af talrige udvalg og kommissioner, hvoraf blot skal nævnes justitsministeriets acetylenlampeudvalg 1917–19 og marineministeriets Geyserkommission der nedsattes for at opklare en sprængnings-ulykke på krydseren Geyser 1923. I sin tid som professor ved Polyteknisk læreanstalt forestod 1. indretningen af det nye laboratorium for mørtel, glas og keramik og organiserede undervisningen i de herunder hørende fag. Her kom hans pædagogiske evner og erfaringer ham til nytte, og han skabte respekt om sin lærestol og det laboratorium han bestyrede. Her udførtes bl.a. en del af undersøgelserne vedrørende den såkaldte cellebeton, og I. bidrog således til dette nye produkts succes.

Det var vel især pga. I.s organisatoriske evner, at bryggeriindustrien 1925 opfordrede ham til at blive den nyoprettede bryggerhøjskoles første forstander, og således begyndte han sin tredje og måske mest betydningsfulde gerning. Han organiserede undervisningen der videreuddanner civilingeniører, farmaceuter og andre til brygmestre, han virkede selv som lærer og bidrog på begge måder afgørende til at skabe den respekt der snart kom til at stå om uddannelsen. Han satte sig så grundigt ind i sit nye fagområde, at han allerede 1928 forlod professoratet for at blive knyttet til De forenede Bryggerier som teknisk underdirektør, hvilket betød at han måtte afgive forstanderhvervet, men han fortsatte som medlem af forstanderskabet og var fra 1934 formand for højskolens bestyrelse. Som teknisk underdirektør og fra 1937 teknisk direktør stod I. for mange forbedringer og nyanlæg. I hans tid afløstes træfadene på Tuborg af tanke, og det store malteri blev bygget på Kongens Bryghus. Også Tuborg laboratoriets udvikling blev en vigtig sag for ham. De største krav blev stillet til ham i krigens sidste år, da hans to meddirektører havde måttet flygte til Sverige, og I. stod tilbage med hovedansvaret for den store virksomhed i denne vanskelige tid. 5.1.1945 blev Tuborgs kraftcentral ødelagt ved schalburgtage, og I. blev desuden personligt truet af nazisterne. Han svigtede dog ikke den opgave der var betroet ham, og for alle medarbejderne kom han til at stå som den stilfærdigt ansvarsbevidste chef der delte alle vanskeligheder med dem. Men det store pres han var udsat for, har antagelig været medvirkende til, at hans helbred blev dårligere i de nærmest følgende år.

I. tog del i organisationsarbejde, 1902–03 som medlem af Studenterforeningens seniorat, 1912 som medstifter af Dansk ingeniørforenings tekniskkemiske sektion hvis formand han var 1919–26, som medlem af bestyrelsen for Bryggeriforeningen fra 1928 og for Tuborgfondet fra 1933. 1938–40 var han formand for Dansk-Czekoslovakisk selskab. Fra 1934 fungerede han som censor i kemisk teknologi ved Polyteknisk læreanstalt. 1937 blev han medlem af Akademiet for de tekniske videnskaber. I større kredse er I. blevet kendt som foredragsholder og som forfatter af talrige artikler i tekniske og populærvidenskabelige tidsskrifter, heriblandt værdifulde bidrag til udforskningen af ølbrygningens historie. Han redigerede Dansk Bryggerstat I–11 (1934– 35).