Harald Christensen (jordbundsforsker)

Harald Christensen, Harald Refsgaard Christensen, 7.5.1879-17.8.1926, agrikulturkemiker, bakteriolog. Født på Frammerslevgård i Salling, død i Lyngby, urne på Solbjerg kgd. C. lærte i sin opvækst praktisk landbrug. 1895 tog han alm. forberedelseseksamen og kom senere på Landbohøjskolen hvorfra han 1898 dimitteredes som landbrugskandidat. Han arbejdede derefter et par år i praksis og fortsatte så studierne ved højskolen med et specialkursus i kemi og mikrobiologi der 1902 afsluttedes med fortsættelseseksamen. Efter et studieophold i udlandet ansattes han 1905 som assistent under statens forsøgsvirksomhed i plantekultur og blev 1909 udnævnt til bestyrer af det nyoprettede statens planteavlslaboratorium. Denne institution gennemgik fra en beskeden begyndelse under hans ledelse en hurtig og rig udvikling og kunne 1922 overflyttes til moderne, nyopførte bygninger i Lyngby hvor en stab af videnskabeligt uddannede medhjælpere stod til rådighed. C. fuldførte i disse år en række meget betydningsfulde forskningsarbejder inden for forskelligteområder af jordbundsvidenskaben og udsendte derom talrige publikationer såvel i danske som udenlandske fagtidsskrifter.

I særlig grad beskæftigede han sig med spørgsmålet om jordbundsbeskaffenhedens indflydelse på bakterielivet og stofomsætningerne i det øverste jordlag samt den rolle disse omsætninger spiller for planternes vækst, og han påviste hvilken fundamental betydning kalken og dermed reaktionen i jordbunden har for den art processer. Undersøgelserne førte 1907-09 til angivelse af forskellige laboratoriemetoder til bestemmelse af jordens "kalktrang", metoder som 1911 blev anvendt ved praktiske jordbundsundersøgelser i stort omfang, først foretaget af Danmarks geologiske undersøgelse under C.s tilsyn, senere, fra 1920, på planteavlslaboratoriet i Lyngby. Blandt hans tidligste arbejder kan fremhæves en række undersøgelser over jordbakterien Azotobacter croococums forhold der dannede grundlaget for de første kalktrangsundersøgelsers metode, og fra hans sidste år nogle studier over fremgangsmåder til bestemmelse af jordens reaktion hvor han bl.a. i forening med Einar Bülmann og S. Tovborg Jensen viste kinhydronelektrodens store anvendelighed ved jordbundsundersøgelser. 1917 udsendte han en lærebog i landøkonomisk jordbundslære og blev s.å. medudgiver af det amerikanske tidsskrift Soil Science. Desuden tog han virksom del i arbejdet inden for Det internationale jordbundsforskningsselskab. C.s undersøgelser var på mange områder banebrydende. 1913 fik han, skønt ikke akademiker, tilladelse til at disputere for doktorgraden ved Kbh.s univ., men den indleverede afhandling blev afvist af det matematisk-naturvidenskabelige fakultet. Denne afgørelse mødtes fra forskellige sider med skarp protest og gav anledning til en interpellation i rigsdagen. 1918 blev C. medlem af Kungliga svenska Landtbruksakademien, og 1924 fik han tildelt æresdoktorgraden ved universitetet i Königsberg.