Christian Klixbüll Jørgensen, Axel Christian Klixbüll Jørgensen, 18.4.1931-9.1.2001, kemiker. Født i Ålborg (Vor frue). K. J. blev 1954 cand.mag. fra Kbh.s univ. med hovedfag i kemi og derpå ansat som amanuensis ved kemisk laboratorium A, Danmarks tekniske højskole til 1958. 1957 forsvarede han en disputats om energiniveauer hos komplekse uorganiske forbindelser og disses isolerede centralioner. Efter en enestående produktivitet inden for dette område (omkring 50 videnskabelige afhandlinger) forlod han med udgangen af 1958 Danmark for i første omgang at arbejde i Paris som kontorchef hos NATOs videnskabelige rådgiver. Her blev han i to år og beskæftigede sig hovedsagelig med NATOs finansiering af de nyoprettede sommerskoler (til videnskabsmænds efteruddannelse) og af forskningsprojekter i de 15 medlemslande. Fra 1961–68 ledede K. J. en lille gruppe af videnskabsmænd der arbejdede med teoretisk uorganisk kemi ved det amerikansk-finansierede European Cyanamid Research Institute i Cologny nær ved Geneve. Da dette institut nedlagdes 1969 blev K. J. professor i fysisk kemi ved universitetet i Geneve og 1974 professor i uorganisk kemi. K. J.s produktivitet er legendarisk. Siden sin afrejse fra Danmark har han skrevet endnu godt 200 videnskabelige afhandlinger foruden adskillige oversigtsartikler og bøger. Heraf kan nævnes: Absorption Spectra and Chemical Bonding in Complexes, Oxford, 1962, Orbitals in Atoms and Molecules, London, 1962, Inorganic Complexes, London, 1963, Oxidation Numbers and Oxidation States, Berlin, 1969, Modern Aspects of Ligand Field Theory, Amsterdam, 1971 og, sammen med R. Reisfeld: Lasers and Exited States of Rare Earths, Berlin, 1977. Selv om K. J.s arbejder hovedsagelig har omhandlet kompleksforbindelsernes kemiske og spektroskopiske egenskaber har pionerkarakter og bredde inden for den uorganiske kemi været karakteristiske egenskaber ved dem.

K. J.s første indsats var kombinerede teoretiske og eksperimentelle bidrag til forståelsen af farverne af overgangsmetallernes kemiske forbindelser og sammenhængen imellem de spektrale egenskaber og de kemiske bindingsforhold. K. J.s metode var altid den induktive, dvs. han søgte, hjulpet af en særegen leksikal viden og enestående hukommelse og kombinationsevne at finde det almene i den deskriptive kemis og spektroskopis mangfoldighed. Først beskæftigede han sig med de såkaldte ligandfeltspektre som ædelstenen rubin skylder sin farve og sine laseregenskaber, derpå med elektronoverførselsspektrene som skyldes redoxprocesser forårsaget af absorption af lys. På begge disse områder er han måske den enkeltperson der har givet de mest betydningsfulde bidrag. I disse år foretog K. J. selv sine målinger, og det var karakteristisk for ham, at han trods sin unge alder foretog disse uden hensyn til konventioner og råd fra kolleger. K. J. arbejdede med den nøjagtighed han skønnede han havde brug for til sit umiddelbare formål, og skummede fløden af flere forskningsområder endnu mens kun få videnskabsmænd beskæftigede sig med dem. Så snart K. J. syntes at der var for mange om et område skiftede han emne. Han var interesseret i store linjer, snarere end detaljer. Tiden har retfærdiggjort K. J.s fremfærd om end denne har medvirket til at placere ham inden for videnskaben som en noget kontroversiel personlighed. I det sidste decennium har K. J. arbejdet eksperimentelt og teoretisk med de såkaldte fotoelektronspektre hvor han ligesom i sin ungdom med absorptionsspektrene har beskæftiget sig med forbindelser af de fleste af vore 90 naturligt forekommende grundstoffer. I den allersidste tid har K. J. forsøgt at rette blikket fra kemiens verden imod elementpartikelfysikkens.

K. J.s forskning har haft erkendelse til formål, snarere end anvendelighed. Dog har han i de senere år forsøgt sig med bidrag til udnyttelsen af solenergi. K. J. er ikke folkelig, selv ikke i den forstand man kunne bruge ordet når folket er en kreds af fagkolleger. Ikke desto mindre kommer hans udadvendthed til udtryk ikke blot gennem hans mange publikationer, men også igennem en omfattende international foredragsvirksomhed. Der er således bl.a. opstået en tradition for at han en gang om året besøger sine to gamle skoler, Kbh.s univ. og Danmarks tekniske højskole, for at holde foredrag, og mange kolleger føler disse særprægede foredrag som et pust fra den store verden. – Medlem af Vidensk.s selsk. 1965.

Familie

Forældre: maskinmester, senere skibsinspektør Sven Hugo Thorbjørn Klixbüll J. (1898–1971) og Ingrid Sørensen (født 1903). Gift 26.6.1957 i Nogent-sur-Marne, Frankrig, med Micheline Jeanne Marguerite Prouvez, født 21.6.1934 sst., død 3.11.1978 i Paris, d. af jernbanefunktionær Pierre P. (1905–78) og Jacqueline Marie-Helène Collin (født 1903).

Ikonografi

Foto.

Bibliografi

Selvbiografi i Festskr. udg. af Kbh.s univ. nov. 1957 191–94.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig